Plader

V/A: Æsjo

Escho forsøger så vidt muligt at give et indblik i selskabets œuvre og sjæl. Det er som at få postkort fra en god ven.

Det er ikke ligetil at opsummere det københavnske pladeselskab Escho i ét greb. Ud over en hastigt voksende række udgivelser af så afvekslende karakter som Iceage, Thulebasen, T.S. Høeg, Lamburg Tony, og den seneste og aldeles mesterlige dobbelt-lp fra Mit Nye Band har pladeselskabet i den grad profileret sig som koncertarrangør med store og relativt velrenommerede navne som Gang Gang Dance, Six Organs of Admittance og Boredoms samt en lang række shows af mere eller mindre obskur, besynderlig og vidunderlig karakter.

Men det er altså netop, hvad selskabet forsøger med Æsjo: at opsummere. Alskens uudgivne numre med allehånde kunstnere – nogle, såsom førnævnte Thulebasen, Lamburg Tony og Mit Nye Band, relativt velkendte eksistenser i Escho-regi, andre totalt ukendte – er blevet klemt sammen på en enkelt vinyl. Ikke noget uambitiøst foretagende, og helt lydefri er udgivelsen da heller ikke. Men det er heldigvis tæt nok på.

Alt fra ultraskramlet, dekonstrueret analog-electro over støjrocket indie til no wave og neofolk bliver kastet én i fjæset, og med skæringer på gennemsnitligt under tre minutter er det hele leveret i så små doser, at man knapt når at fordøje hvert nyt udtryk, før albummet drøner ud ad en ny tangent. Det er altså ikke den store, forkromede albumsammenhæng, Æsjo satser på, og sådan bør det i sagens natur også være med en opsamling.

Selv kalder Escho udgivelsen et »musikalsk familiefoto.« En overordentlig velvalgt beskrivelse, så længe man holder sig for øje, at det ikke just er det nydelige og nobelt komponerede foto af familiemedlemmer med vandkæmmet hår og pænt foldede hænder, men i langt højere grad det uskarpt rystede portræt af hele den pukkelryggede til julefrokosten, komplet med den neurotiske tante, fulde onkel, senile bedstefader og hvad der ellers kan tænkes at udfolde sig af skæve eksistenser på bunden af en familie, der til lejligheden har smidt hæmningerne.

Således fremstår Æsjo også usædvanligt kompromisløs og sprudlende idiosynkratisk, og det er netop, hvad man kunne forvente. Lige godt er det hele selvsagt ikke, men det er i højere grad dokumentation end PR, det her, mine damer og herrer, og som med onklen på det førnævnte foto, hvis inderste væsen åbenbares mest præcist med brillerne skævt hængende på den røde næse, bræk i mundvigen og Tivoli åben, er et vildtvoksende og alle vegne strittende overdådighedshorn af skævheder den bedste måde at opsummere Escho på: Som om selskabet har vendt lommerne på vrangen og rystet to års opsamlede skatte ud, småsnaskede og klistret ind i lommeuld – men ikke desto mindre skatte.

Her må jeg lige afbryde og undskylde det rodede væld af småkiksede metaforer. Det kan også siges mere simpelt: Æsjo er ganske enkelt en pissehyggelig og venskabelig plade. Det er ikke den mest kunstnerisk gennemførte, sammenhængende, kompromisløse eller lydefri udgivelse fra selskabets hånd, men det er en af de rareste og – i kraft af sin opsamlende karakter – en af de mest afvekslende.

Marie Moko Eline starter pladen på afdæmpet æterisk indie-vis med lillepigevokal, Thulebasen gør det, de nu engang gør bedst med “Brintbombe”, de elektroniske cowboys Hyæne, Viron Vortex og Lamburg Tony væver sært hoppende skrammelcollager, Teppop spiller krautrock, og KLoAK vrænger komprimeret tungt og støjrockende. Og så har vi endda kun nævnt et udpluk fra A-siden. På B-siden fortsætter det mindst lige så sammensat og afvekslende: I en optagelse, der tangerer no-fi, med samplede babyvræl og metallisk slæbende percussion, blander Lonely Boy Choir en temmelig dyster gang dronet og messende sang, Body Lotion & the Bloody Hands stirrer med opspilede, cirklende øjne på DAT Politics og Deerhoof, mens de vrænger »Skulle det være naivistisk?!« og med selvfølgelig fjollethed overgår alt og alle, Fremtids ”Round & Round” cirkler i shoegazer-psykedeliske rundgange over æterisk stræbende englevokaler, og Mit Nye Band går percussionplanken helt ud i den tribale, afsluttende hymne ”Kick”.

Æsjo er nogenlunde lige dele Brooklyn-indiehip og dødsforagtende fjollet eksperiment, og opsamlingen rammer, ligesom det spraglede, farverige cover, således næsten fuldstændig plet i sit portræt af Escho-familien. Selvfølgelig er der altid noget, man som ven af huset savner, men det er i det store og hele småting. Og selvom Æsjo ganske vist hverken er udtømmende eller for alvor repræsentativ, kan det næsten ikke være anderledes, når man har med Escho at gøre, og så er det jo, som dét skal være.

Det kan altså (big, fucking surprise) ikke blive til andet end en så godt som uforbeholden anbefaling herfra, for det er desværre stadig sjældent, at man støder på udgivelser, der i den grad har en egen – om end nok så utilregnelig og skævvreden – vilje som den, man finder hos Eschos kunstnere.

★★★★½☆

Deltag i debat