Plader

Crystal Antlers: Little Sister/Dead Horses

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

»Jo tak, jeg vil da gerne have lidt mere af Crystal Antlers’ patenterede indierock.«

Lige til deres Europa-turné har amerikanske Crystal Antlers barslet med et lille stykke rød vinyl. Det er blevet til singlen Little Sister/Dead Horses, der indeholder de to sange af samme navn.

For fans af Crystal Antlers er der mere af alt det gode. Deres sære synth-drevne indie lyder lige så friskt som altid, og selvom den lille sag er indbegrebet af hjemmegjort (selvudgivet, optaget i en eller andens stue, cover af medlemmerne selv etc., etc.), så er det ikke af mindre kvalitet end deres andre udgivelser.

I det hele taget er Crystal Antlers jo lidt af en favorit her på redaktionen. Både deres koncerter og deres fuldlængde-debut Tentacles har hensat vores anmeldere i noget nær ekstase-lignende tilstande, og denne lille tour-ep gør bestemt ikke noget for at rykke ved den holdning.

Det er nemlig to perler af Crystal Antlers’ patenterede indierock, der med sjæl og nerve trænger igennem alle forsøg på ikke at overgive sig fuldstændigt. Det seks mænd og kvinder store orkester har deres helt egen lyd, hvor samspillet mellem fuldfede synths og guitarer, med forsanger Jonny Bells spinkle og hæst desperate vokal som kontrapunkt, genererer en stemning af forløst melankoli. Nogle gange er det en fornøjelse at være ked.

I det store hele er sådan en lille sag nok mest for samlere og andre af natur nørdede væsener, men hvis man simpelthen ikke KAN få nok Crystal Antlers, så klik-klik-klik ind på deres hjemmeside og få bestilt. Som en lille gave til veninden, der skal overbevises om deres kvaliteter, er den bestemt ikke ved siden af, men hvis debut-ep’en og Tentacles allerede står hjemme på hylden, er den måske lidt overflødig. Det gør dog ikke singlen mindre dejlig.

Pladen ligger til gratis download på Crystal Antlers’ hjemmeside.

★★★★★☆

Deltag i debat