Plader

Free the Robots: Ctrl Alt Delete

Skrevet af Mikkel Knudsen

Robotterne er sluppet fri og brummer dybe mekaniske lyde på Los Angeles’ støvede gader. Hvis du har en svaghed for syret wobble-hiphop, må du hellere rette ind og følge trop.

Free the Robots aka Chris Alfaro er nyeste skud på stammen på Los Angeles’ støvede instrumentale hiphop-scene. Godt nok udgav Free the Robots for hele fem år siden en ep med ganske groovy hiphop-beats og funky samples, a la det pladeselskabet Anticon er kendt for at udgive. Men mon ikke Free the Robots’ nye fuldlængde rammer et større wobbletørstigt publikum med den nye basinficerede skive.

Ligesom på forgængeren er der på Ctrl Alt Delete lidt latinamerikansk inspiration at finde hist og her. Det virker dog mindre dominerende, når hele wonky-pakken med skarp synth og dyb bas er trukket ned over produktionen. Musikken er, som Flying Lotus, som regel ikke rettet mod dansehallen, men nærmere mod et sted i palmeskyggen, hvor man er gået kold i hashtågerne under den californiske sol.

Pladen lægger, med retrofuturistiske theremin-lyde oven på et buldrende beat, i det første nummer op til en filmisk hiphop-udflugt. Men som man bevæger sig ind på pladen, viser det sig, at det er bas og forvrænget synth, der tungt sætter dagsordenen på det meste af pladen. På “Orion’s Belt Buckle” bryder den tunge dubstep-inspiration for alvor igennem. Det slår dybt i maven og er faktisk et ganske effektivt nummer, der rammer kroppen på den helt rigtige dominerende måde.

Herefter falder intensiteten lidt, men det er, som om pladen er sparket godt i gang efter de tre første lidt kedelige numre. På “Mental Universe” går der totalt commodorechip-musik i foretagendet. Selvfølgelig har man efterhånden hørt den slags før, men det groover og skærer i ørerne, så man bliver bondefanget ind i Free the Robots’ tranceskabende, rytmiske synthflimmer.

Herefter bliver der også taget lidt flere chancer med håndspillede trommer, orgelsoli og andre mere udflydende eskapader. Det er fedt, især med den rytmiske afveksling. Her får Alfaro også god hjælp på tangenter fra Ikey Owens fra The Mars Volta. Alfaro viser her sin musikalitet ved på ægte producermaner hele tiden at vide, hvornår der skal trækkes lidt i land, så det ikke bliver for udflydende og bonget. Så beatet hele tiden er på plads til at overtage og sætte nummeret tilbage på sporet. Det er selvfølgelig også den selvkontrol, der nogle gange kan få den slags til at virke lidt kedeligt eller fortænkt. På Ctrl Alt Delete rammes balancegangen som regel, selvom jeg gerne ville have været overrumplet lidt mere, som på “Mental Universe” eller den dynamit-jazzede “The Eye”.

Ctrl Alt Delete viser både lidt stilstand og en del innovation i forhold til genren. På den vis er det faktisk en ret god introduktion til, hvad der rører sig i LA lige nu. Musikken vil i hvert fald gøre sig godt i ghettoblasteren, når der skal knappes et par bajere op i parken, nu når varmen også kommer til det lille land i nord.

★★★★★☆

Deltag i debat