Plader

Erland & the Carnival: s.t.

Skrevet af Terkel Røjle

Her er lidt af en genistreg fra Erland & the Carnival. Et bevis på, hvor langt man kan nå, når man lader sangskrivningen tale og blot bidrager med det nødvendige.

Med denne selvbetitlede plade er den traditionelle, britiske folkesang kommet på dagsordenen. Flere af sangene fra pladen er fortolkninger af gamle folkesange. Man må virkelig takke Erland & the Carnival for at have bragt disse sange op til overfladen. Uden at sige et ondt ord om deres egne evner som sangskrivere, da disse bestemt også er imponerende, så er en sang som åbneren “Love Is a Killing Thing” af så høj standard, at det er svært at hamle op med. Erland & the Carnival består af Simon Tong (tidligere The Verve, Blur, The Good, the Bad & the Queen), folkemusikeren Gawain Erland Cooper samt trommeslageren David Nock (The Fireman).

I åbneren “Love Is a Killing Thing” trækker korharmonierne på nogle munke-agtige tendenser, og det falder fint i hak med den fandenivoldske instrumentering, som trækker tankerne hen imod The Good, the Bad & the Queen med sine store udfald i dynamikken. Dette nummer følges op af “My Name Is Carnival”, som lever op til sin egen titel med en lettere gakket og festlig stemning. Dog med en lille snert af noget dystert, som jeg personligt forbinder med et karneval.

Relationen til The Good, the Bad & the Queen er gennemgående for denne plade. Damon Albarns vokal er blot byttet ud med Gawain Erland Coopers, som har noget mere tørt over sig. Noget mere kontant. Lad os da bare sige noget mere folket. Desuden er rumklangen sparet væk. Bert Jansch er i hvert fald blevet dyrket meget i sangskrivningen. Det oplever man rent lydmæssigt med den meget fortællende stil og de mol-prægede arrangementer.

På mange måder passer Erland & the Carnival fint ind i den folk-orienterede lyd, som bliver dyrket meget for tiden. Forskellen er dog, at Erland & the Carnival har noget britisk over sig til forskel fra de andre folk-bands, vi ser, som er meget amerikanske i deres udtryk.
 Lige fra forsangeren Coopers britiske accent til sangskrivningen, som har noget værtshus og whisky-stemning over sig. Det klæder virkelig bandet, og dette britiske islæt er et lækkert bidrag til folk-scenen.
Et nummer som “Everything Came Too Easy” har netop denne værtshus- og whisky-stemning over sig med en meget organisk lyd, bl.a. med en konstant fløjten i baggrunden. Dette nummer bliver fulgt op af “One Morning Fair”, hvor den mere moderne britiske musik bliver dyrket en smule. Akkorderne trækker tankerne direkte hen imod Blur, og vokalen viser på dette nummer overraskende facetter, som giver associationer til Kasper Eistrup. Og med et overraskende fedt resultat.

Den lidt tørre lyd, som bliver dyrket pladen igennem, holder hele vejen: fra single-udspillet “Was You Ever See” til det smukke afslutningsnummer “The Echoing Green”. Ingen af numrene er nogensinde i fare for at virke overspillede. Fødderne er plantet solidt på den smalle linje, som skaber et stort værk.

Alt i alt er denne plade et stærkt bevis på, hvor langt man kan nå, når blot man lader den stærke sangskrivning tale for sig selv og bidrager med det, der skal bidrages med. Derfor er det også svært at fremhæve enkelte numre på pladen, da alle numrene rent faktisk er små geni-streger, som ikke træder ved siden af. Sjældent har så mange gode sange stået så klart i mit hoved efter at have lyttet en plade igennem, som når jeg har lyttet til Erland & the Carnival.

★★★★★☆

Deltag i debat