Plader

The Irrepressibles: Mirror Mirror

Skrevet af Terkel Røjle

Jamie McDermot hedder frontmanden bag bandet The Irrepressibles. Endnu et skud på stammen af vokalister med ekstravagante, androgyne stemmer. Skulle der laves en musical over Antony Hegarty, ville Irrepressibles være det perfekte soundtrack.

En forudsætning for, at man vil kunne holde Mirror Mirror ud, er, at man kan lide sangere med ekstravagante, androgyne stemmer a la Antony Hegarty fra Antony and the Johnsons. Det er nemlig vokalen, der har dirigentstokken. Det er crooneren, som står alene på scenen i spotlyset, alt imens orkesteret må tage til takke med en plads nede i orkestergraven. Dog uden at være ligegyldige overhovedet, da der bestemt ikke er sparet på orkester-elementerne. Alt fra strygere, klarinet, guitar og korpiger har fundet vej til musikken, og det pompøse er der altså ikke sparet på. Dette gælder lige fra første nummer, “My Friend Joe”, der sagtens kunne være nummeret, som den onde karakter i en Disney-film gør sin entré til.

Åbningsnummeret er dog langtfra et af pladens bedste numre, men cementerer snarere det høje bundniveau, som der er igennem pladen. The Irrepressibles’ største styrke kommer nemlig snarere i de mere kryptiske numre. Fra første minut er man klar over, at bandet sagtens kan deres kram. De karikerede sange og de overdrevne følelser mestrer de altså, men rigtigt spændende bliver det først, når der kommer nerve i musikken. Når de rammer noget ‘ægte’, hvis man er til den slags ord.

Allerede i det andet nummer, “I’ll Maybe Let You”, fornemmer man, at der faktisk er noget mere på spil. »I’ll maybe let you into my dream« synges der. Dette nummer bliver fulgt op af “In Your Eyes”, og allerede her opstår der lidt af en forløsning i mig. Akkompagneret af cembalo kommer der en rigtig fin og varieret melodi. Og fordommene over for genren begynder nu at smelte. Måske kan den slags musik faktisk sige mig noget?

Grunden til min skepsis er, at jeg synes, at genren har for vane at være for fiktiv. Selvfølgelig er oplevelsen tit stor ved disse tungt orkestrerede arrangementer, men at det siger mig noget på et dybere plan end blot at være en oplevelse, er sjældent. Jeg bliver simpelthen skuffet, når det går op for mig, at pladen er forbi, og den virkelige verden melder sig igen. Jeg føler mig snydt. Kunne man blot tage en enkelt linje eller et brudstykke af en melodi med sig hjem fra oplevelsen, så ville man måske kunne stille sig tilfreds med at have brugt tid på at besøge den verden, som genren har til vane at tilbyde.

Det næste nummer, “Anvil”, er ikke nummeret, som giver mig den linje eller brudstykke, men herefter følger en perlerække af stærke numre – med “Knife Song” som det måske bedste – som simpelthen tryllebinder én og er fyldt med fantastiske melodier. Det er bare hamrende udtryksfuldt og iørefaldende, og man bliver lullet ind i Jamie McDermotts eventyrlige univers.

Der er virkelig noget at komme efter på Mirror Mirror, og når den er færdig, føler jeg mig hverken snydt eller skuffet, men har frem for alt lyst til at dykke ned i det eventyrlige univers igen.

★★★★★☆

Deltag i debat