Koncerter

Mount Eerie + No Kids, 18.04.10, Loppen, København

Der var lidt til de blødende hjerter søndag aften på Loppen i to meget forskellige versioner. Den bløde soul fra No Kids og den voldsomme black metal-storm, Mount Eerie dyrker på sit seneste udspil.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Det er så meget nemmere at danne sig en mening, når der er kontraster. Hvem kan ærlig talt vælge en favorit, hvis valget står mellem Phish Food eller Chocolate Fudge Brownie fra Ben & Jerry’s? Så er det noget nemmere at pege på sin favorit, hvis valget står mellem Hansens økologiske chokoladeis lavet på fløde med Valrhonas Fair Grand Cru-chokolade med 70 pct. kakao og den trefarvede fra Netto. Derfor var det også nemt at vælge sin favorit søndag aften på Loppen. For der var stor forskel på de to bands, der spillede.

No Kids
No Kids-navnet antyder et punkband. ”No Future”-parolen og hele det rebelske rollinger-imaget gør, at bandnavnet faktisk ville have været et godt bandnavn for et punkband. Især da det sammenhængende udsagn er en fuckfinger til borgerlivet og dets familieidyl. »Næ, vi gider sgu da ikke lave unger til jeres møgsamfund. Det har alligevel ingen fremtid!«

Men der var ikke meget snotnæset attitude over de fire canadiske musikere på scenen. De virkede nærmere som en flok velopdragne og lovende unge mennesker. Og så spillede de en særdeles blød og varm indiesoul, der tenderede mod det kedelige. Men det tenderede også kun. For det havde sin charme, når de funky rytmer boblede. Hvis man kan forestille sig en soul, der minder om dén, Dirty Projectors til tider praktiserer, bare knap så skæv, blandet med Cody Chesnutts ligefremme og nedbarberede tilgang til genren, dog uden den seksuelle selvtillid, og fyldt ud med nogle synth-effekter fra Princes storhedstid i 80’erne, så er man ikke langt fra No Kids’ lyd.

Men deres sange kunne godt bruge lidt flere af de hitkvaliteter, som det sidste nummer ”Whatcha Doin’” rummede. Et nummer, forsanger Nick Krgovich har skrevet sammen med Phil Elvrum.

★★★☆☆☆

Mount Eerie
Efter den omgang begyndte nervøsiteten at sprede sig. Det var nemlig selvsamme band, der skulle agere backingband til Phil Elvrum. Et faktum, der godt kunne løfte et øjenbryn højt op på panden, hvis man har hørt Mount Eeries seneste album, Wind’s Poem, der er en eksperimenterende stormflod af black metal-rytmer og tunge guitarriffs.

Da bandet så gik på, var det heldigvis modificeret afgørende. Den ene trommeslager var byttet ud med to nye på hver sit trommesæt, og tilbage var kun to keyboardister. Da Phil Elvrum samtidig havde taget sin elektriske guitar med, kunne de starte koncerten med samme overvældende voldsomhed, der starter Wind’s Poem, nemlig med dét albums første nummer ”Wind’s Dark Poem”. De to trommeslagere væltede simpelthen et mudder af rytmer i ansigtet på publikum, mens Phil Elvrum bakkede op med massiv guitarstøj.

Da det andet nummer var albummets andet nummer, ”Through the Trees”, et smukt dronende orgelnummer på 11 minutter, kunne man begynde at ane, hvad der var på spil. Og ganske rigtigt. Nogle sange senere afslørede Phil Elvrum, at det, der foregik på scenen, var, at bandet var i gang med at afspille hans seneste album fra ende til anden. En forståelig disposition, når man tænker på hvor sammenhængende og gennemført albummet er. Måske en af Elvrums mest vellykkede udgivelser til dato. Samtidig er det også en erklæring om, at det altså er her, han står lige nu, og at han ikke har lyst til at spille en blandet pøl af velkendte numre, som han følelsesmæssigt er distanceret til. Det kunne man også mærke på hans levering.

Dermed var spændingen om næste nummer ødelagt, men til gengæld kunne man nyde de bølgende lydlandskaber fra helt afdæmpede, nærmest ambient-afsøgende sange til de kradsbørstige rytme/støjudladninger, der mod slutningen af koncerten fik den ene af trommeslagerne til at vælte gongongen. Elvrum var sit sædvanlige sky og forsagte selv, hvilket kun gjorde det endnu mere kontrastfyldt, når han så vendte sig om mod trommeslagerne og slog metalriffs an. Men han fik dog ganske underspillet antydet det sære i, at der var en flok foran – dem med box seats, som han bemærkede – der partout skulle sidde ned, mens vi andre bagved måtte træde hinanden over tæerne.

Da albummets sidste nummer var færdigt, var koncerten også færdig, men Elvrum og kompagni brød dog med konceptet ved at komme ind og spille ”The Moon” fra Microphones-albummet The Glow pt. 2, der vel stadig regnes for hans hovedværk. Egentlig en ganske unødvendig gestus.

For leveringen af Wind’s Poem fra ende til anden var gennemført, intens og følelsesladet som pladen. En ophobning af kontraster, der supplerede hinanden smukt. Det var ikke svært at vælge mellem de to kontraster, No Kids eller Mount Eerie, indie-soul eller indie-black metal. Dér vandt dem, der larmede mest, uovertruffent.

★★★★★☆

8 kommentarer

  • Yes, det var bulderbragende fedt.

    Opvarmningen var dog lovlig lummer-corny til min smag.

  • @ Anders: Helt enig. Det var noget af en kontrastfyldt aften! Synes også, No Kids var lige en tand for præget af soulpop-klicheer, men Mount Eerie var fandeme fedt.

  • Syntes faktisk at No Kids var ligesågode som Mt Eerie, selvom det ikke var helt så højtideligt. Fedt med lidt genrediversitet og at musikerne ikke var så navlebeskuende opdelt i genrelejre at de ikke var istand til at lave noget helt andet. Tror at jeg vælger at toppe Hansen flødeis med lidt trefarvet efter to super koncerter.

  • Jeg vidste faktisk ikke at Gigi pladen var et sideprojekt dertil.. Jeg var også temmelig skuffet over opvarmningen.. ME var til gengæld forrygende.. igen..

Deltag i debat