Artikler

Keith Elam aka Guru 1962-2010

Med Gurus død har hiphoppen mistet en af sine mest distinkte stemmer. Med sit tilbagelænede flow tegnede han genren gennem et årti og stod sammen med DJ Premier bag nogle af hiphoppens største musikalske øjeblikke.

Foto: Paolo Proserpio

Foto: Paolo Proserpio

Med den sørgelige nyhed om Gurus alt for tidlige død af kræft i en alder af 47 år er det definitivt sidste kapitel skrevet i et af de helt store opslag i hiphoppens historiebog. Få rappere har medvirket på så mange gode plader gennem så mange år, og få rappere havde en mere særegen og autoritativ stemme.

Nok gik han – ligesom de fleste af rapperne fra hiphoppens Golden Age – kunstnerisk ned med flaget i løbet af det seneste årti, og nok har han efterladt sig et mildt sagt dubiøst og i bund og grund tragisk afskedsbrev, hvor han undsiger DJ Premier, med hvem han skabte Gang Starr – en af hiphoppens absolut største dj/MC-duoer. Men der er så utrolig meget fantastisk at huske ham for, at det ikke ville give mening at motivforske i de seneste års bizarre skærmydsler, for intet vil ændre på, at han står som et fyrtårn blandt selv de helt store rappere fra hiphoppens guldalder.

Med Gurus død siger vi ikke blot farvel til en stor rapper, men også til en af de sidste 20 års helt store musikalske duoer. Gang Starr inkarnerede om nogen hiphoppens mest hævdvundne og basale konstellation: en dj og en rapper. At DJ Premier er en af historiens største producere og dj’s, står hævet over enhver tvivl, og han har produceret mesterstykker for et hav af kunstnere, men ingen komplementerede ham som Guru. Selvom Premier opnåede utrolige ting med rappere som Nas og Jeru the Damaja, har der altid været noget helt rigtigt og kongenialt over at høre Gurus tilbagelænede, dovne og dybt uperfekte flow over et af DJ Premiers beats. Noget der lød rigtigt på en anden måde end den meste anden hiphop, som om Premier gemte sine mest Premier-agtige beats til Guru, fordi de to havde en kemi som ingen andre.

På trods af den for datiden innovative, jazzede kant var der ikke meget på Gang Starrs debutplade No More Mr. Nice Guy fra 1989, der gav løfter om den mindre syndflod af fremragende udgivelser, Premier og Guru skulle komme til at dominere 90’ernes hiphop med, men allerede på opfølgeren Step in the Arena havde de fundet deres formel. Selvom den er fra 1991, lyder den stadig komplet tidløs, og samtidig med at Premier manifesterede sit producergeni, trådte Guru i karakter som både rapper og lyriker. Sange som ”Step in the Arena” og ”Just to Get a Rep” bandt battle rap og ghettorealisme sammen på sublim vis, og pladen igennem får man som lytter den måske mest klassiske dosis af Gurus karakteristiske flow: teknisk set nærmest banalt, men med en uforlignelig, nærmest søvnig dybde, der aldrig holder op med at hypnotisere og fascinere.

Step in the Arena blev fulgt af Daily Operation, hvor formlen blev forfinet yderligere, og Premiers beats blev endnu mere tighte, og i 1994 var de to så klar til at smide det første af to på hinanden følgende mesterværker. Hard to Earn var hårdere, mere fokuseret og mere kompromisløs end noget, de før havde præsteret, og det er en plade, der påkalder sig opmærksomhed, når som helst den bliver sat på. ”Tonz ’O’ Gunz”, ”Mass Appeal” og ”Code of the Streets” havde deciderede anthem-kvaliteter uden overhovedet at give køb på den tilbagelænede Gang Starr-lyd, og Guru lyder her mere fokuseret og klar i mælet end på nogen anden plade. Ingen andre kunne som Guru ‘blow up the spot’ på så afslappet og overlegen en facon.

