Plader

Host: s.t.

Skrevet af Christian Klauber

Musik, lyrik og billeder. Indkapslet i et klassisk indierockunivers leverer Host alle ingredienser i en tværkunstnerisk oplevelse ud over det sædvanlige.

Tværfaglig undervisning har været et mantra i al den tid, jeg har været under uddannelse. Det skaber synergier og nye tilgange til de respektive fag, der indgår i det tværfaglige samarbejde. Sådan er det også, når f.eks. musikere og billedkunstnere arbejder sammen om et kunstnerisk produkt (nogle gange i hvert fald). Netop et sådant samarbejde har ensemblet Host iværksat med udgivelsen af samme navn, hvor musik og billedkunst kombineres i et samlet kunstnerisk udtryk. Til hvert af cd’ens 11 numre har den danske sangskriver Kristian Funder nemlig kreeret fire illustrationer, der samlet set skaber et filmisk udtryk, som ledsager musikken.

Lyd er billeddannende, og det er bl.a. dette aspekt, der gør Host til en interessant udgivelse. Her handler det nemlig ikke om at skabe de indre billeder selv, men om at forholde sig til de allerede skabte, medfølgende illustrationer, der ledsager musikken. Oplagt er det at forsøge at afkode sammenhængen mellem illustrationerne, musikken og lyrikken.

Dét er så i øvrigt ikke altid lige let, idet de ledsagende illustrationer har en surrealistisk karakter, f.eks. når man i løbet af fire illustrationer går fra næsten tom baggrund til skeletrester, videre til et lig og endelig til en fuldt påklædt mand (”Cold Five”). Samlet for fortællingerne synes dog at være en ledetråd: Der er enten natur eller forfald på færde. Netop forfaldet understøttes i udstrakt grad af teksterne, der drives frem af lige dele tristesse, drab (eller tanker om det) og forlist kærlighed. Sidstnævnte udtrykkes f.eks. i ”Open Fire”: »If I lay down in the fire she will be the water / pretend it doesn’t hurt / but it hurts and it hurts.«

Der er en sær dunkel skønhed – der understreges af de sort-hvide illustrationer og deres konflikt mellem natur og kultur – over mange af numrene, der bevæger sig i velkendt pop/rock-territorium, hvor sangene bygges op omkring synth, trommer, guitar og vokal. Graden af overraskelse er minimal, som albummet udfolder sig, og både den skurrende, rå synth i ”Oh Yes” og det intense technoagtige beat på ”Cold Five” – der giver associationer til, at døden er lige i hælene på en, eller et hjerte, der slår faretruende hurtigt – er et velkomment brud på den gennemgående stil, der tenderer det polerede.

Det er dog ikke til at komme uden om tiltrækningskraften fra den nødstedte, tyndslidte skønhed, der dominerer på Host. Den understøttes af den norske sangerinde Eva Louise Rønnevigs klare, gennemtrængende vokal, men træder især igennem, når Jakob Buchanan virtuost brillerer på trompet og flygelhorn. Det er også i disse øjeblikke, at tværfagligheden gør sig bedst: Den ganske smukke musik og vokal matches med forfaldets forkvaklede skønhed i de mystiske illustrationer og den både hjerteskærende og destruktive lyrik: »You are eating every angel / that tries to save your life.« Her er nogen, der ganske enkelt ikke vil reddes.

Netop i kombinationen af illustrationer, lyrik og musik er Host en af de suverænt flotteste tværkunstneriske udgivelser, jeg har haft fingre i. Selvom musikken indimellem mangler lidt kant, er den ikke decideret uinteressant og understøtter optimalt det univers, illustrationerne præsenterer. De enkelte komponenter i ’værket’ samles til et velfungerende, tværkunstnerisk udtryk, og selvom udgivelsen i musikalsk henseende er meget lig anden dansk melankolsk indierock, vinder Host på sin indpakning. Dén er der nemlig ikke mange, der kan prale af at have præsteret.

★★★★½☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar