Plader

Rangers: Suburban Tours

Skrevet af Jeppe Carstensen

Rangers spiller en proper og noget anakronistisk indiefunk, der især taler til alle os med barneår i 80’erne. Men er der mere end dét i det?

Rangers er med pladen Suburban Tours en del af den lidt revolutionære bande på New York-pladeselskabet Olde English Spelling Bee, som det seneste år har fået en del opmærksomhed for deres lo-fi-udgivelser på kassettebånd og lp.

David Keenan præsenterede offentligheden for den såkaldte hypnagogic pop for snart et år tilbage i Wire. Siden da har blogosfæren været inficeret med diverse diskussioner om emnet. Der har især været polemik om, hvorvidt genrebetegnelsen overhovedet samler projekter som Ducktails, Real Estate, James Ferraro og Ariel Pink’s Haunted Graffiti i en enhed. Internationale avismedier og netzines har endda spurgt til det politiske indhold hos en række projekter, hvor kritikeren i The Guardian dog behandler bølgen under det noget vage paraplybegreb ‘blogrock’.

Ikke desto mindre er Rangers et nødvendigt onde at anmelde i denne sammenhæng. Mest fordi bagmanden Joe Knight har presset mosten ud af nedfaldne æbler fra især Ferraro og Ducktails. Det er som sagt ofte udgivelser, som fortrinsvis har været til salg på kassettebånd, men mest af alt har hærget internettet gennem blogdownloads og sporadisk positiv omtale, hvorefter der så, hvis succesen efterfølgende skaber opmærksomhed, kommer genudgivelser og koncerter. Det var f.eks. på tale, at Washed Out aldrig var tænkt som et tourband, men høj efterspørgsel har jo vist sig at ændre en del ved sådanne standpunkter.

Suburban Tours figurerer 11 numre, der alle er på lidt over tre minutters varighed. Det lyder formelt set som en meget homogen masse, hvilket det bestemt også er, men nødvendigvis ikke kun på den gode måde. Det har altid været sådan, at en anmelders lod er at gætte på kunstnerens intention. Hos Rangers er den umiddelbart, at vi skal høre bagmandens oplevelser ved at tage fra et sted til andet, ved at bosætte sig i et forstadskvarter og måske endda ved dét at huske tilbage til en barndom, hvor man boede et sådant sted. Alle titler henviser til noget fjernt eller afsidesliggende, hvad enten det er i geografisk eller mere metaforisk forstand. Diverse forvrængningspedaler og rumklangsfunktioner hiver nærværet ud af produktionen og ofte helt derud, hvor vi ikke helt ved, hvor vi er. Der benyttes en tonstung og slacket basgang og nogle synthesizerlyde i stil med Kraftwerk. Produktionen bærer generelt præg af at være en skrabet hjemmeproduktion.

Ud over åbneren “Deerfield Village”, som jeg er blevet en kende træt af, er “Golden Triangles” og “Woodland Hills” de absolutte hits. Det er her, Rangers-projektets potentiale træder klarest frem og understreger sin originalitet. Knight ytrer en lethed og en barnlig optimisme, der paradoksalt nok refererer til en generel bekymret tilstand, som vi alle går rundt med, men vælger at se bort fra. Det gør vi først og fremmest, fordi vi er privilegerede nok til at gøre det, men også fordi det virker til at være ny måde at være i og måske ændre verden på. Store ord for næsten instrumental og ikke særlig veleksekveret musik, men ikke desto mindre en diskussion, som er værd at berøre, når det handler om hypnagogic pop, (new) new age og andre små genre-enklaver i den dur.

Når snakken blandt venner falder på nye navne med tilknytning til hypnagogic pop-bevægelsen, indstiller man sig hurtigt på at skulle retfærdiggøre, hvorfor netop dette band udmærker sig. »Hvad er kvaliteterne overhovedet i den slags bands, de lyder jo fuldstændig ens?«, spurgte min kammerat den anden dag. Jeg indledte mit kendskab til Rangers gennem videoen til “Deerfield Village”, som var så kendetegnende for alt, hvad jeg havde hørt under omtalte betegnelse. Faktisk var det så sigende et bekendtskab, at jeg allerede efter første gennemlytning bestemte mig for at høre Rangers som alt det, man ser udfolde sig omkring disse videospilsagtige lydcollager fra 80’erne i øjeblikket.

Nostalgien er dog ikke så letkøbt, som mange gør den til. Det er nærmere en revitalisering af de billeder og lyde, som man i sin barndom har lagret gennem diverse medier og i 2010 benytter sig af i en ny kontekst. Hos Rangers fungerer det blot sjældent, fordi Knight har svært ved at ramme et særegent udtryk.

Selvom jeg har anklaget Rangers for at lyde som al anden hyp(e)nagogic pop, skal det dog med, at Rangers ikke har et Ducktail’sk strandtema. Det nærmer sig sjældent Oneohtrix Point Nevers new age-ambient. Det er heller ikke helt identisk med Ariel Pink’s Haunted Graffitis mere sangbaserede og lo-fi 80’er-synth, selvom Ariel Pinks lyd minder ret meget om Rangers’, især når det forbliver instrumentalt og plumret i lyden.

Den tunge slagbas, der efter smag og behag enten lyder som postpunk eller som noget fra “Frækkere end politiet tillader”, er dominerende på hele Suburban Tours. Den kan både få mig til at græde og grine, men når jeg er i mit groovy hjørne, har det en anmassende effekt på min krop.

Hvis jeg prøver at følge Joe Knight i hans projekt, fornemmer jeg ikke, at det kun handler om at redefinere lyde fra flimmerkassen i barndomsstuen. Og det er faktisk kimen til al den ballade omkring disse bands. Det postulerede nostalgitrip tilbage til dengang, hvor man som spæd blev kørt rundt i forstadslignende etagehuse, hvor man hørte flere temasange til tegnefilm og tv-shows, end hvad godt var. Det er især den slags metaforik og romantik, som Knight lader Suburban Tours benytte sig af. Men hvorfor? Hvad skal vi bruge disse sværmeriske lege med fortiden til?

Det er umådeligt svært at bedømme denne udgivelse som andet end et statement. Pladen lyder som sagt mest af alt som et monotont soundtrack til en rulleskøjtescene i en amerikansk tv-serie fra midt-80’erne. Den mangler tydeligvis pondus og genialitet flere steder, den har kun to til tre reelt gode numre, og musikken er i sig selv mindre original sammenlignet med andre af de bands, som Rangers læner sig op ad. På trods af det kan man argumentere for – og det gør jeg – at Rangers har noget vedkommende at byde på. Den konceptuelle og gimmickagtige lyd er gennemført og til tider ganske interessant. Måske endda politisk?

Jeg synes især, at pladen indimellem løfter sig og bliver livsbekræftende på en ekstremt god og konstrueret måde. Desværre har pladen som helhed ualmindelig kort levetid. Det og en del andet må blive grunden til, at den falmer lidt i lyset af andre fremragende udgivelser fra Olde English Spelling Bee, der ofte har noget mere genuint over sig. Det kunne eksempelvis være James Ferraro, som Undertoner inden længe vil anmelde en plade af.

★★★½☆☆

Leave a Reply