Plader

The White Stripes: Under Great White Northern Lights

Skrevet af Lise Christensen

Albummet er et supplement til den dokumentarfilm, som i 2007 blev lavet under The White Stripes’ 10 års jubilæumstour i Canada. Der serveres et bredt udvalg af hit fra bandets karriere, men i en form der ikke udfolder numrenes fulde potentiale.

Vi er børn i en begivenhedskultur. Den spektakulære oplevelse står højt på ønskelisten, når min generation bliver spurgt, hvad der har betydning i deres personlige liv. Vi efterstræber alle de små som store events og peaks, der kan løfte os ud over hverdagens tummerum. At gå til koncert er en af disse bestræbelser. Der er en forventning om at få en autentisk oplevelse, hvilket giver udslag i en vis utilfredshed med playback og andre måder at ’snyde’ på, da oplevelsen er koncentreret om følelsen af liveness og fællesskab. Band såvel som publikum bør alle være aktive deltagere, som bidrager til at skabe en unik performance. Det er denne oplevelse af liveness og autenticitet, som musik-dvd’er og optagelser fra livekoncerter forsøger at viderebringe.

Under Great White Northern Lights er en dokumentation af The White Stripes‘ koncertturne i Canada i 2007. Den falder i to dele – med en dokumentarfilm og en live-cd under samme navn. Konceptet for touren var ønsket om at besøge samtlige provinser i Canada og dermed både spille store koncerter for fanskaren samt små improviserede koncerter på gudsforladte steder, hvor folk aldrig havde så meget som hørt om The White Stripes. Dokumentaren har modtaget en ganske fin kritik, men det er cd’en, jeg her vil tage fat på.

Under Great White Northern Lights fungerer som en form for ‘greatest hits’-cd, der gør status over The White Stripes’ karriere fra 1997-2007. Det sker ved at indlemme en ligelig fordeling af numre fra The White Stripes (1999), White Blood Cells (2001), Elephant (2003), Get Behind Me Satan (2005) og Icky Thump (2007). Der er således intet nyt under solen, i forhold til hvad de tidligere har udgivet – selv covernummeret “Jolene” er tidligere at finde på live-dvd’en Under Blackpool Lights (2004).

Manglen på ny lokkemad lægger op til en todelt tilgang til albummet. Som ny lytter af The White Stripes giver albummet en god tilgang til en lang række af de cool garagerockede og blues-inspirerede kreationer, som Jack White har rystet ud af ærmet over det sidste årti. Som decideret fan er der til gengæld ikke så meget at hente. Her er oplevelsen nærmere at more sig lidt over de små variationer og finurligheder, som kan opstå i en livesituation.

Albummet indledes med en ganske skærende sækkepibe-intro, der heldigvis afbrydes brutalt af den punkede “Let’s Shake Hands”. Herfra går det slag i slag med højt tempo og bastante trommeslag fra Meg White, hvilket sker på numre som “Black Math”, publikumsdarlingen “Seven Nation Army” samt den eminente “Icky Thump”, der oser af overskud og god energi. Selvom det er numre som disse, der hovedsageligt forbindes med The White Stripes’ lyd, gives der et mere bredspektret indblik i bandets potentiale. Der introduceres en cool tilbagelænet udgave af  “Fell in Love With a Girl”, det halvt crazy/halvt flabede speedbanjo-nummer “Little Ghost” samt den søde “We Are Going to Be Friends”, der på det nærmeste minder om et bidrag til Jack Johnsons Peter Pedal-soundtrack.

Pladen er spækket med gode numre, men det, at det er et livealbum, bliver pladens akilleshæl. For det første er det altid en balancegang at udgive live-materiale. Det er hundesvært at gengive den aura i dokumentationen, der var til stede ved selve begivenheden. På “I Just Don’t Know What to Do with Myself” synger publikum eksempelvis de første par linjer, hvilket er ganske underholdende til selve koncerten, men virker ligegyldigt på pladen og medfører en vis irritation. Det er umiddelbart kun på “I’m Slowly Turning into You”, at publikum bidrager til at intensivere oplevelsen af nummeret; som hovedregel virker overførslen af liveenergien til stuerummet ikke. For det andet giver liveoptagelserne det hele en mere rå og ufuldkommen lyd, som er en del af charmen ved konceptet, men som desværre kommer til udtryk ved, at vokalen af og til veksler meget i lydstyrke inden for det enkelte nummer. På “Blue Orchid” veksler lydniveauet i en såden grad, at Jack White fremstår decideret skizofren.

Under Great White Northern Lights er en blandet fornøjelse at lytte til. Det er gode numre, som desværre skæmmes lidt af det format, de serveres i. Mit bud er, at oplevelsen af livealbummet givetvis vil højnes ved at ske i følgeskab med dokumentarfilmen. På den måde kan man som lytter måske skabe en affektiv tilknytning til pladen, der mimer den, man kan opnå ved at deltage i en koncert.

★★★½☆☆

Deltag i debat