Plader

The Freudian Slip: Positive/Negative

Én guitar, én vokal og ét trommesæt er opskriften på det nyeste skud på den danske rockstamme. Rockduoen The Freudian Slip spiller på debutalbummet Positive/Negative straightforward rock med et minimum af remedier.

The Freudian Slip består af sanger og guitarist Noah Rosanes og trommeslager Mikkel Benns, som udgiver Positive/Negative på deres eget nystiftede pladeselskab 10.000 Records. Pladeselskabet har som grundtanke, at de signede musikere højst må bruge 10.000 kr. på at indspille og mixe et album. Et bemærkelsesværdigt princip, men man frygter, at konceptet gennemføres på bekostning af musikkens kvalitet. Det er dog ikke ved produktionen, at The Freudian Slip fejler – det er sangskrivningen.

Pladen åbner med den simple, men ret fede ”!!!”, som med pumpende distortionguitar og aggressivt trommespil sætter barren højt for de efterfølgende numre. Man skal dog ikke mere end halvvejs igennem pladen, før man begynder at kede sig over den manglende originalitet. The Freudian Slip lyder lidt som både Soundgarden og D:A:D, men hvor forfriskende den energiske rock end er ved første møde, er holdbarheden på højde med en liter mælk. Man savner, at duoen for alvor slipper tøjlerne og lader instrumenterne overdøve de pinlige tekster.

På trods af dette er et af de mest vellydende numre på pladen den afdæmpede ”1-2-3”, der i sin enkelthed beviser, at The Freudian Slip ikke behøver at larme for at lave god musik. Nummeret lider imidlertid under lyriske floskler som »A-B-C, what’s inside of me?«. Dét er tilfældet for størstedelen af numrene, f.eks. den skramlede “Stuck in a Moment”, som garanterer tåkrumning med med verset »You think my cell is waiting silently on vibrate / but all day and all night all I hear’s the Nokia Tune going du-du-duu-du-du«.

Pladens stærkeste skæring er titelnummeret ”Positive/Negative”, som understreger, at The Freudian Slips egentlige styrke er disse afdæmpede pseudoballader. Bandet vender vrangen ud på jernskjorten, så følelserne blottes, og resultatet er så ømt, at de andre numre virker larmende og ligegyldige.

Positive/Negative byder på et nostalgisk gensyn med 90’ernes grunge, hvor man optog i et take og pissede på Autotune imens, men man kan ikke basere et album på blot at lyde som bands, der havde succes for 15 år siden. Der er skam gode numre på pladen, men i forhold til rockduoer som The White Stripes, Snake & Jet’s Amazing Bullit Band og The Raveonettes, er The Freudian Slip ikke et nært så spændende bekendtskab.
Man må beundre duoen for det fyldige lydbillede, de formår at skabe udelukkende ved brug af to instrumenter. Uden brug af overdubbing lykkes det dem at lyde som en klassisk firemands-rockkonstellation – det er ikke på det tekniske område, de fejler. De mangler bare at retfærdiggøre deres valg af duoformatet ved at lave noget, der er smule mere originalt.

★★½☆☆☆

Deltag i debat