Plader

Petter Seander: The Denial of Me, Myself, and I

Svenske Petter Seander leverer enkelte gode pophits. Men langt det meste af vejen er The Denial of Me, Myself, and I en middelmådig affære.

Petter Seander har tidligere spillet med bl.a. Kristian Anttila og Sleeping Beauty, men nu kommer den svenske musiker med album i eget navn og af egen produktion. Resultatet er et popalbum af gennemgående middel karakter, dog med enkelte krumspring i den bedre ende af popskalaen.

Numre som ”Silver Spoon” og førstesinglen ”Through the Storm” har rigtigt fængende melodier og er dansabel pop, som man bliver i godt humør af. Det er klassisk, glad pop uden de store dikkedarer, stort set baseret på guitar og trommer – indimellem dog med lidt hjælp fra klokkespil. Det er altså ikke synderligt ambitiøst på det instrumentale plan, men Seander kan med denne opskrift sandsynligvis alligevel appellere til de fleste – også dem, der ynder at synge med i badet om morgenen. Stemningen er sorgløs, ubekymret og letfordøjelig. Noget ud over det sædvanlige er det dog langtfra. Melodierne følger, ligesom stort set hele albummet, den klassiske opskrift på pop. Det kan være ganske udmærket, men her bliver det aldrig mere end okay.

Det poppede og lidt for lettilgængelige ses bl.a. i Seanders tekster, der ikke kræver det store intellekt. Svære temaer og dybe tanker finder man ikke hos svenskeren, der holder sig til linjer som »this time, honey, I won’t be so lame« og »I don’t know what the hell you are doing / but if you go, I’ll go with you.« Der kan alle ligesom være med… Ikke at det skal ses som noget synderligt positivt. I længden bliver det for tomt og dræner albummet for værdi. I mine øjne er det tekstuelle aspekt nemlig en utroligt vigtig del, når det gælder popmusik. Det er hér, en popsang kan skille sig ud og blive mindeværdig og vedkommende. Det bliver Seander ikke rigtigt.

Det er nemlig ikke nok at kunne skrive fængende popmelodier, når det indholdsmæssige halter, og Seanders debutalbum når aldrig længere end til at blive baggrundsmusik til en festlig aften eller til at kunne holde tempoet oppe på løbeturen. The Denial of Me, Myself, and I er den type album, der er udmærket i det øjeblik, man hører det, men som hurtigt bliver skiftet ud med en anden plade, fordi pladen simpelthen ikke formår at gøre et vedvarende indtryk. Det er en type musik, der er hørt alt for ofte før.

Tager man Seanders musik for, hvad den er – glad guitarpop uden det store indhold – er det sådan set udmærket. Det er den type musik, der ville gøre sig godt at danse til i byen, hvor ingen alligevel lytter til, hvad der bliver sunget. Derhjemme, derimod, hvor man tydeligt kan høre hver eneste flade sætning, bliver det for ligegyldigt, til at jeg gider lytte til mere end et par numre ad gangen. Ej heller Seanders vokal formår at gøre musikken til noget ud over det sædvanlige. Nogle gange kan musik løftes et betydeligt stykke op, hvis sanger/sangerinde har dét der specielle something, der skiller dem ud fra mængden. Det er ikke tilfældet her. Måske fordi det ikke rigtig virker, som om sangeren selv for alvor lever sig ind i sine egne tekster. Dermed bliver Seanders rene, blide og klassisk poppede stemme kedelig at lytte til.

Samlet set er der altså ikke noget nyt under solen i The Denial of Me, Myself, and I. Det er det meste af vejen middelmådig popmusik med fængende melodier, der kan gøre en i godt humør. Dog kun i små doser.

★★½☆☆☆

Deltag i debat