Der skulle gå hele fire år, før Hard to Earn fik en opfølger, og i den tid havde Guru afsonet en fængselsdom, og hiphop-landskabet havde ændret sig markant. Begge dele kan høres på Moment of Truth. Her er Premier på sin absolutte top, og numre som ”Work”, ”You Know My Steez” og ”The Militia” er masterclasses i produktionsteknik. Den jazzede lyd er her afløst af en langt mere hårdtslående tilgang, og hvor beatene tidligere flød sammen i et stort lydbillede, er de på Moment of Truth små catchy bomber, uden albummet som helhed mister sin dybde og kohærens.

Foto: 7 Grand

Foto: 7 Grand

Og så er pladen endnu et eksempel på, hvordan Premier og Guru altid formåede at toppe på samme tid. Lyrikken er mere personlig end nogensinde før, og Gurus flow har noget uvant insisterende og stålsat over sig, der afspejler, at vi her hører to musikere, der har brug for at manifestere, at de aldrig har været væk, og at de stadig er de største af de største. På selvbiografiske numre som ”JFK to LAX” og ”Betrayal” sætter Guru mere på spil end nogensinde, og det kunstneriske udbytte bliver desto større. Moment of Truth kan i retrospekt ses som den sidste store plade, der stadig har den karakteristiske Golden Age-lyd af kollektiv uskyld og kreativitet over sig, samtidig med at den markerer, at noget definitivt er ændret. Den sidste store klassiske hiphop-plade, før genren muterede til massekultur omkring årtusindskiftet.

Gang Starrs sidste udgivelse blev den på mange måder glimrende The Ownerz fra 2003, der dog også viste, at deres formel ikke længere føltes som en naturlig del af det større hiphop-billede i det nye årtusinde, og at de på sin vis var blevet overhalet af udviklingen. Det ændrer dog ikke på, at deres seks plader udgør genrens måske mest uangribelige diskografi.

Gang Starr alene ville have sikret Guru en af de mest prominente pladser i hiphopannalerne, men hans indflydelse rækker langt videre. Sideløbende med Gang Starr-pladerne – og parallelt med at DJ Premiers gradvist forlod de jazzede produktioner – udviklede Guru sin Jazzmatazz, der var revolutionerende for sin tid. Jazzmatazz vol. 1 fra 1993 kombinerede håndspillet jazz med beats og rap og formåede i endnu højere grad end andre af datidens jazztendenser i hiphoppen at bygge bro mellem de to genrer.

Pladen blev fulgt af vol. 2 i 1995 og Streetsoul i 2000, hvor tendenserne rettede sig mere mod R&B, uden at de mistede den specifikke Jazzmatazz-lyd. Serien fik sit sidste kapitel i 2007 med Gurus nye producerprotegé Solar som lydarkitekt, og samarbejdet mellem de to virkede fra start til slut som et desperat forsøg fra Guru på at erstatte DJ Premier, som han gradvist fjernede sig mere og mere fra. Det er stadig ikke helt klart, hvad der gik galt i forholdet mellem de to, men de er et af de klareste eksempler på, at hiphop er genren, hvor man ikke kan fuldføre sine kunstneriske visioner alene. En visionær rapper har behov for en visionær producer og omvendt, og når den rette synergi opstår, ser man resultatet i plader som dem, Premier og Guru lavede med Gang Starr.

Det unikke ved Gurus musik og flow var det jordnært fejlbarlige, der skinnede igennem konstant. Han var den nødvendige modvægt til de ofte nærmest perfekte Premier-beats. En stemme, der aldrig vandt på sin ekvilibrisme, men på sin insisterende og monotone nødvendighed. En nødvendighed man blev vant til at betragte som et pejlemærke op gennem 90’erne, og som hurtigt opbyggede en autoritet, som er næsten uden sidestykke. Som KRS-One er Gurus stemme et af de få store ankre, der rækker ned gennem hiphop-historien, og som har aftegnet og afstukket genren fra begyndelsen og ud i fremtiden.

Det er virkelig en af de store, der er gået bort. En der levede op til sit navn og for altid vil inkarnere Gifted Unlimited Rhymes Universal.

1 kommentar

Deltag i debat