Plader

The Drums: Summertime

En god blanding af 50’ernes surfrock og 80’ernes alternative musikscene manifesterer sig hos The Drums. Deres første minialbum viser lovende takter.

At søge tilbage i tiden efter inspirationskilder er en næsten uomgængelig tradition blandt udøvende musikere. Hvad enten man erkender det eller ej. Det nyskabende bygger på et solidt fundament. Barndommens plader findes frem på ny, eller forældrenes pladesamling får en renæssance. Traditionalister genskaber fortiden, mens andre musikere bruger fortidens lyd og tone som referenceramme og nyfortolker genren i en ny tid. Genrerne blandes, og nye bastarder opstår. Udviklingen er parallel inden for biologien: Når fremmed DNA blandes, kan resultatet ikke forudsiges. I mange tilfælde opstår noget hidtil uset. En helt ny livsform, som verden ikke hidtil kendte til.

The Drums har leget flittigt med petriskålene i deres laboratorium. I den ene skål havde de gener fra 50’ernes surfrock. En anden skål indeholdt genmateriale fra den alternative engelske musikscene i 80’erne, specielt varianten fra Manchester. De arbejdede hårdt i laboratoriet, og den musikalske gensplejsning gav liv til et kuld på syv levedygtige sange, der er samlet på minialbummet Summertime. Det nye kuld har vakt opsigt på den internationale forskningsfront og opnået omtale i flere toneangivende magasiner.

Opmærksomheden er forståelig. Det kræver nærmest koldsindig, videnskabelig rationalitet at undgå at lade sig rive med af et så vellykket forskningsresultat som førstesinglen “Let’s Go Surfing”. Vi har at gøre med nærmest lalleglad og dragende popmusik, der er uhyrligt catchy i sin enkelhed. Det enkle beat, gadedrenge-fløjt og en ubekymret energi virker smittende. Den samme energi og gåpåmod har “I Felt Stupid”. To eksempler på indiepop til perfektion.

Hastigheden sættes ned, men intensiteten stiger, når “Down by the Water” starter. Den dragende, langsomme ballade med sin minimale rytmesektion kunne spilles til en high school-afslutning, når den sidste dans rinder ud. Her bydes op til sløv kinddans med tårer i øjenkrogen.

De resterende numre opdaterer 50’ernes surfrock. Tempoet er højt og instrumenteringen enkel. Desværre har enkelte af disse numre tendens til at blive så spartanske, at kedsomheden sætter ind. Deres struktur er simpelthen for banal, specielt når melodien samtidig ikke er mindeværdig. Vibrationerne fra 50’erne kommer ikke kun til udtryk i lyden. Teksterne har også overtaget det simple univers, hvor trangen til at slå sig løs og bryde normerne i et konservativt samfund spiller en stor rolle. Mest af alt fokuserer sangene på romantiske forviklinger. Pigen, der pludselig holder en anden i hånden. Sommerforelskelser. Tidspunktet, hvor fornuften slår fra, og følelserne råder.

Summertime er en glimrende smagsprøve, der sætter høje forventninger til et fuldlængdealbum fra The Drums.

★★★★☆☆

Deltag i debat