Plader

White Rabbits: It’s Frightening

Mørk pop med pletvist geniale afstikkere. It’s Frightening har sine fantastiske øjeblikke, men desværre lige så mange knapt så gode.

Det er snart et år siden, at Brooklynbandet White Rabbits udgav It’s Frightening i hjemlandet, og først nu kan danske fans få glæde af skiven. Bandet har fået hjælp af Spoons Britt Daniel, som har stået for produktionen, og det bærer albummet præg af. Lyden er mere rå end på forgængeren, Fort Nightly.

Pladen åbnes med nummeret “Percussion Gun”, der, som titlen antyder, leverer en magtdemonstration i mishandling af et trommesæt. Generelt for White Rabbits’ lydbillede er, at trommerne fylder meget. Genremæssigt kommer det bag på lytteren, men det er faktisk noget af det fedeste ved pladen.

“Percussion Gun” ledes elegant over i den indiepoppede “Rudie Falls”, hvis rytmesektion også byder på godter. Samspillet mellem trommer og bas fungerer vildt godt, og nummeret kulminerer med et klaverbreakdown, efterfulgt af en munter falsetkanon. Også klaveret spiller en afgørende rolle i White Rabbits’ lydbillede, og det giver dem et dejligt særpræg.

På de groovy “They Done Wrong/We Done Wrong” og “The Salesman (Tramp Life)” viser White Rabbits, at de faktisk kunne være et rigtigt godt indiepoporkester. Igen må jeg fremhæve bandets rytmesektion, idet samspillet mellem bas og trommer fungerer så åndssvagt godt, at man virkelig ærgrer sig over numre som “Midnight and I”, hvor bandet uden held forfølger en idé om at være dybsindige og dystre.

Er man ikke bekendt med debutalbummet Fort Nightly, vil man undres – eller irriteres – over vokalerne på albummet. De hæse rockstemmer virker ved første møde malplacerede i de simple indiepopkompositioner, og vokalerne fungerer helt klart bedst, når de væves sammen i skrøbelige falsetharmonier som på “Lionesse”. Nummeret er dejligt afbræk fra de ellers kontrollerede forhold i sekstettens udfoldelser – med to trommesæt og dommedagsklaver samt herligt vokalarbejde. “Lionesse” er White Rabbits, når de er bedst. Pladens næste nummer, “The Company I Keep”, er White Rabbits, når de er værst. Nummeret er afdæmpet, tilbagelænet, kedeligt og uoriginalt – desværre er det generelt for de efterfølgende numre på pladen. Efter fire gode numre taber White Rabbits pusten fuldstændig og når ikke at komme op i gear igen. Man forventer af en sekstet, at den skaber en fyldigt og varieret lydbillede, og alligevel er sidste halvdel af It’s Frightening så lydmæssigt tynd, at man undrer sig over, hvor den ekstra manpower er gemt hen.

Alt i alt er niveauet for lavt på It’s Frightening. White Rabbits er glimtvis eminente og har også deres egen lyd, hvilket på mange måder er et kvalitetsstempel nu om dage. Lyt til de fire numre, jeg har fremhævet. Resten er mere eller mindre ligegyldige.

★★★½☆☆

Deltag i debat