Plader

Pioneers of Transmission: Isolated by Strangers // Friends Gone Strange EP

Skrevet af Anna Møller

Jeg har det virkelig svært med fortænkte sangtekster, men har man ikke det, og har man intet imod numre af svingende kvalitet, så er Pioneers of Transmissions indierock måske noget for en.

På den københavnske kvartet Pioneers of Transmissions anden udgivelse, den syv numre lange ep Isolated by Strangers // Friends Gone Strange, er der langt hen ad vejen en god energi, en god melodisk grobund og fin, vrængende vokal, men der er åbenlyse problemer ved ep’en, som anmelderen Poul Martin Bonde i PR-materialet kalder »kantet, skåret, dynamisk og hypnotisk rockmusik.« Så langt vil jeg ikke gå, slet ikke.

Der er i mine øjne to fikspunkter, som jeg i gennemlytningen ikke kan glemme. Dels er de engelske tekster kluntede og tvungent eftertænksomme, dels er især trommerne på ep’en ikke særlig skarpe – faktisk halter de en del på især første nummer. Det er ærgerligt, for der ligger ellers en god omgang potent energi i musikken. Første track er (det i mine øjne dårligste nummer) “Recession”, der meget sigende skal være en kommentar til den økonomiske krise. Fint nok, det kan man sikkert lave rockmusik om, men det virker unaturligt at lade de tænkte og kliche-prægede tekster lyde: »There’s no such thing as a free lunch / you know you want it but you can’t get much / (…) / what comes up will soon fall / when you spend more than you got you spend it all.«

I mine øjne svinger teksterne mellem på den ene side at være enten fortænkte forsøg på at sige noget kløgtigt om vigtige emner med billeder, der – hey! – lige bliver vendt på hovedet, og på den anden side øregas, der ikke betyder noget.

Det samme er tilfældet med de fleste af de andre numre. F.eks. på ”This Town”, hvor et break lader forsanger og tekstforfatter Andreas Kynde proklamere følgende: »I would like to inform you that I’m not done yet / it’s not okay for you to follow me to my bed / the night’s still young the drinks aren’t quite done / we drink ‘till we get drunk.« I mine ører er det tåkrummende – måske fordi bandet synes at insistere på den patetiske alvorstone i noget, der både er utroligt simpelt og samtidig forceret.

Kulminationen kommer muligvis i tredje nummer, hvor det musiske ellers fungerer godt i al dens guitarlarm. Alligevel skal nummeret ”Art Deco” starte: »You / you could have been / all you wanted to be / I / I could have seen / the art deco buildings behind autumn leaves.« What?? Det giver hverken mening eller lyder naturligt. Enten kunne teksterne simplificeres fuldstændig, så bandet kørte rock’n’roll-stilen, ellers burde de være mere elegant pakket ind – uden hverken klichepapir eller fortænkte båndformuleringer.

Samtidig er Kyndes udmærkede, vrængende vokal mixet helt frem i lydbilledet, så man virkelig lægger mærke til ethvert ord, og det er ærgerligt, for musikken er faktisk ganske udmærket (omend svingende i kvalitet), og i ”Art Deco” bliver kor, klokkespil og masser af guitar også klart nummerets højdepunkt. Der kunne have været skabt en bedre dynamik, hvis vokalen var placeret på samme niveau som de øvrige instrumenter, og hvis lydniveauet desuden var blevet skruet op hele vejen igennem, for bedst er Pioneers of Transmission, når der virkelig bliver kørt løs på instrumenterne (som i det bedste nummer, “Paraphrasing to Oblivion”), og et mere skramlet og larmende lydbillede præger musikken. Det sker på næsten alle numre, men i kortere tid og først et stykke inde i sangene, og inden da har lytteren desværre rig mulighed for at skrue videre til næste nummer.

★★½☆☆☆

Deltag i debat