Plader

Troels Abrahamsen: BLCK

Skrevet af Zenia Menzer

BLCK er en malstrøm, der med styrke og sørgmodighed trækker lytteren ned i et mørkt hav, hvorfra man nok kan se lyset, men ikke kan nå det.

Troels Abrahamsen har en enormt lækker og udtryksfuld stemme, som indeholder et til tider desperat islæt, og derfor er det også nærliggende for ham at skabe et album, der kredser om det opgivende og nærmest håbløse. Med sangtitler som ”Our Hearts Are Dying”, ”Not Moving”, ”We Love Falling” og ”Stop Making That Noise” er stilen lagt for et gennemført dystert udspil, og det er netop denne stemning, Abrahamsens vokal er så god til at underbygge. BLCK er gennemsyret af melankoli og en eftertænksom tone, der konstant bliver ved med at trække én ned mod en dyb afgrund, som man kun momentvis føler, man er i stand til at undslippe.

»Try and get me up without being sucked down / here on the bottom of the sea there is no-one else around / I really need to pull you down.« Sådan indledes nummeret “Pull”, som på udmærket vis beskriver stemningen på hele BLCK, for det er ikke kun dette nummer, der har en mørklødet klang hvilende tungt over sig. Det synes, som om resten af albummet på samme måde er skabt i et sørgmodigt, men dog kynisk øjeblik, hvor det lys, der bliver lukket ind, holdes lige nøjagtigt så langt væk, at det er uden for rækkevidde. Det kan sammenlignes med at kaste et redningsbælte ud til en nødstedt på åbent hav, men lade den lande tilpas langt nok fra personen, til at denne lige præcis ikke kan nå sin frelse.

Stemningen på albummet styres i høj grad af Abrahamsens sympatiske og intense stemme, som lader illusionen om en form for medgang være en kronisk tilstand hele albummet igennem. Han har en fantastisk evne til at placere billeder i hovedet på lytteren med sin malende lyrik, samtidig med at han udtrykker følelser med sin energiske, men dog monotone stemme. Der er noget fatalt over udgivelsen, som med sine tunge toner og Abrahamsens vokal udsender signaler af fortvivlelse og desperation, men samtidig afføder en art afbalanceret ro.
Det destruktive element fylder en del på BLCK, og dette manifesterer sig bl.a. i ”Our Hearts Are Dying”, hvor det indædt og pessimistisk lyder: »Our hearts are dying, ‘cause we act just like animals / we’re putting pride in things that are destroying us.« Dette til trods føles det, som om albummet foldes ud på en enormt givende måde, som inviterer til en art desperationens afslappethed – en brugbar melankoli.

Hvis man kender Abrahamsens tidligere konstruktioner, vil man vide, at han både med bandet Veto og med sine soloudspil – I Know That You Know og WHT – nærer en kærlighed til electronica og downbeat. BLCK er ikke en undtagelse, men det er alligevel et album, der afviger fra de andre og placerer sig i den tungere ende rent følelsesmæssigt. På trods af den dansevenlige stemning, der til tider leveres på hans albums, forlader han aldrig rigtig den smertende tilstand, der i særdeleshed er karakteriserende for BLCK, som er et patosladet og ømfindtligt album, der på paradoksal vis skaber et både tungtvejende og flygtigt indtryk.

★★★★★☆

3 kommentarer

  • Jeg ved ikke, om jeg synes, BLCK er mere sammenhængende end WHT. Begge er de velskrevne, velproducerede og velhængte plader; de udtrykker bare forskellige ting. Men selv om begge plader står stærkt hver for sig, skaber de på en eller anden måde også et symbiotisk forhold, som gør, at de peger på hinanden og supplerer hinanden.
    Men ja: Det er fandme en dejlig plade :)

  • jeg var også helt solgt til WHT, men jeg kunne ikke lade være med at tænke at de to første numre og shine your light, ikke passede ind i lydens sammenhæng, selvom den røde tråd selvfølgelig var der i form af bl.a. tema. :)

Deltag i debat