Koncerter

Tindersticks, 11.03.10, Store Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Med en ‘best of’-lignende tilgang til sit materiale præsenterede Tindersticks en perfekt varieret introduktion til diskografien – og en både gribende og professionel optræden.

Huhej, vilde dyr. En tychobrahesdag med en punkteret cykel og et offentligt transportsystem, der ikke formåede at placere mig foran Vegas facade før Tindersticks havde været på scenen i 10 minutter. Det var svært at tænke på en mere opløftende beskæftigelse end at bokse sig gennem Vegas 100 nussende kærestepar til sin helt egen personlige date med Stuart Staples.

For selvom det er 17 år siden, at Tindersticks udgav deres selvbetitlede debut, og der siden da er sket betydelige ændringer i bandets sammensætning såvel som lyd, er Staples’ noble, men ikke så lidt bjergtagende croonen endnu det karakteristiske bindeled mellem bandets ellers temmelig bredspektrede udgivelser. Og uden tvivl dét led i Tindersticks’ musik, der torsdag aften havde trukket rigeligt med fascinerede københavnere til.

Den fine fortælling i “Marbles” og det efterfølgende tempofyldte virvar i “Bath Time” fra henholdsvis Tindersticks og Curtains gav mig en sen introduktion til aftenens sæt og vidnede om en bred indgangsvinkel til bandets store bagkatalog. Stille, valsende passager fra de tidligere udgivelser veksledes fint med tempofyldte numre fra især Falling Down a Mountain fra januar. Alle var de perfekt afstemt de mange instrumenter: keyboards, cello, saxofon og guitarer, for at nævne et udpluk, der næsten ubemærket cirkulerede mellem de seks øvrige musikere for at skabe de mest passende forløb, der ikke altid lagde sig i hælene på de oprindelige versioner. Med de tre medlemmer Hinchcliffe, Colwill og Macaulay, der forlod bandet efter en krisetid med rygter om opbrud i 2006, forsvandt også blandt andet de strygere, der karakteriserede, ja, ofte bar udgivelserne fra midt- og senhalvfemserne. Her på scenen i Store Vega var det dog ingenlunde et problem; nerven i numrene forblev uskadt, og lyd såvel som instrumenternes indbyrdes forhold kunne næppe glide bedre.

Indimellem gled det næsten for godt. I hvert fald lagde feel-good-stemningen for lidt for mange publikummers vedkommende op til mere eller mindre højlydt snakken, som visse passager ikke undgik at lide en smule under. Især blev “Peanuts” og den efterfølgende “She Rode Me Down” fra det nye album – med en vis form for uacceptabel rette – skæmmet noget af spredt morskab over de, ja, temmelig åndssvage tekster. At begge numre er velkomponerede, og at specielt “She Rode Me Down” kunne være et dejligt, spaghettiwestern-lydende opbrud i en flok af sjælere, overskyggede desværre ikke helt de forstyrrelser, der fulgte med.

Heldigvis var det ikke en tendens, der havde fatale følger for mere end et par indslag under koncerten. Som regel var Staples’ betagende vokal og fortællinger nok til at bringe ro over de snakkelystne og lade de strejfende blikke falde i en meditativ hvilen på manden i front. Modsat de tidligere numre fra den nye plade fungerede “Black Smoke” og “Harmony around My Table” upåklageligt med deres fængende sind, og det var velvalgt at lade den stille og nærværende “Factory Girls” og den gamle favorit “A Night In” opbryde de to.

Med en lun bemærkning om at »det egentlige sæt var ovre, men alle vidste jo godt, at de om et øjeblik ville komme tilbage for at spille ekstranumre,« indledte Tindersticks en afsluttende session med ældre numre, der helt passende sluttede med “Raindrops”. Et tyst indslag fra debuten, der længe har været væk fra bandets live-repertoire, men hvis mørke nerve nok formåede at få publikum til at trykke sig lidt mere sammen og at understrege, hvordan Tindersticks havde gennemført aftenen på så fornem vis. Med en professionel, nobel, sober og rørende optræden, som lige nøjagtig er klædelig for et band, der har 18 år på bagen, men som ingenlunde har mistet passionen.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat