Plader

Excepter: Presidence

Politisk musik behøver ikke at være noget med hurtige paroler, der skråles over skrattende guitarer og buldrende rytmer. Det kan også være en halv times ambient.

Politisk musik plejer at være eksplicit. Tænk på klassikere som “Masters of War” med Bob Dylan, “The Revolution Will Not Be Televised” med Gil Scott-Heron eller “California Über Alles” med Dead Kennedys. Budskabet er nok kreativt formuleret, men det er ikke til at tage fejl af.

Excepter derimod dyrker en langt mere subtil protestmusik, der giver masser af rum for fortolkning. Tag bare titelnummeret på deres nye plade, Presidence, der er et over en halv time langt trance-nummer, der trækker på noget, der minder om en klaversonate, som skal skydes ud på dansegulvet med et absurd antal beats per minute, men da beatet aldrig kommer, forbliver det en form for techno-minimalisme. Sangen er en solo-performance af John Fell Ryan, en af hovedmændene i Excepter, udført på President’s Day i 2003, mens USA var i Afghanistan og kort inden invasionen i Irak. Nummeret er hypnotiserende, men bestemt også for langt, så måske er tomgangen en kommentar til præsidentens varetagelse af sit embede. Mulighederne for fortolkning står i hvert fald åbne.

I “Open Well” ligger fortolkningspotentialet endda kommenteret i titlen. Det er 21 minutter taget ud af gruppens 17 timers lange protest-optræden på Election Day i 2008. Ud fra denne sang må man i hvert fald antage, at der er noget galt i USA. Høje sygeligtgørende synthtoner, pulserende elektroniske toner i højt tempo, sfæriske kvindevokaler og en falsk mandevokal, der lyder som Jandeks, skaber et foruroligende nummer. Det er en mentalpatients indre kaos. Hvis det er Excepters fremstilling af USA, så forstår man godt protesten. Det er ikke et land, man har lyst til at leve i. Om de så er tilfredse med valget af Obama, er igen et åbent spørgsmål.

Den mest eksplicitte protest-sang er “The Anti-Noah”, der omhandler NOAA’s lukning af The Sound Garden i New York. NOAA er en afdeling under handelsministeriet, der er oprettet for at undersøge forandringer i økosystemet, og The Sound Garden er en offentlig lydskulpturpark, der ligger på NOAA’s ejendom i New York. Det, der undrer Excepter, er, at parken har været begrænset åben under trusselniveau gult siden terrorangrebene 11. september. En forståelig undren, da statsorganets formål lyder lidt for økohippie-agtige til at være interessante for terrorister. Nummeret er ret usammenhængende – med nogle ambient soundscapes og ustruktureret percussion, mens der undervejs i nummeret hele tiden lyder vejrrapporter. Mens Bibelens Noah frelste dyrelivet under syndfloden, afskærer den statslige Noah befolkningen fra kunstnerisk frelse efter syndfloden.

De ovenstående eksempler er fra albummets disc II. Disc I virker til at have en langt mere eskapistisk karakter – med de første seks numre samlet som en suite under navnet “Teleportation” og det syvende nummer, “Leng”, opkaldt efter et fiktivt geografisk sted i Lovecrafts “The Call of Cthulhu”. Men det gør nu ikke stemningen mere munter, hvilket ikke vil overraske, hvis man har læst Lovecrafts historie. Der er stadig en vis paranoia på spil i deres lydunivers. Man føler sig ikke tryg; som om der foregår noget, man ikke forstår. De tapper ens hjerne for viden eller distraherer en fra sangens egentlige egenskaber. I hvert fald i “Teleportation”-suiten, der føles som én lang hashpsykose til en technofest i en svagt oplyst industrihal.

De sidste to numre, “Leng” og “Og”, er lidt mere behagelige i al deres ambiente stilstand og ret hypnotiske med forskellige udviklinger og sære lyde. Især tværfløjtens freejazzsolo i “Leng” løfter nummeret til smukke højder.

Materialet på denne dobbeltudgivelse er taget fra forskellige live-optrædender og udstiller Excepter improvisatoriske natur, som ofte er mere tilrettet på deres studiealbums. Det præger kvaliteten. Presidence er ikke pladen, du sætter på, for at føle politisk indignation og råbe ad verdens uretfærdigheder. Der er en trance-skabende hypnose på spil i de fleste af numrene, men med over to timers spilletid, så er der også noget spildtid. Det kræver tålmodighed at indgå i Excepters lydeksperimenter, men med noget arbejde kan man godt lære at se verden fra det parallel-univers, de kommer fra.

★★★½☆☆

Leave a Reply