Efter udgivelsen af den forglemmelige ep Light Works i 2007 kunne man godt have frygtet, at den mesterlige Some Echoes fra året forinden ville blive Alohas sidste stjernestund. Ep’en var et mindre musikalsk skifte hen mod et mere nedtonet og akustisk præget udtryk, hvor Alohas ellers så velkendte trademark, de pulserende trommerytmer og synthlyde, var undertrykt af et fokus på tyste ballader med Tony Cavallarios anonyme vokal i centrum. Den hidtil stærke kontrast mellem en undseelig, men dog forunderligt vedkommende vokal og en evigt udforskende og udfordrende spillestil kom slet ikke til udtryk på Light Works.

Heldigvis cementerer Home Acres, der er Alohas egentlige opfølger til Some Echoes, at Light Works blot var et mellemspil, der ikke udstak nogen ny, vedvarende kurs for Alohas tilgang til deres sangskrivning. På nærværende udspil står det igen lysende klart, at Aloha besidder en fremragende kompromisløs musikalitet, der fornemt virker som en forstærkende kraft, under en vokal som vil have det uendeligt svært med at træde i karakter i andre ensembler end netop Aloha.

Selvom der er lagt låg på den eksperimentelle, rytmiske side af bandets udtryk, er Home Acres umiskendeligt lyden af Aloha. Pladen veksler mellem pågående popsange og afdæmpede ballader. I det lavmælte leje klinger det smukkest for Aloha i den duvende ”Everything Goes My Way” og i ”White Wind”, hvor en marimba og underdrejede orgellyde sætter en indfølt stemning i verset, mens omkvædet har en sværmerisk karakter. Det kan man indvende, at Cavallario ikke har vokalkapaciteten til at synge, men det er alligevel indtagende, da den tynde vokal på forunderlig vis fremstår smerteligt sårbar.

Men det er immervæk i sit tempofyldte lune, at Aloha er stærkest. På ”Searchlight” foregribes sommeren med linjerne »I want what everyone wants / good days and sunshine« og en for Aloha jordnært ligefrem popmelodi. Ganske vist bryder et par velanbragte, instrumentale passager kursen, men det er i bund og grund en simpel, men pragtfuld 60′er-agtig popsang, der emmer af sol og sommer – eller nok snarere længslen efter en sommer, der ikke synes i stand til at trænge igennem kulde og nedbør.

Aloha har aldrig lydt mere som et popband, end de gør på Home Acres. Selve melodien er det centrale fokus for sangskrivningen, det velklingende akkompagnement er nærmest kommet i anden rang – uden dog at spille andenviolin. Selvom de fire bandmedlemmer stadig er bosiddende hvert sit sted i USA, fremstår bandet som eminent sammenspillet og fasttømret enhed. I sig selv velskrevne numre som ”Moonless March”, ”Cold Storage” og ”Blackout” får en forstærket fremdrift af en pulserende rytmesektion og bliver ophøjet til fremragende popsange.

Lydbilledet er – som vanligt hos Aloha – detaljerigt, men her er ikke mange semi-avantgardistiske svinkeærinder. Det kan måske hæmme pladens fremtidige holdbarhed, da der er mindre at gå på opdagelse i end på f.eks. Some Echoes. Men her og nu (efter et utal af afspilninger) fremstår Home Acres stadig som en stærk Aloha-plade, der trods det dystre cover og en på tekstsiden overvejende mørk tone stråler med en smittende umiddelbarhed.