Nyheder

Spejderrobot arbejder med usynlige hænder

Spejderrobot pic.1Bare fordi ens hænder er usynlige, behøver de jo ikke at være uduelige. Mikael Elkjær, der er inde i Spejderrobot, virker i hvert fald til at være en aktiv herre, selvom en lille dreng mente, han havde usynlige hænder. Nu er det blevet titlen på opfølgningsalbummet til debuten, Falder baglæns ind i igår, og sidste års samarbejde med Emil de Waal.

Helt præcis lyder titlen Manden med de usynlige hænder, og albummet udkommer 17. maj, hvilket tilmed er hr. Elkjærs fødselsdag. Albummet er blevet til i en kælder på Vesterbro under Kødbyens Flæsketorv, og den dekadente stemning har ifølge en pressemeddelelse fra Playground præget albummet. Elkjær fik lyst til at bevæge sig ud i mere dystre landskaber, og hans live-optrædenders energi og håndspillede magi skulle efter sigende også have fundet vej til pladen.

Tilbage står bare ét spørgsmål: Kan man spejde med usynlige hænder?

Om skribenten

Kim Elgaard Andersen

 

Biografi:

En af mine første minder overhovedet er, at jeg sidder i min fars lastbil, der kører rundt på landevejene i Nordjylland, mens min far synger med på "Suspicious Minds" med Elvis for fuldt skrald. Der startede min symbiose med musik vist. Siden blev jeg kontrær teenager, der lyttede til grunge, og dets udgangspunkt i metal og punk blev inspiration til teenage-årenes lydspor. Siden har jeg udforsket alt mulig andet, bl.a. country, jazz, folk, hiphop og electronica, så jeg føler efterhånden, at jeg kan skimte en stor del af den afgrundsdybe rockhistorie. Jeg har tidligere skrevet for Geiger og Soundvenue og er cand.mag. i dansk.

 

Fem favoritalbum:
Bob Dylan: The Freewheelin'
Grails: Black Tar Prophecies
Pere Ubu: New Picnic Time
Nas: Illmatic
Eric Dolphy: Out to Lunch

 

Skriv et svar