Nyheder

Undertoners februar

Skrevet af Redaktionen

Endnu en måned er druknet i sne, og vi gør dig opmærksom på de ting, du ikke fik læst, så du kan få inspiration til rejsegrammofonen.

Talib Kweli leverede februars bedste koncert. Foto: Mathias Laurvig, Liveshot.dk.

Talib Kweli leverede februars bedste koncert. Foto: Mathias Laurvig, Liveshot.dk.

Så var der regeringsrokade. Ud med de gamle hoveder, som befolkningen har set på op gennem 00’erne, og ind med Løkkes personlige favoritter, en samling unge mennesker, hvoraf de fleste har den populære xx-kønskromosom-sammensætning.

Her hos Undertoner har vi ikke brugt februar til helt så gennemgribende ændringer, men en ny skribent er da kommet til, omend med xy-kønskromosom-sammensætningen. Det er lidt sværere at lokke kvinder til at nørde omkring musik end mænd. Nå, men den nye mand er Kristian Kimer, der startede med at skrive et passioneret forsvar for noget så uhipt og kikset som Jean-Michel Jarre, hvilket førte til lidt debat.

Debat var der også om Esben Rasmussens anmeldelse af Causa Suis opsamling af deres Summer Sessions. Faktisk så meget, at Causa Suis anbefalinger af fusion, jazz og meditativ kraut næsten helt blev overset.

Af mindre kontroversielle begivenheder på Undertoner i februar kan nævnes Anna Møllers interview af Efterklang, hvor de forklarer, at deres drejning mod tydeligere melodier skete før deres skifte til 4AD, Christian Klauber leverede en passioneret introduktion til Talib Kweli, og ikke mindst bragte vi Mathias Hagemann-Nielsens interview med The Soft Pack fra sidste års Roskilde Festival.

Desuden var vi ude at høre koncerter med Midlake, Talib Kweli, Adam Green, Jaga Jazzist og Beach House.

Vi regner heller ikke med at lave de helt store rokader i marts måned, så forvent flere anmeldelser, artikler og nyheder i den nærmeste fremtid også.

Deltag i debat