Artikler Interview

Midlake og den lange landevej

Skrevet af Signe Palsøe

Få overvældende øjeblikke i den musikalske skabelsesproces går hånd i hånd med afsavn og ligegyldighed for Tim Smith. Jeg mødte Midlakes forsanger til en tristessepræget samtale, der endte med et 112-opkald.

Midlake har med sit tredje album, The Courage of Others, fundet sig selv. I hvert fald er de tættere på end nogensinde, fortæller forsanger Tim Smith over en øl. Vi er rykket fra Amager Bios tumult til baglokalet af bandets tourbus, hvor min gamle diktafon har en chance for at opfange de ord, der forlader min samtalepartners fuldskæg.

Midlake er netop påbegyndt en lang turné, der over godt og vel et år vil bringe dem gennem det meste af USA og Europa. Bandet er vant til at rejse med deres nye musik i mange måneder, og således besøgte de også Danmark med deres gennembrudsalbum, The Trials of Van Occupanther, tilbage i 2007. Siden da har de udvidet deres liveopsætning til i alt at rumme syv medlemmer, hvoraf størstedelen netop er forsvundet ned ad Amagerbrogade for at købe junkfood. Men meget andet har ændret sig ved bandets lyd og målsætninger, og at leve op til sidstnævnte har ikke altid været let.

»Jeg kan godt lide at sige, at det kun tog os et år at lave The Courage of Others, ligesom det gjorde med Van Occupanther, men problemet var, at vi brugte hele det første år på at finde vores retning. Desuden blev vi på dette album inspireret af en ny type musik. Vi forelskede os i den britiske folk fra 60’erne og 70’erne og ville gerne have vores lyd til at være mere i den stil. Og det var en svær ting at gøre. Vi var endnu ikke nået dertil som musikere, så det krævede en masse øvelse, og vi måtte skrotte meget materiale. Derfor var det virkelig hårdt at skrive de nye sange,« fortæller Tim.

En plads i genrevirvaret

De skiftende inspirationskilder er da også temmelig symptomatisk for Midlakes udvikling. De fleste af bandets medlemmer startede deres karrierer som jazzmusikere, og jazzen har været et udgangspunkt for at udforske resten af midlake1musikhistorien, selvom overblikket for Tims vedkommende først kom sent. »Jeg vidste, hvem Prince var. Jeg vidste, hvem Michael Jackson var, men jeg havde ikke deres albums. Jeg lyttede ikke til Led Zeppelin, The Beatles eller Pink Floyd, da jeg var teenager. Jeg havde ikke en guitar, og mine venner kom ikke over for at ryge pot. Det var John Coltrane, Joe Henderson, Keith Jarrett, der betød noget (…) I årevis arbejdede vi på at fjerne jazzen fra vores lyd. Vi er ikke vilde med at mixe genrerne. Jazz er meget kompliceret musik, og vi øvede os i at simplificere vores musik og spille på en måde, der ikke var jazzet. Det kan dog virkelig hjælpe os med at improvisere i vores musik og gøre musikken mere interessant.«

Tim beretter grundigt og med en introvert, tør humor om bandets udvikling; fra debuten Bamnan and Silvercork, hvor Flaming Lips, Grandaddy og Radiohead var heltene, over The Trials of Van Occupanther, hvor bandet havde opdaget Neil Young og Joni Mitchell, til The Courage of Others og inspirationen i grupper som Fairport Convention, Pentangle og The Incredible String Band. Og selvom Tim mener, at bandet efterhånden overskuer musikhistorien, og at de meget vel kan have fundet deres endelige lyd, tror han ikke, at det er muligt nogensinde at være helt tilfreds med resultatet: »Der er altid mere. Jeg er aldrig tilfreds med det, vi laver. Det bliver aldrig helt tilfredsstillende. Der vil altid være mangler, selvom det, jeg hører som mangler, nok ikke er noget, andre opfatter som mangler. Men at lægge mærke til dem motiverer mig til at blive en bedre sangskriver.«

Den kortvarige forelskelse

Tim beskriver modvilligt The Courage of Others som et mere voluminøst, mørkere og mere jammende album med »higher highs, and lower lows« end sine forgængere, men han finder det svært at sætte ord på musikken. »Jeg lytter ikke til musikken, og jeg har ikke hørt den et stykke tid. Du kan kun virkelig elske musikken, når du er ved at skrive den. Jeg vil aldrig høre Midlake, som andre mennesker hører det. Den første dag, jeg skriver noget, er det bedste ved at være en del af det her band. Jeg får en ide, som jeg indser kunne blive en fantastisk sang, og så optager jeg den som regel på min firespors og lytter til den optagelse igen og igen, som om jeg var en fan. På det tidspunkt er det ikke rigtig Midlake, det er noget, som er givet til mig. Det er altsammen tilfældigt. “Roscoe” var tilfældig. Jeg kan ikke bare sidde og skrive 50 Roscoe’er. Det er altsammen tilfældigt, det handler bare om, hvordan du har det den dag, og hvad der bliver dig givet. Og du elsker det, og du lytter til det 50 gange i træk og tænker »det her bliver et virkelig godt album, det er virkelig stærkt materiale.« Det er det bedste af det hele. Det er fint nok at være på scenen og høre folk synge med, men for mig bliver det ikke bedre end at få en fantastisk ide og lytte en masse til den. I det øjeblik er du uden for bandet, og du kan høre det på samme måde, som andre mennesker gør. Men efter to uger er det overstået. Efter du har optaget nummeret, vil du aldrig føle det samme igen.«

midlake3Det er dystre ord, som Tim leverer med en accept, der nu ikke er blottet for tristesse. Ikke overraskende svarer han prompte, da jeg efterfølgende spørger ind til, hvordan det er at skulle gengive de samme, døde forelskelser hver eneste aften. »Jeg kan ikke lide det. Jeg bryder mig egentlig ikke om at turnere. Det er sådan, man tjener penge til at overleve og til at lave et nyt album. Du kan arbejde i Burger King, men det her er lettere, for man kan overleve længere efterfølgende. Og det handler jo ikke kun om mig, nogle af de andre fyre brænder for at turnere. Hvis jeg kun var mig selv, ville jeg sikkert bare ikke gøre det. Jeg har ikke brug for at komme på scenen. Jeg er ligeglad med at blive berømt og alt det der, jeg kan bare godt lide at lave plader. Hvis du fortalte mig, at jeg aldrig ville komme op på en scene igen, ville jeg være ligeglad (…) Hver aften forsøger du at komme tilbage til det sted, hvor du skrev sangen. Du forsøger at føle noget af det, du følte, da du skrev den, og det er en svær ting at gøre hver aften. Hvis du virkelig kan gøre det og være til stede i øjeblikket, er det fint, men der skal lægges så meget arbejde i hver eneste dag, at det bare ikke er den time på scenen værd.«

Tanken om de mange måneder på landevejen og savnet af familien derhjemme trykker, selvom den musikalske del af touren er blevet mere interessant, efter bandet indlemmede de to ekstra guitarister, lagde deres seks-syv keyboards på hylden og i stedet greb ud efter en stak fløjter. »Rigtige instrumenter kan spille falsk, og de spiller noget forskelligt hver aften. Det giver mere kreativ frihed på scenen. Ikke forfærdelig meget, vi er ikke et jamband, men det føles meget mere frit at spille de nye numre.« Alligevel er det hele tiden tanken om at producere ny musik, som ligger i Tims baghoved, og han er tydeligvis frustreret over ikke at kunne finde overskuddet og roen til at skrive, mens bandet er på farten. »Når jeg kommer hjem vil jeg skrive, og jeg ønsker bare, at vi som band kommer i gang med at skrive og producere et nyt album. Men jeg er nødt til at have gode omgivelser. Jeg elsker virkelig at skrive musikken derhjemme.«

Her bliver vi afbrudt af lyde fra bussens hovedlokale. En ældre dame gad ikke vente på den offentlige transport og har fundet ind i bussen for at varme sig. Hun vil køres hjem af politiet, ellers kan hun finde på at bide, siger hun. Nåja. Tim øver sit danske med sin uventede gæst, mens jeg går ud og ringer. Gamle, bidende damer har ikke høj prioritet hos politiet, og ventetiden giver mulighed for at vende en samtale med en usædvanlig mørk undertone, men også med nogle oprigtige betragtninger af, hvordan helt forskellige sider af livet som musiker kan gøre det til en meningsfuld eksistens. Lige her er det i hvert fald forståeligt, hvorfor nogle foretrækker at fordybe sig i den kunstneriske proces frem for at lade sig rokke af fremmede kontinenter, rutineprægede koncerter og bidende pensionister.

Læs anmeldelsen af The Courage of Others
.

Deltag i debat