Oasis? Belgien? Duo? Kinks? Indgangsvinklerne er mange, når der skal skrives om Black Box Revelations nye plade, Silver Threats. Det med Oasis er heldigvis hurtigt overstået og går såmænd bare ud på, at de første 20 sekunder af pladen lyder urimeligt meget som Oasis. Puha, tænker man og undrer sig over, hvorfor den lille finesse skulle med. Meget mærkeligt.

Belgien? Ja, bandet kommer fra Belgien, og det kræver også et par linjer. For er joken med Belgien ikke, at det kun er Technotronic og Vaya con Dios, der rent musikalsk har udmærket sig på det belgiske landkort? Hvis det er sådan, kan man så med sindsro konkludere, at The Black Box Revelation ikke har den store nationale arv at løfte? Men samtidig kan der åbne sig et spændende perspektiv. For 10 år siden var det f.eks. Kim Larsen, der var det mest populære musik i Norge. Og se hvilken musikalsk blomst, landet har åbnet siden da. Da musikalsk underernærede lande på mange måder fremstår som umalede lærreder, skal det i den optik blive spændende at se, om The Black Box Revelation kan ændre noget ved opfattelsen af belgisk musik.

Duo? Se, nu begynder det at blive lidt mere teknisk (og relevant, forhÃ¥bentlig). The Black Box Revelation er nemlig en duo og bestÃ¥r af sanger/guitarist Jan Paternoster og trommeslager Dries van Dijck. Sammen spiller de en riffbaseret, bluesinflueret rockmusik, hvor trommer og guitar pÃ¥ traditionel vis pumper blod rundt i sangen, mens et af strubehovederne brøler om øl, fisse og ensomhed. Det er fint nok, men det med duoen kræver her i det nye Ã¥rti lige lidt syretid. For hvor 90′erne – repræsenteret ved bands som Morphine og Primus – pÃ¥ sin vis udmærkede sig ved at at være bassens Ã¥rti, tog 00′erne konsekvensen heraf og hev bassen helt ud af bandopsætningen – som det skete i White Stripes, Yeah Yeah Yeahs, Powersolo etc.

Hvad de indeværende 10′ere har tænkt sig at gøre med den firestrengede, er selvsagt endnu uvist. Men nÃ¥r The Black Box Revelation kører stilen uden bas, og de dermed pÃ¥ papiret rocker rimelig godt pÃ¥ en 00′er-agtig mÃ¥de, mÃ¥ det samtidig erkendes, at musikken simpelthen ikke føles helt ajour her i det nye Ã¥rti.

Bevares. De spiller fremragende, skriver fine sange, og produktionen er helt i top. Og især ballader som “Sleep While Moving” og den rolige, bluegrass-agtige countryserenade “Our Town Has Changes for Years Now” fungerer rigtig godt.

Og alligevel mangler der noget væsentligt. Nemlig væsentlighed. I pressemeddelelsen spørger bandet retorisk: »Why do people need The Black Box Revelation in their lives?« Og de svarer: »There should be more bluesy rock’n'roll bands.« Det er muligvis meget rigtigt, men sÃ¥ skal de altsÃ¥ være lidt bedre. Eller rettere: De skal lave bedre plader end Silver Threats. For jeg er pÃ¥ den anden side ret overbevist om, at jeg pÃ¥ en ordentlig druktur sagtens kunne blive blæst bagover af bandet live. Ud fra pÃ¥ samspillet og forsangerens snottede facon lyder The Black Box Revelation til at have rigtig gode koncerter i sig.

Men når jeg på pladens titelnummer hører endnu et af de der riff, som man synes, man har hørt masser af gange før, og sangeren samtidig synger noget så klichefyldt som »You better get in touch with the devil,« så hører jeg for så vidt nogenlunde god musik, men ikke en dyt originalitet. Ikke det der ligner. Tværtimod. Og det trækker meget ned. Silver Threats vil en masse, men når det kommer til stykket, kan den ikke gøre så meget ved det.

Og dermed kommer vi frem til den sidste af de fire indgangsvinkler: The Kinks. Silver Treats er indspillet i et studie grundlagt af selveste Ray Davies fra The Kinks. Og den levende legende skulle efter sigende endda have overværet nogle af optagelserne. Og det er jo en fin lille anekdote, som orkesteret også bryster sig af. Men desværre bringer den ikke så meget andet med sig, end at man får lyst til at høre The Kinks i stedet. Deres musik er snart 50 år gammel. Silver Threats har jeg glemt om en uge.