Koncerter

Pterodactyl, 23.03.10, Lades Kælder, København

Garagerock-duoer matcher ikke med eksperimenterende, psykedelisk støjpunk fra Brooklyn. Og støjpunkere kan også blive trætte. Rapport fra en mærkelig aften på Lades.

Det var en mærkelig aften. Ikke fordi der gik noget galt som sådan, men der var bare små ting, der aldrig rigtig faldt i hak. Måske var det mig, der ikke faldt i hak. Måske skulle jeg alligevel have deltaget i hverdagsaftenhyggedrikkeriet. For lige at blive lidt mere løs. Lidt mindre lineal.

Det startede med duoen Battle Bossanova. De debuterede. Og det var der ikke noget galt i. Det skal alle bands jo på et tidspunkt. De gjorde det endda godt. Energisk koncert. De havde en afvæbnende humor, der muligvis dækkede over lidt nervøsitet, men i så fald virkede det. Og de virkede sammenspillede. De er så også kun to, der skal få det til at hænge sammen. Men det kan også være svært nok. Man skal præstere mere. Og det gjorde de. Præsterede. Deres garage-punkrock’n’roll med tendenser mod tung bluesrock var måske bare lidt for ligetil. Og det var her det første hak ramte ved siden af sit modhak: Pterodactyl.

Pterodactyl er eksperimenterende, hyl og jungledyr, herky-jerky rytmer, tapping støjpunk med flere farver end en gennemsnitlig batiktrøje. Battle Bossanova var mere halstørklæder og stramme bukser.

Men her knækkede der også en anden tand i tandhjulet. For Pterodactyl havde hængt en hængekøje op i deres jungle. Og vi kan jo alle få brug for et hvil. Især hvis vi kører rundt i Europa i en lille bus og tænker på, at vi skal op kl. 6 i morgen for at køre til Stockholm. Men os, der står dernede på gulvet og har betalt entré og måske endda også købt dyre øl i baren (fordi de ikke havde nogle billige), vi skal jo også op dagen efter. Nogle af os i hvert fald. På kontoret, til forelæsning. Og vi står der jo for at have det sjovt. Få en oplevelse. Eskapisme.

Men ok. Nogle gange er tourlivet også bare et job. Og man laver jo ikke salgsrekord eller forstår Kant hver dag. Så nogle gange bliver det ikke fantastisk. Men derfor kan det godt være godt nok. Og det var Pterodactyl. Måske pga. det manglende energiniveau var nogle af de mere udflydende, psykedeliske sange faktisk bedst. Dem hvor basstrengene spillede duvende melodier.

Der skete dog alligevel noget, da trommeslager Matt indrømmede, at de var lidt trætte. Så kunne de måske godt se, at det ikke var helt i orden. Så lidt før fyraften fik de alligevel lukket nogle svimlende ordrer. Bassisten Jesse begyndte at tæske løs på bækkenerne, mens Matt red rodeotyr på sin skammel. Og Joe sprængte en streng på sin guitar. Knæk! Ud med tanden.

Nu havde de lige fået bid, og så sker sådan noget. Så gik der tid med påsætning af streng, lån af guitar, og lidt uengageret smalltalk. Og så fik vi en sang for pigerne og bagefter en for fyrene. Og igen kom energiniveauet op. Men så var der heller ikke rigtig nogen, der gad mere, og os, publikummet, havde måske heller ikke været så gode til at skabe en intens stemning. Når vi endelig mandede os op til et hyl, kunne man høre, at vi ikke selv troede på det.

Da jeg kørte hjem ad Nørrebrogade, havde nogen haft held til at få slukket al gadebelysning hele vejen fra Dronning Louises Bro til Runddelen. Så kunne man køre rundt og føle, at man boede i en energifattig fremtid, hvor der var rationer på el. En mærkelig aften indeed.

★★★½☆☆

3 kommentarer

  • Det var sgu en trist anmeldelse. Pterodactyl er i hvert fald fremragende på plade. Håber Kim elgaard bliver i godt humør igen :)

  • Hej Simon. Jeg har været på ferie i den sidste uge uden kontakt til internettet, så ja, jeg er i godt humør. Og ja, Pterodactyl er fremragende på plade, men hvorfor er det en trist anmeldelse?

Deltag i debat