Koncerter

The Antlers, 10.03.10, Copenhagen Jazzhouse, København

Skrevet af Signe Palsøe

Nerven i The Antlers’ musik løber mellem Peter Silbermans tilsyneladende forpinte hjerneceller. Ikke desto mindre vidnede bandets første koncert på dansk grund også om et sjældent stort musikalsk overskud.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

»Wauw. Hvis bare The Twilight Sad havde formået at gøre det halvt så godt på Loppen i november,« tog jeg flere gange mig selv i at tænke under onsdagens koncert med The Antlers i et pakket Jazzhouse. Egentlig har jeg aldrig tidligere tænkt på de to bands som nært beslægtede, men her virkede det oplagt at trække paralleller mellem deres melodiske tag på støjrocken og deres formidling af fortællinger fra livets skyggeside. At The Antlers i langt højere grad lykkedes med deres foretagende live, må til dels tilskrives deres flair for at lade numrene flyde, omformes og som regel skabe noget endnu mere interessant end på deres debutudspil, Hospice, fra sidste år. Men ikke mindst skyldes det Peter Silbermans fine sans for oprigtig og spændende betonet historiefortælling.

Selvom Hospice var en af mine yndlingsplader sidste år, undgik dens melodisektion ikke at lide under et vist uforløst potentiale. Det forhindrede den komplette overvældelse, man ellers fornemmede, bandet ville kunne levere, og gjorde, at visse dele af pladen hovedsageligt blev båret af Silbermans stærke lyrik. Sådan var det ikke på Jazzhouse. Faktisk var koncerten en smukt eksempel på, hvorfor den bedste formidling af lyd ofte foregår ansigt til ansigt med dens skaber.

Efter opvarmning af danske Sleep Party People iført kaninmasker, gik The Antlers på scenen. “Kettering”, “Sylvia” og “Bear” var, i kraft af at være de mest iørefaldende indslag på Hospice, ellers umiddelbart en bekymrende start. De efterlod ikke megen udadvendthed til den øvrige spilletid, men deres udførelse burde nok have overbevist mig om, at The Antlers havde styr på, hvorledes kortene skulle spilles. En uvant pågående og særdeles klædelig percussionstrøm fra Michael Lerner gav pondus og dynamik i det i forvejen omskiftelige lydbillede, der kunne eksplodere i støj eller lade spinkle, ambiente toner bære Silbermans snart bævende, snart kraftfulde, men altid gribende vokal og dens beretninger om tab og angst.

Særligt godt fungerede det faktisk, når bandet lagde en dæmper på et nummer som “Bear”s umiddelbart appellerende lyd og i stedet lod det drive på en stille, vibrerende lydflade i et hidtil uhørt lavt tempo. Med sådan en overgang til de i forvejen atmosfæriske “Thirteen” og “Atrophy” opstod et stemningsmættet frirum til fordybelse i vokalens arbejde, og Silberman var da heller ikke sen til at komme med en lille, skæv kommentar til den totale stilhed, der var blandt publikum, da numrene var ovre. Der var intet behov for at punktere stemningen med unødig snak.

Hospices epilog i en afdæmpet, men mere intens version af originalen stod på samme måde i kontrast til de forudgående numres udfordren af publikums trommehinder og havde været den perfekte afslutning på aftenen. Derfor var det lidt synd, at bandet partout skulle tilbage på scenen og tilføre nogle minutters unødvendig støj. Ikke desto mindre understregede det sidste, lidt uinteressante nummer, hvor godt The Antlers havde formået fastholde publikums opmærksomhed og løfte det ellers glimrende materiale fra debutudspillet til et endnu højere niveau af vedkommenhed og musikalsk overskud. Soundvenue, der fik bandet til Danmark, har forhåbentlig ret: The Antlers vil drive det til noget stort inden for den stemningsmættede indierock.

★★★★★☆

5 kommentarer

  • Rigtig fed koncert, ingen tvivl om det. Personligt var jeg lidt ked af at de valgte at lave en gennemspilning af Hospice (track 1 – 10 i kronologisk rækkefølge), da jeg gerne ville have hørt lidt fra dengang The Antlers var et enmandsband, så at sige. Men man kan jo ikke både få i pose og sæk.

    Hvilket også bringer mig frem til pointen, du skriver debutudspil Signe, men hvad med “In The Attic Of The Universe” fra 07, og “Uprooted” fra 06?

    Med andre ord synes jeg bare der manglede lidt…

  • Ok ok, dengang blev de udgivet under hans eget navn, men de gamle albums står nu under “The Antlers” På itunes, wiki og allmusic f.eks.

  • Sætlisten var ikke kronologisk efter albummet? Bear var fx #3. Og de spillede den der Cold Wave som ekstranummer, som det vist nok hedder…

  • Nåmen, I kan da godt få udleveret min nedgriflede sætliste samt numrenes rækkefølge på Hospice til en omgang flueknepning:

    2. Kettering
    3. Sylvia
    5. Bear
    6. Thirteen
    4. Atrophy
    7. Two
    8. Shiva
    9. Wake
    10. Epilogue

    Cold War

    Jeg kan godt se, at der ikke er ændret det store på numrenes rækkefølge. Jeg forestiller mig, at det hænger sammen med, at Hospice er et konceptalbum med en progression og synes derfor, at det gav meget god mening.

    Jeg kan nu sagtens forstå, at du blev skuffet, Mads, hvis du havde forventet en variation med det gamle materiale. Faktisk tænkte jeg ikke rigtig på det som en mulighed, nok fordi jeg har opfattet Silbermans tidligere sangskrivning og The Antlers som to forskellige projekter. Men nu, hvor jeg ser, i hvor høj grad projekterne er smeltet sammen på de sites, du nævner, synes jeg da heller ikke, det havde været af vejen med lidt fra bagkataloget.

  • Ja ok, helt efter pladen var det ikke (jeg havde også fået et par fadøl), det indrømmer jeg.

    Mange jeg har talt med nævner også, at det giver mening at spille Hospice i sin helhed, pga. pladens sammenhængende struktur, men jeg kan ikke lade være med at spekulere i, om ikke stort set alle tilskuere til koncerten, udmærket kendte Hospice, men måske ikke var så bevidste om de tidligere plader (et par jeg snakkede med vidste ikke engang, at han har udgivet plader før) – Så jeg havde egenlig lidt forventet, at de benyttede muligheden til også at kaste lidt af det ældre materiale ud (dels også fordi de tidligere har været på en tour de kaldte “Hospice-tour”, godt nok ikke i Europa, men alligevel).

    Hvad jeg prøver at sige er vel bare: Kan man lide The Antlers, så hør også Silbermans tidligere albums, lad dem ikke gå i glemmebogen, selvom de selv gemmer dem væk :)

Deltag i debat