Plader

Nice Nice: Extra Wow

Nice Nice tager alle flaskerne ned fra hylden og blander os en cocktail fyldt med smagsnuancer. Men er der tale om improviseret held eller en nøje planlagt opskrift?

Amerikanske Nice Nice har efterhånden fået skabt sig et renommé som sublime liveartister. Deres egen ‘lokalavis’, Portland Mercury Paper, har omtalt dem som »the best live band in the world«. Og overalt, hvor man leder på internettet, har de efterladt sig et omdømme og et spor af kommentarer, der hylder deres ‘punkdance’, deres fusion af elektriske rockinstrumenter og elektroniske beats, deres live-improvisationer og deres publikumsgribende udførelse af det, de selv betegner som ‘post-everything modern music’. Portland Mercury Paper skriver også, at hvis Nice Nice formår at fange blot »en snert af den vildskab, nuancering og munterhed, de fremviser på scenen, bliver Warp (deres pladeselskab, red.) nødt til at have en verdensstjerne i sin stald.«

Jeg har ikke selv været så heldig at se dem live, og Youtube-links kan ofte gøre mere skade end gavn, med dårlig lyd, dårlig kameraføring og publikumslarm. Så om det er lykkedes at koge denne efterhånden mytiske magi sammen i de 13 numre, Extra Wow består af, kan jeg desværre ikke udtale mig om.

Men hvad jeg kan sige, er, at Nice Nice maler med bred pensel og har kreeret et ekstensivt lydunivers, der gør alt fra at overvælde lytteren med aggressiv rytmeflade og bestialsk guitarstøj i singleudspillet “One Hit” til næsten at omslutte ham med drømmende harpespil i “New Cascade”.

Extra Wow er først og fremmest et album, der favner bredt, og et album, der tager udgangspunkt i lydeksperimenter. Numrene kommer ikke let til lytteren, og mange vil nok have svært ved at placere albummet. Det er hverken afslapnings- eller festmusik, og det er heller ikke spækket med budskaber og holdninger. Man kan høre, at det er musik, der har sit fundament i livescenen. Et nummer som “Everything Falling Apart” lyder mest som en grundskabelon for et improvisationssegment. Og det bliver en noget monoton omgang, der hverken indeholder overraskelser eller elementer, som gør den unik. Det er faren ved at lave lydeksperimenter; man kan både drage og fange lytteren i sit spind, men det kræver, at man tager lytteren i hånden det første stykke af vejen. En opgave Nice Nice ikke altid formår at gennemføre.

Man kan godt høre, at der er tale om et par legesyge musikere, og jeg kan let forestille mig, hvordan numrene vil skifte karakter, efterhånden som de udvikler sig under en liveoptræden. Deres legesyge indgangsvinkel, der i høj grad skal betragtes som et positivt træk, kan også blive en rodet og diffus omgang, hvis man ikke holder tungen lige i munden. Flere af de elementer, der begyndte at genere mig, opdagede jeg først efter fjerde og femte gennemlytning, og det er et godt udtryk for, hvor komplekst et univers der er tale om. Her vil jeg også pointere, at de første gennemlytninger var en udsøgt fornøjelse, og det er bestemt stadig en overraskende og medrivende oplevelse at sætte pladen på.

Extra Wow er en plade, man skal gå ind til med et åbent sind. Man skal ikke forvente at kunne sætte den i bås eller forstå det hele med det samme. Som det ofte er med eksperimenterende musik, har det godt af at vokse lidt på en. Men har man tålmodigheden og lysten til at drages ind i et virvar af genrer og instrumenter, vil jeg bestemt anbefale Nice Nice. Og hvis albummet kun indeholder en snert af deres liveoptrædens karakter, kan jeg ikke vente, til de spiller i nærheden.

★★★★½☆

Deltag i debat