Plader

Nocando: Jimmy the Lock

Skrevet af Christian Klauber

Alkohol, sex, følelser og samfundskritik er nogle af emnerne på Jimmy the Lock. De mange ingredienser skaber et interessant og omskifteligt album, men ender også med at spænde ben for helhedsoplevelsen.

Som hiphopmiljø betragtet er Los Angeles’ undergrund en myriade af liv, der har fostret ganske mange lytteværdige hiphopacts og -kunstnere. Flere af dem er blandt mine yndlinge, f.eks. Jurassic 5, Busdriver, Aceyalone, Murs, Freestyle Fellowship osv. Og så skal man heller ikke glemme independent-pladeselskabet Stones Throw, der godt nok blev grundlagt i San José, men nu hailer fra Los Angeles.

Nocando er et produkt af Los Angeles’ pulserende hiphopmiljø og er bl.a. en kendt battlerapper. Nu udgiver han sit første album, hvor han beatmæssigt mandsopdækkes af yderst kompetente folk som Daedelus, Thavius Beck og Free the Robots.

Disse beatsmede – og formodentlig også påvirkning fra Bay Areas hyphy-genre – medfører produktioner, der fokuserer på elektroniske impulser, og hvor hvert nummers grundlæggende beat afbrydes og suppleres af alskens elektroniske lyde, der blæser rundt i baggrunden af Nocandos rap. Den afvekslende, kompromisløse og progressive produktion matcher Nocandos tekstunivers, der er aldeles umuligt at blive klog på: fra fortællinger om vilde nætter med sex, sprut og stoffer til personlig (”Flight Risk”) og samfundskritisk (”Front Left Pocket”) rap.

Et eksempel på spændvidden i Nocandos univers og produktionerne på Jimmy the Lock kan f.eks. høres i overgangen fra ”Exploits and Glitches” til ”Flight Risk”: Førstnævnte er et synthpræget nummer, der handler om, hvad Los Angeles har at byde på (»blue collars, brown skies, bright lights, and bullshit«), komplet med »hey, hey, hey, hey«-kor og gøen. Efter at have hængt i det rare beat skifter nummeret mod slutningen totalt karakter: Over et støjende og utilnærmeligt trommebeat samt iskold, skærende synth rapper Nocando som en rablende psykotisk livstidsfange: »You ever feel like you can’t fit in / in a crowd all alone / cause your friends are in the pen / or up under some bitch’s pussy / trying to whip the pussy, but the pussy pulled a pistol, reversed roles and whipped them / well do you?« Efter den afklapsning ryger næste nummer helt, helt, helt, heeeelt ned i tempo til den passiv-aggressive ”Flight Risk”, der med sit sløve beat og kolde synth fremviser en ekstrem sårbarhed og nærmest uhyggeligt afslutter med at gentage: » I’m sitting here / on the bathroom floor and staring at a picture of you / just staring at a picture of you« inden nummeret (og Nocando) endeligt lægger sig til at dø: »…sitting on a boatroom floor with a gun in my hand, masturbating / staring at a picture of you.«

Albummets zigzaggen er både positivt og negativt. Det skaber afveksling i pladens udtryk, men åbner også for, at numre skiller sig ud og bryder med ens præferencer. F.eks. er jeg ved at dø af irritation over det bøvede omkvæd på partybangeren ”21”, ensformigheden på ”Hurry Up and Wait”, der ud over et kedeligt beat bruger både forvrænget stemme og vocoder. Modsat hamrer ”Two Track Mind”, der på formidabel vis inddrager Busdriver, ”I’m On” og ”Flight Risk” mig langt over 10 på musikkritikkens richterskala; sidstnævnte nummer minder i øvrigt enormt om Cages ”Subtle Art of the Breakup Song” fra Hell’s Winter. Jeg tiltrækkes på den ene side af den energiske rap, de ekstremt udfordrende produktioner og Nocandos sproglige overskud, f.eks. når han rapper »I just wanna do a selfish act / and be the Michael Phelps of rap« eller i rigt mål inddrager populærkulturelle referencer som Kurt Cobain, Courtney Love og Jimi Hendrix. På den anden side frastødes jeg af boastin’-attituden, og når tung club-electronica dominerer produktionerne.

Det sker dog ikke oftere, end at det er til at overleve, men de absolut bedste numre er der, hvor produktionerne ikke domineres af festattitude, »uh uh«-råb og syng med-rap. Erkendelsen af, at Jimmy the Lock på mange måder repræsenterer Los Angeles’ myriade af forskellige tilgange til rap, er central i denne overlevelsesproces. Det er trods alt ikke kun produktionerne, der gør denne plade spændende: Selvom en del af driblingerne på Jimmy the Lock ikke lykkes, er Nocandos aggressive, skarpe flow en oplevelse. Især når han er personlig og samfundskritisk. Det er hér, albummet når de største højder, og det er disse momenter, jeg vil zigzagge mig frem til i fremtiden.

★★★★☆☆

Leave a Reply