Nyheder

Marts’ koncerter: Forår i ørene

Skrevet af Camilla Grausen

Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Vi giver jer: Marts!

Endelig er foråret her! I hvert fald på kalenderen. Solen viser sit smukke ansigt, men der går vist endnu noget tid før DMI giver sig og for alvor slipper foråret løs. Indtil da kan Undertoner — som på alle andre årstider — kun opfordre alle til at tilbringe en eller mange aftener til nogle af månedens anbefalelsesværdige forårskoncerter.

Get Well Soon i fornemme omgivelser. Oplev ham på de knap så pyntede scener på Loppen og Voxhall. Foto: Jens Oellermann.

Get Well Soon i fornemme omgivelser. Oplev ham på de knap så pyntede scener på Loppen og Voxhall. Foto: Jens Oellermann.

Mandag den 8. marts sover nogle ud efter Oscar-nat, andre fejrer Kvindernes Internationale Kampdag. Og så er der dem, der var hurtige nok til at skaffe sig billet til Yeasayer i Lille Vega inden der blev udsolgt. Brooklyn-bandet med den psykedeliske og festlige poprock kalder selv deres musik for »ENYA with BOUNCE« (!) — en ret herlig tanke. Enya eller ej, Undertoners anmelder var kun et halvt U fra at give absolut topkarakter til Yeasayers nye album, Odd Blood, der i grunden godt kan lyde en del af forår! Opvarmningen på hele bandets turné leveres af det tyske soulband Hush Hush.

Det er lang tid siden, man har hørt noget til Lise Westzynthius. Rent musikalsk har den talentfulde sangerinde og sangskriver ikke gjort meget væsen af sig siden udgivelsen af Siberian Mission i 2007. Nu stikker hun imidlertid hovedet frem igen ved to beskedne koncerter: 4. marts i Valby Kulturhus og 13. marts på Sønderborghus. Så kan man jo kun håbe på, at arrangementerne er til for, at Westzynthius kan teste nyt materiale. Den nye, danske trio My Evil Twin spiller, navnet til trods, venligsindet synthpop og har netop udgivet deres debutalbum. Bandet deler scenen med Westzynthius til begge koncerter.

Copenhagen Jazzhouse har fået sig en ny klub for elektronisk musik, den såkaldte Electronic Bar, der i første omgang lægger ud med to torsdagskoncerter i marts. Torsten Lindsø Andersen alias Aslope, der i løbet af foråret udgiver sit første album på Thomas Knaks pladeselskab Hobby Industries, indtager Jazzhuset den 11. marts. Næste navn i rækken er Dub Tractor, der sidste år tilføjede guitar og stemme til sit elektroniske univers på albummet Sorry, med Disa som opvarmning. Datoen er 25. marts.

Bag kunstnernavnet Get Well Soon gemmer den 28-årige tysker Konstantin Gropper sig. Han debuterede med klog indierock på albummet Rest Now, Weary Head! You Will Get Well Soon i 2008, og nu er han tilbage med efterfølgeren Vexations, som roses af Undertoners anmelder bl.a. for sin evne til at »kombinere dysterhed, detaljerigdom og tunge tekster med en til tider helt poppet melodiøsitet.« Måske ønsket om god bedring kan helbrede det danske publikums sidste vintersnue når Herr Groppper giver koncert på Voxhall i Århus mandag den 22. marts og på Loppen i København tirsdag den 23. marts.

Hele måneden igennem er det muligt at fange I Got You on Tape på deres turné, hvor de spiller hele 13 koncerter rundt omkring i Danmark. Bandet udgav sidste år det velmodtagede album Spinning For The Cause, der var med til at sikre dem P3 Guld-prisen og de 100.000 kr., der fulgte med, her i begyndelsen af året. Forsanger Jacob Bellens indledte ellers sit år med at låne keyboard- og sangevner ud til Nikolaj Nørlund på dennes turné i januar, hvor Undertoner hørte dem i Store Vega. Nu er Bellens med egne kumpaner klar til at indtage landet live. Datoerne er for mange til at opremse, men med 13 forskellige spillesteder må der næsten også være en koncert i nærheden af dig — listen findes på I Got You on Tapes Myspace-side.

Se mange flere anbefalelsesværdige koncerter over hele landet i Undertoners koncertkalender, der opdateres løbende.

Deltag i debat