Plader

Caribou: Swim

Skrevet af Mikkel Arre

Dan Snaith har vendt ryggen til den 60’er-inspirerede psychpop og krautrocken. I stedet serverer han en pumpende portion psykedelisk electrohouse. Det fungerer godt, men noget højdepunkt i karrieren er det ikke.

Selvom canadiske Caribou alias Dan Snaith på sit femte album trækker tråde tilbage til alle sine tidligere udgivelser, er det, der umiddelbart springer i ørerne på Swim, snarere de rødder, han har kappet over: Der er ikke mere malende krautrock og ikke flere uregerligt smældende trommer. Og den allertydeligste ændring fra forgængerpladen Andorra er, at Snaith har sagt farvel til de sværmeriske, smittende psychpopsange.

Sådan har Snaith altid været: Hver ny plade markerer et komplet retningsskift. Denne gang har Snaith vendt sig fra Andorras på én gang sommerligt luftige og rytmisk omskiftelige udtryk for at sætte kursen mod dansegulvet. De sprælske trommebreaks er erstattet af regelmæssige electrohousebeats omsluttet af fyldig basbund og toppet med orgelflader og sine steder staccato synthriffs, der nærmer sig Ibiza-potentiale – alt sammen glimrende udført og ikke mindst med sans for at skabe et flot detaljeret lydbillede. I vægtløs tilstand herover svæver Snaiths lyse stemme og synger om kvinder, der stikker af med børnene, og ægtepar, der ikke er lykkelige ved at blive gamle sammen.

De i det hele taget ret nedslåede tekster fjerner dog ikke opmærksomheden fra, at Snaith er kommet for at få os til at danse. Og med den mission kunne Swim ikke starte bedre. ”Odessa” har en spændstig, dyb basgang, labre disco-guitarlicks og ditto koklokke. Det lyder, som hvis Liquid Liquids “Optimo” var på udflugt i en psykedelisk skov, og man skal have koblet hele centralnervesystemet fra, hvis man vil undgå, at ”Odessa” går i hofterne.

Med så inciterende en åbning fristes man – selv ved fjerde-femte gennemlytning – til at tro, at Swim må blive et brag af en plade. Sandheden er imidlertid, at der er længere mellem snapsene end vanligt hos Snaith. F.eks. bliver man ikke spor fuld af ”Sun”, men der er stadig basis for at få sig lidt kvalme. Boblende, dirrende orgeltoner panorerer fra side til side, mens Snaiths let hvislende gentagelse af titlen bevæger sig op og ned i mixet. Det hele gynger og drejer, som skvulpede det rundt i en balje. Selv hvis man skruer nok ned til at undvige søsygen, er det stadig temmelig enerverende at høre Snaith synge »sun« 248 gange (plus/minus en håndfuld) på under seks minutter.

”Found Out” er et udmærket eksempel på Swims styrker og svagheder. Godt nok skiller nummeret sig ud ved at have et lavfrekvent, lettere tribal-agtigt stortrommemønster, der rusker op i house-ensartetheden, men derudover inkarnerer det pladen: De dansable træk er tydelige, og melodiforløbene rundt om beatet – her en abrupt hoppende guitarlinje – giver liv og uforudsigelighed. Til gengæld er hverken vokalmelodien eller sangskrivningen videre mindeværdig.

At skrive sange, der også kan spilles på en guitar ved lejrbålet, er ikke det, der har fyldt mest i canadierens kalender, og det er en helt fair prioritering. I længden kommer Swim bare til at savne et pophook eller tre mere for at komme op at ringe. På trods af at Snaith ikke har skrevet nogle af verdens mest interessante sange i denne ombæring, synger han på næsten alle numre, og hist og her virker den tynde, karakterløse vokal som en hæmsko for musikken. I modsætning til de forrige plader er Snaiths vokal ikke synderlig effekt-behandlet, og når den står næsten nøgent i lydbilledet, kan den godt blive gennemsigtig på en lidt kedelig måde.

Kedeligt er det til gengæld ikke at clubbe til pladens midterste nummer, ”Bowls”. Her er der rungende klokker, syntetiske harpe-arpeggioer (der godt kunne have været på Flaming Lips’ album fra sidste år, Embryonic), håndklap, næsten urokkelig bas og masser af efterklang. Det hele drives frem af en bastant 4/4-stortromme, men har små rytmiske forskydninger og tilføjelser undervejs, der holder lytteren på tæerne. Snaith ‘mener forretning’ med at ville have os på gulvet eller – qua det asiatiske strejf, der er over klokkerne – måske snarere i svedehytte på mongolske stepper. ”Bowls” lyder i hvert fald som en lyksalig eksotisk feberdrøm.

Ligesom Swim åbner med at være helt på toppen, slutter albummet stærkt med ”Jamelia”. Her er Luke Lalonde fra Born Ruffians gæstevokalist, og det er lidt befriende endelig at høre en stemme med sikker klang og indfølelse. Bare den overbevisning, han lægger i linjen »I can’t take it no more,« er i sig selv indtagende. I ”Jamelia” har Snaith som i et par af de andre numre besøg af en blæserkvartet, og her får han det bedste udbytte. Efter en ganske stilfærdig opbygning hvirvler de let metallisk klingende blæsere pludselig Lalondes vokal op og får horisonten til at brede sig ud. Det sus, der går gennem lydbilledet, da de fire horn kommer ind, er svimlende – og inden man er kommet til sig selv, er det ovre, og der er kun det afmålt tappende beat fra starten tilbage. Det er et ganske kortfattet klimaks over halvandet minut, ambitiøst, strålende forløst og frem for alt med det lysglimt af noget frisættende over sig, som kendetegner god kunst: Pludselig er der åbnet for energier og tanker, man slet ikke vidste, man havde.

En plade, der slutter sådan, har man nødvendigvis lyst til at høre igen. Det kan man da også roligt gøre, for overordnet set er Swim velgennemarbejdet og vellydende selskab. Også denne gang slipper Snaith godt fra at have kastet sig ud på dybt vand, men selvom kursen for så vidt er ganske sikker og stringent, når han ikke helt samme niveau som tidligere.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Fantastisk at du faktisk har talt gentagelserne i “Sun”. Det er endnu ikke lykkedes mig at høre det nummer til ende.

Deltag i debat