Plader

Jónsi: Go

Er det Sigur Rós light, eller skal man forvente noget banjoinspireret pløjemarkscountry som udtryk for et alternativt sideprojekt? Næ, Jónsi spiller pop – men han gør det på sin helt egen måde.

Det gennemgående tempo på Jón Þór Birgissons solopause fra Sigur Rós må siges at være en anelse højere og poppet end det, man er vant til fra hans side. Blandt pladens ni numre er der flere rigtig gode ballader, som klart giver associationer til Sigur Rós, men hovedsageligt har Jónsi arbejdet langt mere med nye poppede omgivelser, der bygges op via lag af drømmende og sfæriske toner, tempi og klange. Det hele er et anbefalelsesværdigt lille alternativ til det univers, Jónsi normalt står i spidsen for.

Om pladen er mere tilgængelig end Sigur Rós, er et godt spørgsmål. Normale pophoveder vil stadig ryste undrende over det udtryk, Jónsi ligger for dagen, da hans falset, breaks og kompositoriske udtryk ikke lige egner sig til 80’er-fest på P3, men han forsøger sig da ud i det engelske rent sangmæssigt. Selvom det lyder som typisk islandsk engelsk, nærmest utydeligt til tider, giver det Jónsis samlede pakke et mere internationalt snit frem for hans normale lidt introverte Hopelandic-gloser.

Pladens samlede indtryk er langt varmere og mere udadvendt, end man ville have forventet. Det er ni meget appellerende sange, og der sniger sig en stille, brusende eufori ind i hele værket. “Animal Arithmetic” og singlen “Go Do” fløjter af sted og er nærmest lyksalige i arrangement og udførelse. Himmel og hav, tænker man. Hvor kommer al den fløjte, hornene, strygerne og endda fuglefløjt fra? Er det happy-go-lucky-tema, eller har Jónsi fået en kristen åbenbaring? Næ, finder man så ud af. Han har bare så meget musik indeni, at der både er plads til kreativ sørgmodighed og varme musikmønstre. Det er stærke sager!

Den genkendelige falsetvokal, de store laviner af episk pop og den kompromisløse tilgang til det at arbejde med en musikalsk genre uden skelen til masserne – det ligger alt sammen meget tæt op ad Sigur Rós og Jónsis normale ståsted. Men Go er langt mere end Takk, ( ) og hvad de nu hedder alle sammen. Go er et helstøbt og moderne popalbum, der oser af kreativitet og nysgerrighed, der i sin helhed er et sjældent opløftende udspil fra et temmelig plaget øsamfund. Jónsi bevæger sig højt over skyerne, og han formår at bringe lytteren op i den atmosfære, hvor man røres og bevæges. Men det er lige en kende mere festligt denne gang. Med en overlegen kontrol over sin stemme skaber han stemningsmæssige nuancer, der afholder kedsomheden i at indfange sig på pladen.

Jónsi gør ikke noget halvt. Uanset om det er melankolsk og blødende episk rock tilsat elektrisk buespillet guitar eller fløjtetrillende sfærisk pop, går han linen helt ud, og det er en fornøjelse at lægge ører til. Go er endnu en perle i rækken af plader med Jónsi ved mikrofonen.

★★★★★☆

Deltag i debat