Plader

Meth, Ghost and Rae: Wu-Massacre

Tre af Wu-Tang Clans bedste rappere slår sig sammen på den meget pludselige og uventede Wu-Massacre. Det er blevet til en sølle omgang slendrian, som ingen kan være tjent med.

At Raekwons fabelagtige comeback fra sidste år blev annonceret og udskudt i en uendelighed, var på ingen måde nogen overraskelse. Det var derimod højst uventet, at tiden var blevet brugt fornuftigt, og at pladen, da den endelig kom, var så fremragende, som tilfældet var. De mange år var investeret i at opbygge en monumental, værdig og gennemarbejdet opfølger til den 10 år gamle Only Built 4 Cuban Linx…, der samtidig lød aldeles frisk og vital.

Hvert nummer havde sin berettigelse, samtidig med det fungerede inden for pladens samlede vision, og titlen Only Built 4 Cuban Linx… pt. II var således ikke nogen dårlig undskyldning for at drive rovdrift på tidligere bedrifter, men derimod et oprigtigt og fokuseret forsøg på at udbygge en legende, hvilket tilmed lykkedes.

Pludselig lander så Wu-Massacre, der ikke kender noget fortilfælde i Wu-Tang-sammenhæng. En våd hiphopdrøm af et set-up, hvor Raekwon og Ghostface Killah, der har lavet bedre soloplader og supplerer hinanden bedre end nogen andre klanmedlemmer, slår pjalterne sammen med Method Man, der til alle tider har været et af de mest sikre kort at have featuring på en plade.

Men det mest atypiske træk ved Wu-Massacre er, at den blev annonceret sent sidste efterår, fik udgivelsesdato, titel og cover i starten af dette år og udkom på præcis den dag, det første gang var meddelt, at den skulle udkomme. En sjælden speed og disciplin for en hiphopudgivelse.

I det hele taget blev udgivelsen annonceret og udgivet med en sådan fart, at man næsten ikke nåede at glæde sig. Det føltes decideret urealistisk, at de fantastiske klannumre som ”New Wu” og ”House of Flying Daggers” fra Raekwons seneste plade skulle få en så hurtig og på papiret oplagt efterfølger. Er dette begyndelsen til et helt nyt Wu-momentum a la det, vi så i midten af 90’erne?

Nej, det er det bestemt ikke, hvis man skal dømme ud fra Wu-Massacre, der er præcis så forhastet, uigennemtænkt og skødesløst sammenflikket, som udgivelsesprocessen lod forvente. Modsat Only Built 4 Cuban Linx… pt. II trækkes der her skamløst på legendariske Wu-koncepter og punchlines, der får op til flere uinspirerede ture i manegen uden nogen form for bagvedliggende vision eller nødvendighed.

Vi får en part 2 af klassikere som ”Criminology” og ”Meth vs. Chef” uden andet alibi end titlerne, vi får et ligegyldigt rip-off af den fantastiske og absolut u-rip-off-bare intro til ”Method Man” fra Wu-Tangs debutplade, der sammen med en umotiveret gentagelse af det klassiske Ol’ Dirty Bastard-statement »Wu-Tang is for the children« når bunden.

Ulig Raekwons comebackplade bruges Wu-arven her ingenlunde til at skabe noget nyt, men blot som skinalibi for at sælge et meget, meget tyndt produkt. De fleste af numrene er under tre minutter lange og overståede, allerede inden de kommer i gang, og pladen som helhed spiller under en halv time, hvilket virker som lige det, den kunne presses op på for at kvalificere sig til at blive kaldt et album.

Samtlige produktioner er intetsigende – lige fra den enlige RZA-skæring “Our Dreams”, der fantasiløst sampler Michael Jackson, til resten af pladens numre, som for størstepartens vedkommende er udført af andenrangs Wu-affilierede på autopilot, og pladen igennem fremfører de tre rappere ingen musikalsk bevæggrund for, at de er gået sammen om at lave en plade. Det er selvfølgelig også svært, når næsten halvdelen af den lille halve time besættes af ligegyldige gæsterappere.

Wu-Massacre lyder som et mixtape under niveau, der enten burde være blevet i skuffen eller slettet fra harddisken, og som lytter sidder man tilbage med en beskæmmende følelse af, at den flok gamle, næsten glemte, venner, man fik tilbage sidste år, nu forsøger at bedrage én, så vandet driver.

Wu-Tang-legenden er således på ingen måde endeligt genrejst, og næste gang skal der virkelig mere fokus, mere arbejde, mere nødvendighed, bedre producere, mere opfindsomme tekster, mere offervilje og en egentlig vision til, før Only Built 4 Cuban Linx… pt. II får den opfølger, den fortjener.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat