Plader

David Byrne & Fatboy Slim: Here Lies Love

En musical om Filippinernes førstedame? David Byrne og Fatboy Slim fortæller historien om Imelda Marcos. Konceptalbummet kræver imidlertid, at man fordyber sig i historien, da musikken ikke er noget at skrive hjem om.

Det er sjældent, at musicalgenren finder vej til Undertoner, men når der er tale om et konceptalbum skabt af Talking Heads-frontmanden David Byrne og produceren Fatboy Slim, er relevansen skyhøj. De to garvede herrer har komponeret musikken til 22 numre, som akkompagneres af en lang række af popverdenens større profiler, deriblandt Florence Welsh, Cyndi Lauper, Martha Wainright, Santigold, Tori Amos og St. Vincent. Byrne er idemanden bag projektet, og hans formål med dobbeltalbummet Here Lies Love er at bringe historiefortællingen og teatret ind i klubverdenen. Dette er dog ikke det første indtryk, man får, når man lytter til albummet: Alle numrene er simple popkompositioner med elementer, der læner sig imod disco og dance, og enkelte steder indeholder musikken en antydning af rockelementer.

Albummet er inddelt i fire akter og begynder med en prolog i form af den effektive pophymne “Here Lies Love”, som er sunget af Florence Welsh fra Florence and the Machine. Dernæst fortælles historien om fire perioder i Imelda Marcos’ liv, fra hendes barndom til hendes ægteskab med den filippinske diktator Ferdinand Marcos, efterfulgt af hendes politiske storhed og fald. Forvent dog ikke at lære noget undervejs: Here Lies Love er vitterlig en musical, og man lærer lige så meget om Imelda Marcos, som havde man slidt sig igennem soundtracket til “The Sound of Music”.

Róisín Murphy leverer diskotræfferen ”Don’t You Agree?”, der med sit simple, men fængende refræn udgør et af de få numre, som for alvor vil kunne få folk ud på dansegulvet. Desværre er der for få af den slags højdepunkter, og det generelt lave niveau medfører, at man på sidste halvdel af første skive finder sig forført af Cyndi Lauper, der som rockmama sørger for gedigen poprock a la Sanne Salomonsen med nummeret “Eleven Days”. Men medmindre man er diskofil musicalentusiast med hang til latinorytmer og tyggegummipop, bør man nok gå i en stor bue uden om størstedelen af albummets 22 skæringer.

Det største problem ved Here Lies Love er, at musicalformatet ikke fungerer, hvis man som udenforstående lytter til de 22 numre. Albummet udgives som et bokssæt, der – ud over musikken på to cd’er – indeholder en dvd og en bog om Imelda Marcos’ liv. Da jeg ikke har andet end musikken at forholde mig til, sidder jeg tilbage med en række dybt kedelige popnumre – konceptdelen går simpelthen tabt, fordi mange af numrene minder for meget om hinanden.

Jeg føler mig ikke i stand til at bedømme Here Lies Love som en musical, da det visuelle aspekt udebliver, og en vurdering af musikken kan derfor virke noget hård. Men de enkelte lyspunkter vejer simpelthen ikke tungt nok til at løfte albummet op på det niveau, hvor de to bagmænd og deres harem af popdivaer ellers befinder sig.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat