Det er en perle af en plade, amerikanske Spoon forsøder foråret med. På en gang flydende, ufærdig og rå; på samme tid helt sikkert resultatet af bandets kunstneriske vision. Det er dejligt på mange måder.

Det er dog stadig en svær plade, for de smukke popperler bliver gerne trukket fra hinanden, nærmest midt i en sætning; abrupt stoppet og uden elegance trukket over i næste sang. Læg dertil, at omkring halvdelen af sangene er demo-udgaver blandet med mere polerede studie-udgaver, og der er lagt op til at intellektualisere. For hvad betyder det, når et band, der i den grad er kendt for deres lyd-fiksering, lader studiets finesser vige for demoens råhed?

Det er dog fuldstændigt unødvendigt at dvæle for meget over dette, for hvis amerikansk indiepop med hæs vokal, en til tider dominerende guitar og solidt opbyggede sange falder i ens smag i forvejen, er Transference en dejlig plade at give sig i kast med. Vokalharmonierne falder helt perfekt, og blandingen af lo-fi-demolyd med poleret studielyd giver nogle meget interessante kontraster.

Højdepunkter er bl.a. den soulede “Who Makes Your Money”, som med et nærmest umuligt groove og en spinkel falsetvokal stiller nogle ubehagelige spørgsmÃ¥l, og garage-rockeren “Trouble Comes Running”, hvor feedback og distortion trives side om side med skønsang og harmonier, i en tekst om pigen, der bliver ved at vende tilbage, hver gang hun er i lort til halsen.

Samtidig er det et dejligt gennemarbejdet album, der ikke læsser for meget på. Tværtimod lader det til, at Spoon har villet forsimple deres lydbillede. Det betyder ikke, at Transference er blottet for fine detaljer, for efter flere gennemlytninger bryder de frem, de småting, der hele tiden har naget og understreget detaljer og har ændret stemningen på et halvt sekund og drejet det hele 180 grader.

Det minder lidt om danske Dub Tractor, der engang fortalte i et interview, at de lyde, som kendetegner hans musikalske univers, oftest er rester af et sample, der ikke er blevet klippet ordentligt til, eller andre soniske artefakter. Dybest set, at det var det uperfekte, der gjorde musikken interessant. På samme måde lader Spoon til at nyde at lade det uberegnelige og tilfældige spille en stor rolle på denne plade. At arbejde ud fra rent instinkt. Det må de for undertegnedes skyld meget gerne blive ved med.