Plader

Pantha du Prince: Black Noise

Skrevet af Mikkel Knudsen

Black Noise føres lytteren nænsomt ud af drømmenes Autobahn. Udflydende klokke-knitrende elektronisk shoegazer fra en anden verden blandes med technoide houserytmer i et konstant rytmisk flow.

Pantha du Prince repræsenterer på mange måder elektronisk lyttemusik med potentiel masseappel. Ligesom Trentemøller og Röyksopp har Pantha du Prince (alias Hendrick Weber) både en fod i en houset klublyd og en fod i et mere melodisk, ambient lydlandskab.

Pantha du Prince virker inspireret af artsy click’n’cut-/loop-baseret musik som Fennesz, Oval eller Colleen. Stemningen fra shoegazer a la Slowdive er også båret med over i det svævende synthunivers, der ligger luftigt over mange af numrene på Black Noise. Den bastante rytmik på pladen har dog et solidt greb i de mere udflydende elementer. Især i numre som “Satellite Snyper” og “Bohemian Forest” skaber groovy og meget elektronisk tromme og bas en fin symbiose med mere udflydende og melodiske klokkelyde.

Efter en valiumbedugget start åbner Weber lidt mere op midt på pladen. Den onde, nedpitchede undervandsvokal i “Behind the Stars” fungerer godt sammen med den groovy baslinje på nummeret. Måske fordi nummeret skal tilpasses den drømmende stemning på pladen, bliver nummeret dog neddroslet i den sidste halvdel til fordel for en masse klokkelyde. Jeg havde hellere set, at det var holdt mere klinisk og hårdt, men hvis det i så fald var faldet for meget uden for, skulle nummeret måske hellere have været brugt i en anden sammenhæng.

Ud over den i forvejen ret lyttevenlige lyd på Black Noise har Pantha du Prince gjort et gevaldigt scoop i forhold til hypebarometeret, ved at Panda Bear (fra det mest hypede indieband p.t., Animal Collective) i “Stick to My Side” leverer et catchy vokalloop. Det er et typisk Panda Bear-hook og temmelig effektivt i sig selv. Nummeret er dog et af de svageste på pladen, og især bliver det ret anstrengende, da to stavelser fra vokalbidden loopes i lidt for lang tid oven på et halvkedeligt housegroove.

De to sidste meget stemningsmættede numre er ganske dragende, og klokkelyde, lidt shoegazer-svævende guitar og noget, der lyder som fodspor i sne, maner stemningsbilleder frem og tager lytteren ind i et lukket rum, hvor Pantha du Prince får overtaget med sin rytmiske præcision. Der arbejdes bl.a. med små Steve Reich-agtige rytmiske forskydninger, hvilket giver en behagelig variation uden at stoppe det tranceskabende drive. Her viser det sig som en god idé at tage lydkunstnermusik i stil med Fennesz’ og putte noget mere firkantet 4/4 på. God musik behøver ikke at være svær at forstå.

Man skal ikke sætte drømmemusik på, når man kører ned ad Autobahn – så skal man i hvert fald huske en masse kaffe og Red Bull. Selvom Pantha du Prince rammer autoværnet et par gange, er Black Noise dog for det meste en stabil køretur ned af drømmenes motorvej.

★★★★☆☆

Deltag i debat