Nyheder

Huset i Magstræde fejrer 40-års-fødselsdag med Oh No Ono

Oh No Ono da de varmede op for Mew i KB Hallen i november sidste år. Foto: Kasper Troels Nørregaard.
Skrevet af Camilla Grausen

Huset i Magstræde fejrer 40-års-jubilæum i weekenden den 16.-18. april med en fest, der varer intet mindre end 40 timer og fylder alle husets scener.

Oh No Ono da de varmede op for Mew i KB Hallen i november sidste år. Foto: Kasper Troels Nørregaard.

Oh No Ono da de varmede op for Mew i KB Hallen i november sidste år. Foto: Kasper Troels Nørregaard.

Med til at fejre Husets runde fødselsdag er Oh No Ono, der netop nu er godt i gang med at turnere i USA, hvor deres roste album fra sidste år, Eggs, også er udkommet. Eggs nåede en flot placering som nummer to på Undertoners liste over de bedste danske albums fra 2009. Bandet kan opleves i Musikcaféen i Huset lørdag den 17. april kl. 22.30.

Huset i Magstræde i København er landets ældste kulturhus. De mange scener og lokaler til musik, stand-up, film, teater, café og meget mere, har været gennem stor udvikling i løbet af de 40 år. Lukning har også truet Huset mere end én gang, men kulturhuset står stadig, og denne weekend vil personale, kunstnere og gæster fejre Husets fortid, nutid og fremtid.

Den store jubilæumsfest skydes i gang med taler, jazz og lagkage fredag den 16. april kl. 16. Henover de kommende 40 timer vil Huset – udover Oh No Ono-koncert – lægge hus til poetry slam, jazz jam, balkanrytmer, pandekagebagning, børneunderholdning, koncert med indierockbandet Are We Brothers?, dans ved DameUlove DJ crew og meget mere. Hele herligheden slutter søndag morgen kl. 5-8 med morgenmad (eller nok nærmere natmad for nogens vedkommende).

Billet til 40-års-fødselsdag på 40 timer koster – pudsigt nok – 40 kr. Det må siges at være en beskeden pris, selv hvis man bare går til Oh No Ono-koncert. Det præcise program kan ses i Husets kalender.

Deltag i debat