Plader

Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra: Kollaps Tradixionales

Skrevet af Christian Klauber

I spændingsfeltet mellem skønhed og forfald begejstrer Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra med deres uhyggelige og alligevel dynamisk dragende postrock.

16. februar 2010 satte schweiziske Peter Colat verdensrekord i fridykningsdisciplinen statisk apnea, hvor man har tilladelse til at indånde ren oxygen i op til 30 minutter. Han slog italieneren Nicola Putignanos rekord med 19 sekunder. Da Colat endelig gav efter for trangen til at trække vejret, havde han holdt det i 19 minutter og 21 sekunder.

Kollaps Tradixionales’ første nummer, “There Is a Light”, er fire minutter kortere end Colats verdensrekord, men indeholder samme stemninger, som jeg forestiller mig, Colat har været igennem undervejs i sit rekordforsøg: Orkestrets varme, blide strygere og forsanger Efrim Menuck særlige vokal associerer til trygheden lige i det sekund, hvor man synker ned i vandet, og stilheden og roen omslutter en; undervejs finder nummeret tempo, agitation og desperation, via orkestrets tiltagende og aftagende styrke, nøjagtig som de kriser, der næsten have været undervejs i Colats indre kamp for at undlade at ånde ud; og endelig nummerets afsluttende ro og langsomme messen »Tell me, there is a light« – efter voldsom desperation og instrumentelt uvejr – der må svare til den lettelse, ja, nærmest lykkefølelse, det har været igen at kunne/måtte trække vejret.

Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestras postrock, der indimellem inficeres af nærmest psykedelisk rock og blues, bliver aldrig skabelonagtig og ensformig, som ellers er en ofte fremført kritik mod postrocken. Lydbilledet er vedholdende intenst og dragende, foranderligt og overraskende, og flere gange undervejs har jeg følt mig neddykket i lyd i mere end en forstand – nogle gange så overvældet og omsluttet, at tårer syntes at være den eneste vej til at slippe af med klumpen i halsen.

Kombinationen af Menucks unikke vokal, der det ene øjeblik er afdæmpet og kærlig, det næste desperat, frustreret og sindssygt råbende (f.eks. når han til intense strygere og hidsige tamtammer mod slutningen af ”I Built Myself a Metal Bird” gentager »motherfucker«), og et orkester, der mestrer både vilter og ukontrolleret aggressivitet og salig afdæmpethed, er ganske enkelt afvæbnende. Lyt bare til forskellen mellem de klassiske postrockstrukturer (ro, opbygning med klimaks, klimaks, udtoning, ro osv.) i “There Is a Light” og det djævlebeskidte krautrockmonster “I Built Myself a Metal Bird”.

Oven i intensiteten og de konstante skift mellem varme og kulde indeholder Kollaps Tradixionales tillige et unikt, my(s)tisk tekstunivers, der på samme måde som musikken indeholder både skønhed og grimhed: Måske er pointen, at skønheden på Kollaps Tradixionales ikke kun træder frem i de rolige, smukke passager, men også i de mest foruroligende og uhyggelige øjeblikke, netop i kraft af den æstetik der ligger indlejret i det uskønne. Samtidig med, at jeg ser en skønhed i billedsproget, giver dets forfald mig  kuldegysninger, og jeg fyldes med følelsen af at være vidne til at grotesk gotisk eventyr, f.eks. når Menuck i “Piphany Rambler” synger: »Tore a cloud and three birds fell / three birds fell and then it rained / we crawled upside that mountain« eller »this tiny garden that we tend / where flowers bloom like accidents.« Tekstuniverset er netop så virkningsfuldt, fordi passagerne understøttes af monumentale, bastante trommer, storslåede orkestrale svæv, især båret frem af strygere, og indimellem også tenderer psykedelisk, distortet dissonans.

Det lyriske univers er i sig selv en anmeldelse værd, og de syv numres tekstunivers byder alle på et unikt billedsprog, der i kombination med musikken skaber den dragende knude af utryghed, der ligger over pladen som en tordensky. Elektriciteten i Kollaps Tradixionales og kampen (eller måske ligevægten) mellem skønheden og grimheden minder om den følelse, åbent hav giver mig. Dels en helt enorm tiltrækning, dels en ærefrygt over for den verden, havet gemmer på. Modsætningen mellem de impulser kan få mig til at stirre på og lytte til havet i timevis. Sådan har jeg det også med Kollaps Tradixionales.

★★★★★☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

3 kommentarer

  • @Brian.
    Det kan du med god grund gøre. Det er længe siden, jeg har været så solgt til postrock, som jeg har været under gennemlytningerne af “Kollaps Tradixionales”. Måske netop fordi Efrim Menuck og co. undgår at blive skabelonagtige og ensformige.

    De spiller i øvrigt på Paradiso i Amsterdam 25. april, og jeg har flere gange overvejet at spendere pengene. Men krydser stadig fingre for, at de lige slår et smut forbi Danmark.

  • Ligesom Efrims kronede dage i GYBE hvor de altid holdt mælken frisk og formåede, at skumme over hvor andre for længst havde tabt pisken.
    Det der gav ingen mening men pyt.

    Fik du nogensinde tjekket Montreal on Fire? Decline and Fall er en fantastisk plade fra deres hænder hvor Silver Mt. landskabet tydeligt skinner flot men anderledes nyt igennem. Man kan også smage lidt af Efrims inspiration i pakken as well.

    Forhåbentlig kigger de forbi, i det mindste Malmø. Sidst de gæstede Vega var det smukt fra start til slut.

Skriv et svar