Plader

Serena-Maneesh: No. 2: Abyss in B Minor

Skrevet af Daniel Heydorn

Undertoner-yndlingene i Serena-Maneesh har været en tur i en norsk grotte. Det lyder drastisk, men lyden er aldeles bekendt, og der klatblødes lyserødt ud over den nu ganske polerede garagerock som aldrig før.

Man kommer selvsagt ikke bare lige anstigende med opfølgeren til en af forrige årtis mest hæderkronede, nordiske rockplader. Man tager sig sin tid – i dette tilfælde fire år – allierer sig med en opsigtsvækkende lydingeniør – schweiziske René Tinner, som har arbejdet med bl.a. Can – lader indspilningerne finde sted i en grotte og fortæller alle om det, giver projektet en ambitiøs og vægtig titel og håber på det bedste. Serena-Maneesh signalerer med al tydelighed, at det atter skal være højdramatisk og himmelfarende, på trods af at det vel næppe er muligt at overgå debuten på netop de punkter.

Og fra start piskes der da også en hysterisk rockende stemning op med “Ayisha Abyss”, hvor vokalerne er hviskende, opklippede samples, og et bombardement af effektlyde og instrumenter hidsigt pisker ud fra stereokanalerne, mens det medrivende, let motorik-lydende beat sammen med den karakteristiske basgang udgør konstanten gennem den overvældende og værdige åbner. Det er afgjort et nummer, der kan leve op til det dramatiske tilløb, pladens forhistorie udgør, og så er det præcis den type nummer, man ventede, Serena-Maneesh + krautrock-ingeniør + grotte ville kunne levere. Og selvom “Ayisha Abyss” ikke er pladens bedste nummer, er det så absolut det eneste, hvor bandet gør det, der efter alt at dømme var hensigten: at matche forgængeren på alle leder og kanter.

Et blik på pladens små 40 minutter lange trackliste havde givetvis kunnet give anelser om dette, men lidt over halvvejs inde i pladen – midt i den ligegyldige og ganske usjovt betitlede “Blow Yr Brains Out in the Mourning Rain” – står det klart, at missionen er afblæst; dette er ingenlunde et helhjertet forsøg på at overmatche debutpladens altomfavnende vitalitet. Det faktum er det svært at klandre bandet, men hvis Serena-Maneesh ikke længere er totalfusion af angstfremkaldende dybder og svimlende højder, og et band, hvis plader er kolosser, der favner spiritualitet, pop, støj, det moderne og det klassiske, hvad er de så?

På hovedparten af Abyss in B Minor er de et medrivende, tempofyldt og meget produceret rockband med guitarsoli, grottelyd og sikkert 220 spor på hvert eneste af numrene, som i skarp kontrast til debuten er koncise og hastigt skiftende, men også i flere tilfælde uden det sidste, afgørende bid. På resten er de ligeledes overdådigt produceret, let udsyret støjpop med en livlig rytmesektion og instrumentering, som i øjeblikke giver reminiscenser til midthalvfemser-Stereolab, men i nedkogt og afsindigt iørefaldende udgave.

Væk er krautrock-inspirationen samt de lange, inderlige støjcrescendoer, og tilbage er det umenneskeligt solide håndværk, den sødmefulde og inciterende sangskrivning og nu altså en præcision og kortfattethed, som gør pladen til en hæsblæsende opvisning i moderne rockhistorie. Det kan være svært at acceptere transformationen fra de fandenivoldske romantikere, som laver stort anlagte værker af klassisk støbning, på en tid hvor mange ellers dvæler ved det stiliserede og afmålte, til det noget mere kontrollerede og modne orkester, vi møder på Abyss. De stiller sig her tilfredse med det knapt så storslåede og voluminøse, og i momenter er det ulideligt solidt og professionelt, men man sander hurtigt, at der er pakket så helt utroligt meget lyd, detalje og kraft ned i de otte numre, at den tekniske magtdemonstration alene gør det værd at lytte til. Og når pladen så samtidig rummer en spændvidde, der strækker sig fra den tungt harmonerende “Honey Jinx” over rå energiudladning på “Reprobate!” til sød tyggegummipop på “D.I.W.S.W.T.T.D.”, er det svært at være kyniker. Et par meget lidt opsigtsvækkende numre – og her er den fløjteglade “Magdalena (Symphony #8)” en af de store syndere – æder dog grådigt af den begrænsede spilletid og skæmmer dermed den samlede effekt.

På trods af lovning om grotter og udsyrede schweizere befinder vi os i en helt anden grøft, end man kunne forvente, og i virkeligheden er dette nok det mest tilfredsstillende mulige facit: En plade, som på fængslende vis krystalliserer de vigtigste momenter fra debuten uden hverken at nå dens knugende mørke eller eksploderende, hjertegribende lys.

★★★★½☆

Deltag i debat