Plader

Dosh: Tommy

Skrevet af Mikkel Arre

Som på sine fire foregående albums smelter Martin Dosh på Tommy et væld af genrer sammen. Med afsæt i omhyggeligt opbyggede beats blander han jazz, hiphop, postrock og americana. Han er dygtig til det. Det er desværre bare en tand for ligegyldigt.

Det kommer hurtigt til at lyde grimt, når man skarpvinkler, hvad der er galt med Martin Doshs femte fuldlængdealbum, Tommy. Dosh er vitterlig enormt ferm til at bygge skramlede beats med masser af bestanddele, og hans omfavnelser af mange genrer på én gang lever helt grundlæggende op til hiphoppens krav om konstant nysgerrighed efter nye byggeklodser fra alskens hjørner af musiklandskabet. Men selvom Doshs beats viser, at han har en hiphopbaggrund, er det ikke dét, skarpvinklingen peger på. Næ, det svage punkt ved Tommy er, at der lige vel ofte går cafémusik i den.

Der er naturligvis ikke tale om Café del Mar-agtigt lydtapet eller blød frokostjazz. Men når en håndfuld af numrene trods alle deres genreudforskninger bliver ved med at holde sig i baggrunden, lige meget hvor intenst man nærlytter, er der noget galt. Når en yderst kompetent trommeslager som Martin Dosh, der vanligvis altid er god for skæve idéer og en klar fornemmelse for håndspillet nærvær, f.eks. stiller sig tilfreds med at lave en slags doven triphop-pastiche med pseudo-sangen “Number 41”, hvor Andrew Bird som gæstevokalist lyder lige så uengageret som den næsten ikkeeksisterende sangskrivning – ja, så er det på sin plads at skarpvinkle: Ingen ville hæve et øjenbryn hen over brunchen.

På et håndværksmæssigt plan er der intet i vejen med et nummer som “Yer Face”, hvor samba-hoppende bækkenspil, blidt klaver og flerstemmige vokaler spreder en mildt døsig sommerstemning. Velbehageligheden er bare så omsluttende, at selv det skramlede beat, der indleder nummeret, glider ud af fokus. “Town Mouse” er med sine hoppende Rhodes-toner og synkoperede trommer også udført upåklageligt; der er bare hverken en melodi, Dosh tror nok på til at give den plads til at udvikle sig, eller et beat, der for alvor vil noget.

Tommy er dog ikke ren mokka-matchende middelmådighed. “Subtractions” lever f.eks. ikke op til sin titel; tværtimod føles fire minutter som en del mere – for hvordan skulle Dosh ellers kunne nå så meget? Marimba-toner, kværnende guitar, ordløse vokaler, synth-rundgang og velanbragte trommebreaks løber og spjætter på kryds og tværs af hinanden, og det hele er temmelig fusionsjazzet – eller måske snarere prog-orienteret. Der er i hvert fald noget ved det møjsommeligt opbyggede lydbillede, de legende horn-melodier og de luftige vokaler, der vækker mindelser om Jaga Jazzist. Det kunne sagtens være endt i kaos, men lykkes fornemt.

Det er også svært at være caféligeglad med “Gare de Lyon”, hvor lavmælt, jazzet postrock med ét bliver bister med snerrende guitarriff og smældende bækkener. I “Call the Kettle” sætter et friskt saxofon-tema gang i blodomløbet og smitter såvel lytteren som de andre instrumenter, der de næste minutter på skift gentager temaet. Og det er herligt i “Airlift” at høre Dosh tromme og MPC-opklippe sig frem til et rykkende hiphopbeat, der har noget af den fremdrift og indtagende energi, som hans tidlige plader – og hans fremragende Roskilde-koncert i 2004 – bød på.

Doshs musikalske projekt er umådeligt sympatisk, og der kan ikke sættes en finger på Doshs evne til sammenstykke et væld af genrer. Tommy er dygtigt orkestreret og for så vidt også ganske varieret. Problemet er bare, at der mangler nødvendighed. Det er svært at høre, at det er en vigtig plade – for Dosh selv og for os andre. Med andre ord en velegnet caféplade, der – i hvert fald i lange perioder – ikke forstyrrer eller afbryder nogen. Og det er synd, når nu Dosh har så stort et potentiale.

★★★☆☆☆

Deltag i debat