Plader

Seabear: We Built a Fire

Skrevet af Lise Christensen

Seabear byder på velpolerede indiepopyndigheder, der dog er så fuldendte og helstøbte i deres udtryk, at lytteren ikke kan komme ind under overfladen.

Ah, vejret. Altid et godt samtaleemne og metaforisk udgangspunkt for, på et uskyldigt plan, at lægge op til en diskussion af noget helt andet. Lad os tale lidt om vejret. Rygtet går, at efter en voldsom vinter kommer der en rygende varm sommer. Ikke umiddelbart en tendens, der gør sig gældende for den islandske sommer. Alt er selvfølgelig relativt, men 13 grader max er ikke ligefrem noget at prale med. Der er således lagt op til kolde, klare somre fyldt med Nordens lyse nætter.

Den kolde sommer går igen på We Built a Fire, islandske Seabears andet album. Både som titlen på et nummer (“Cold Summer”), men også som kendetegnende for den overordnede stemning på pladen. Den er præget af en velformet sammenhæng, der laver strålende og smukke lydbilleder, fyldt med organiske lyde, som snildt fører til forestillinger om bålhygge i sommernatten. Men den velpolerede overflade sætter også en distance mellem værk og lytter. Pladen mangler de fejl og kantede indslag, som åbner op for en mere personlig indgang til musikken.

Seabear har siden debutudspillet  The Ghost That Carried Us Away (2007) udviklet sig fra at være Sindri Már Sigfússons soloprojekt til at være et helt kollektiv af musikere med indlemmelsen af seks nye medlemmer. Med udgangspunkt i en kollektiv tilgang til musikken, hvor alle har haft mulighed for at byde ind, har de brugt de sidste to år på at finpolere den perfektionistiske perle We Built a Fire.

Det har ført til en sindrig konstruktion af indiepopnumre med et strejf af folk (som så megen anden musik i disse år), der i en gensidig spejling brænder med en stille intensitet. Det er på ingen måde et bål af Sankt Hans-dimensioner, Seabear får stablet på benene. Numrene byder snarere på kontemplativ stirren ind i gløderne end vilde hekseafbrændinger. Dog flammer musikken af og til op, som det opleves i et nummer som “Fire Dies Down”, der umiddelbart fremstår som en lidt kedelig stille sang, indtil den to minutter inde skruer stemningen i vejret med et energisk folktwist, krydret med et flerstemmigt kor. Også i “We Fell Off the Roof” er der en vekslen, her mellem det energiske og en stille melodi med kriblende insektlyde. Disse temposkift er at finde hele pladen igennem. De tilføjer numrene en fin livlighed, men islændingene kunne godt skeje endnu mere ud.

“Wooden Teeth” er det nærmeste, albummet kommer på en joker. Her går Seabear væk fra den rene æstetiske lyd og over i mere munter folk. Det muntre er til gengæld fortrængt på den smukt melankolske “Cold Summer”. Her fletter tekst og musik sig sammen i en stigende intensitet, der dog aldrig bliver helt forløst.

Forsanger Sigfússons behagelige vokal bærer lytteren fint gennem albummet. Han er også kendt fra soloprojektet Sin Fang Bous, der udviser en langt mere legende tilgang, hvilket er en kvalitet, der savnes på We Built a Fire. Der er ikke rigtig noget, der provokerer på Seabears andet album. Det er behagelig musik, men den svinger sig ikke højere op end at udfylde rollen som rar baggrundsmusik.

★★★½☆☆

Deltag i debat