Plader

Midlake: The Courage of Others

Skrevet af Jeppe Carstensen

Forklædt som Saybia leverer Midlake denne gang uinspireret middelalderpop og dårlig sangskrivning.

Når melankoli og musik parres, er det ofte knald eller fald, hvorvidt udtrykket bunder i nogen form for troværdighed. På Midlakes nye plade, The Courage of Others, virker kombinationen desværre tam og konstrueret. Et tragisk fald fra den ganske populære forgænger, The Trials of Van Occupanther.

De kutteklædte herrer neofolker den ellers alt, hvad de kan, på trendy og smagløs vis. Frem for at blive vævet ind i deres anakronistiske tekstunivers, som jeg heller ikke bryder mig om, bliver jeg eftermiddagsdøsig og tænker kun på uhyggelige ting, som eksempelvis at Tim Smith deler stemmekarakteristika med Søren Huus fra Saybia. Måden, hvorpå Smith trækker stemmen ud i de mest monotone arrangementer, kan ikke undgå at gøre mig skrupirriteret. Og det er oven i købet i følgeskab med en lige så utilfredsstillende andenstemme. Man har vitterligt lyst til at skifte nummer, og mest af alt har jeg lyst til at sige til dig, læser, at du ikke engang skal nærme dig et download-link. Hvis man virkelig vil gøre sig anstrengelsen, så gå kun så vidt, at du streamer nummeret “Bring Down”, der er et trættende, apokalyptisk og noget Radiohead’sk drama. Det vil spare dig for flere søvndyssende minutter i selskab med Midlake. Måske vil du endda stoppe med at læse denne anmeldelse snart.

Det kan lyde uretfærdigt med denne svada. Jeg er sikker på, at det er et velintenderet stykke arbejde, de har gjort. Og jeg ved godt, at Midlake prøver at række efter skyerne, spille på en metafysik, en middelalderlig eller britisk folklore-tradition. Jeg ved også godt, at titelnummeret og de mere nedbarberede passager på denne plade er tæt på at være godtaget. Faktum er dog, at The Courage of Others bogstaveligt talt lyder af dårlig poprock, som vi kender den fra samlebåndet, blot med den forskel, at Midlake-troubadourerne gør sig til som esoteriske neofolk-mystikere, selvom de overhovedet ikke er det. Det er selvfølgelig ikke op til mig at bestemme, om de er okkulte nok til at føre sig frem på den måde, men deres musik indikerer i hvert fald, at de bag kutterne står på stylter og i sidste ende rammer et udtryk, som jeg vil vove at kalde forplumret.

Eneste tilnærmelsesvis udholdelige bidrag på denne plade er det minimalistiske og nedtonede nummer “Fortune”. Her lader sangskriver Smith sig inspirere af Nick Drake, men giver dog sangen noget særegent, der i al sin enkelhed fungerer – uden al den trommeflom og fløjtespil, der sammen med grelle guitarsoli generelt ødelægger resten af albummet.

Det er nemt at forestille sig, hvorfor Signe Palsøe ikke faldt i svimer, men derimod nærmere faldt i søvn under koncerten i Amager Bio for nylig. The Courage of Others er nemlig et rammende eksempel på kedelig trendrock, der ikke har en autentisk tone i livet. Denne slags neo-folk skal dø, og det kan ikke gå hurtigt nok.

★½☆☆☆☆

Læs interview med Midlake.

3 kommentarer

Deltag i debat