Plader

RebekkaMaria: Sister Sortie

»Fordi hun vil og kan ‘mere’.« Sådan lyder det gudhjælpemig i pressemeddelelsen til RebekkaMarias nye album. Mere? Ja, måske, hvis der med ‘mere’ menes mere kliché, mere skabethed og mere metervare.

Hun har tidligere været medlem af bandet Lampshade, haft et ‘AsIn’-præfiks, men først nu står RebekkaMaria på egne ben og under eget navn. Hendes musik må gå under betegnelsen ‘piget electropop’, gennemproduceret, synthbaseret og ungpigeskabet. Det er enkelt, naivt og sådan set ret ringe.

Et hurtigt kig på tracklisten afslører 10 numre, der alle er meget tæt på de gyldne tre og et halvt minut og bærer titler som “Mother Woman”, “Sing!”, “Laura” og “Píca Píca”. Alle numre følger den samme skabelon: RebekkaMarias ungpigede stemme i front, maskineproduktion bag og så det nye på dette album, et lidt soulet kor sunget af hende selv.

Således også førstesinglen “Oh Solitude”, som er albummets største ørehænger sammen med åbneren “Mother Woman”. “Oh Solitude” er sådan set et meget godt pophit, men jeg må indrømme, at jeg står fuldstændig af allerede her. Der er et helt åbenlyst problem med “Oh Solitude” – det er en alt for glad sang. Det er en ‘dans på teenageværelset’-sang; en sang, der sikkert bliver råspillet i radioen; det er et hit. Men hvordan er det lige, at det spiller sammen med teksten, der kredser omkring ’solitude’ (ensomhed)? Sangen er bygget op nøjagtig efter popskabelonen: En kort intro afløses direkte af det fængende synth-baserede omkvæd, hvor RebekkaMaria glad synger »Oh solitude, I salute you.« RebekkaMaria prøver tydeligvis at udtrykke noget dybt, altså en følelse af ensomhed, men samtidig vil hun lave en radio-basker, der kan sælge en masse singler. Eller er det egentlig i omvendt rækkefølge? Hun har hevet popskabelonen ned fra hylden (eller rettere var den nok allerede taget ned, for den bruges på samtlige af Sister Sorties numre), taget produceren med på råd og så lavet dette 3:38 lange nummer, men fordi hun (ifølge pressemeddelelsen) »vil og kan ‘mere’« (bemærk accentueringen af mere), har hun så i teksten behandlet det mere indfølte emne ensomhed.

Teksten i de to første vers lyder: »A house made of glass / the sun is shining through / he heats the heart in every nook / enlightens gloomy bends // a glass made of home / the wind is gusting in / he rustles up the sleepyheads / and feeds upon their bones.« Jeg forstår ærligt talt ikke et ord. Prøver RebekkaMaria at sige et eller andet?

Det er fint nok at ville lave popmusik og tjene penge på det, fred være med det, men hvis der er noget, jeg hader, er det, når popkunstnere skal klistre et indfølt mærkat på deres musik. Det er kalkuleret og en smule perverteret. På åbneren “Mother Woman” virker det nærmere komisk, her vil RebekkaMaria være soul-mama, komplet med aftenskolebongotrommer, »oh oh«-kor og det ufrivilligt komiske omkvæd med teksten: »Every man is an island / every woman is a sea!« Jeg ved ikke, om det er en vittighed, jeg ikke forstår, for det er da den største kliché nogensinde.

Men det kan jo selvfølgelig også være, fordi jeg er en mand, at jeg ikke kan se noget som helst i “Sister Sortie”. Pressemeddelelsen, som er et pragteksempel på selvsmagende og patetisk information, giver denne karakteristik af albummet: »Albumtitlen Sister Sortie er ment som et frontalt kvindeangreb, en feminin mission, en søsterlig offensiv med RebekkaMaria i rollen som både bannerfører og hornblæser for et kæmpekor af kampklædte hverdagskvinder!« What the fuck? At der lå et feministisk projekt gemt under dynen af den lillepigede electropop, havde jeg da aldrig gættet ud fra musikken alene.

Man kan selvfølgelig ikke afskrive et album bare på grund af en dårlig pressemeddelelse, men pressemeddelelsen eksemplificerer bare meget godt den følelse, man sidder tilbage med, når man har hørt Sister Sortie til ende: klichéer på klichéer, påtaget indføling, skabethed, ren metervare.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat