Plader

Bonnie ‘Prince’ Billy & the Cairo Gang: The Wonder Show of the World

Engang var Will Oldham konge som besynger af menneskets mørke sider. Senest er han degenereret til en sjofel hofnar, der har mistet sin inderlighed. På The Wonder Show of the World er han hofnar, men vigtigst: på nogle numre atter konge.

Engang var Will Oldham konge. ‘A king at night’, konge af det subtile, dunkle og perverse spektrum af det menneskelige sind. Oldham var konge i de rigtig gamle dage, da han indspillede plader under sit Palace Music-pseudonym; han var allermest konge, da han i 1999 udgav I See a Darkness som Bonnie ‘Prince’ Billy; og han blev ved med at bestride tronen i nogle år endnu, hvor han udgav Ease Down the Road, Superwolf og The Letting Go, som alle er pragtfulde albums.

Men så skete der noget, noget besynderligt. På trods af en utroligt høj udgivelsesrate begyndte Oldham at blive fraværende. Jeg ved ikke hvorfor – måske blev han forelsket i for mange piger, som han så lod synge med på alt for mange sange (det sidste er et faktum), måske blev han simpelthen for glad, eller måske ‘hvilede han på laurbærbladene’, hvordan man så ellers gør det. Resultatet er i hvert fald, at der på de sidste par plader har været en slags slør mellem Oldham og lytteren. Han er faldet fra sin dunkle trone og er blevet for direkte, for glad og for fjollet. Han har sunget sjove sange for sit ensemble i stedet for at synge inderlige sange til lytteren. Kongen har degraderet sig selv til hofnar.

Dette var status før udgivelsen af nærværende album med den pragtfulde titel The Wonder Show of the World. Will Oldham har altid ærligt præsenteret ‘The Wonder Show of the World’, nemlig livet i alle dets udformninger, både kærlige og perverse. Nu er det, som om disse to aspekter, kærligheden og perversiteten, hænger tættere sammen end nogensinde før. Første nummer, “Troublesome Houses”, indledes med linjen »I once loved a girl but she couldn’t take that I visited troublesome houses.« Senere lyder det i “The Sounds Are Always Begging”: »My wife turned crazy on me one day, started chopping the bed / she looked past me with gaping eyes, left me too hard to be scared,« og her er der ingen tvivl om, hvilken del af Oldham der er ‘hard’. Det ærlige er blevet mere ærligt og uden omsvøb, og det er faktisk ærgerligt, for det står meget stærkere, når Oldham nærmer sig det ad omveje og uden et smørret smil.

Numrene på The Wonder Show of the World divergerer meget indbyrdes, men generelt er Oldham gået i en rigtig retning, der er enklere og mere stille end de sidste to albums. “Troublesome Houses” er et fængende, dejligt ukompliceret americana-nummer, der er let at synge med på. Desuden er det et pragteksempel på, hvor sammenspillet og vellydende Oldham er sammen med bandet The Cairo Gang. Vellyden fortsætter på de to næste numre, som desværre også er en smule kedelige. Melodierne kan ikke bære virtuositeten, og dette misforhold gør resultatet en kende ligegyldigt at lytte til. Bedre går det i “The Sounds Are Always Begging”, som starter albummet på ny. I højt tempo bliver en lang historie fortalt, og instrumenterne agerer hele tiden med- og modspiller til Oldhams stemme på en frisk måde. Stemningen er højt humør, men her et højt humør, som inkluderer og ikke ekskluderer lytteren.

Dette fortsætter i “Go Folks, Go”, hvor Oldham faktisk har sit nok bedste øjeblik i fem-seks år, nemlig halvvejs, hvor han hvisker: »Now here’s the chorus: Go folks, go forth,« underspillet af simpel akustisk guitar, fingerknips, et afdæmpet kor og en næsten uhørlig basgang. Oldham og bandet træder varsomt, og det er en befrielse. Næste nummer sætter trumf på den lille perlerække af afbalancerede, stille numre, Oldham har sunget sig til: »Don’t go to bed if you know something’s waiting,« synger Oldham med en ømhed, der bringer reminiscenser til I See a Darkness. “That’s What Our Love Is” hedder det over syv minutter lange nummer, som står som kongenummeret på The Wonder Show of the World. Her bliver ikke sunget direkte og påtrængende, men med ydmyghed, nydelighed og skrøbelighed, ja, faktisk med den inderlighed, Oldham ellers har tabt. Desværre går det igen lidt ned ad bakke herfra. De sidste numre er igen for langtrukne, lige på nær det sidste, krystallinske nummer, “Kids”, der ryger ind på listen over fremragende afslutningsnumre fra Oldhams side.

Will Oldham-fans har vel efterhånden lært, at man gør klogt i at sortere en del i mandens bagkatalog. Han har udgivet et utal af livealbums og små intermezzo-udgivelser, og mange af dem er ret så ligegyldige. Derfor slår det mig heller ikke så hårdt, at der er en del ligegyldige numre på The Wonder Show of the World; de trækker ikke så meget ned, som de ville gøre hos andre kunstnere. The Wonder Show of the World er et godt Oldham-album, fordi det har tre-fire numre, som er rigtig gode, og det er dem, jeg tager med mig. At jeg så efterhånden har opgivet håbet om, at han engang vil lave et album, der sætter ham tilbage på tronen som konge igen, betyder ikke længere så meget.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Godt nok noget mærkeligt noget at sige at kongen er faldet. Lie Down In The Light er et fantastisk album, hvor han finder flere veje, og bringer glæde ind. Beware er ikke fjollet på nogen måde, det er mørkt og seriøst. Og så er der det nye album her, som er blødt og kærlighedsfuldt.

    Ved ikke hvordan i alverden du kan mene at kongen har degraderet ham selv til hofnar … Han startede som knægt, blev konge og er nu officielt gud.

Deltag i debat