Kanterne er slebet en anelse skarpere, og trommesektionen er mere markant end tidligere, men The Bravery spiller stadig op til synthrock-dans. Sådan lyder opsummeringen af newyorkernes tredje album, der har fået titlen Stir the Blood.

Det begynder egentlig meget lovende. Der er for alvor sat skub i maskinparken, og numre som “Adored” og “Hatefuck” blæser til angreb med den, for The Bravery, noget hÃ¥rde og bastante beatsektion. Her lefles ikke meget for lytteren, og det er egentlig meget befriende. Det leflende kommer sÃ¥ til gengæld snigende senere…

Den ‘bløde’ del af Stir the Blood, der holder igen med tempo og energi, er noget mere ude af fokus. Selvom førstesinglen “Slow Poison” er ganske iørefaldende, gør det radiovenlige præg, der præger pladen, i selskab med numre som “Sugar Pill” og den Velvet Underground’ske “She’s So Bendable”, at albummet bliver for salgsbevidst. Her hersker den grundtanke, at skidtet altsÃ¥ ogsÃ¥ skal sælges, og sÃ¥ hjælper det f.eks. ikke, at frontfiguren Sam Endicott har en temmelig ‘high class ’cause I’m worth it‘-attitude, der grænser til det krukkede.

Endicotts koketterier kunne egentlig have ført musik og udtryk op pÃ¥ et højere niveau, men det er, som om The Bravery ikke helt tør gÃ¥ linen ud. Der kommer indikationer pÃ¥, at bandet har mere i posen, f.eks. i form af den The Cure-stemningsmættede “Song for Jacob”, men det bliver ved fÃ¥ numre i den boldgade, og sÃ¥ hiver newyorkerne det sikre ligefremme og halvligegyldige frem i form af synthrock uden kant. Øv, siger jeg bare!

The Bravery er som sådan et cool band med de rette evner til at videreføre newyorker-tonen. Der er masser af underspillet desperation gemt i kompositionerne, og dét er bandets helt store force sammen med masser af nerve og energi, men bliver forvirrende at lytte til. Pladen mangler orientering og retning, og selvom der er en melodimasse at forholde sig til, så er skabelonerne, der holder det hele sammen, alt for fragmenterede og upassende i forhold til hinanden.

Stir the Blood er altså en af de hersens både-og-udgivelser. Jeg har læst et sted, at man kan sammenligne The Bravery med lige dele Spandau Ballet, New Order og Soft Cell. Det lyder selvfølgelige som lidt af en gimmick, men jeg vil faktisk gerne tilslutte mig den vurdering på baggrund af Stir the Blood. Det er bare, som om det ikke er den helt rette trio af inspirationskilder. The Bravery gør i hvert fald ikke nok ud af at lyde som The Bravery, og så nytter det ikke at låne lidt hist og pist fra gamle ikoner.

Stir the Blood bliver desværre ikke den helt store gennembrudsplade for The Bravery – om det kommer, kan kun tiden vise. Indtil videre er formkurven for nedadgående, og bandet kan ikke længere leve på debutpladens hype. Jeg tror ikke, at man helt skal afskrive newyorkerne, men der skal mere til end Stir the Blood for at træde ud af de ordinæres skygge.