Nyheder

Regina Spektor til Vega

Regina SpektorEndnu et spændende internationalt navn er blevet føjet til Vegas program. Den 13. juli lægger den særegne newyorker og singer/songwriter Regina Spektor nemlig turen forbi Enghavevej 40, hvor hun forhåbentlig disker op med hendes sædavnlige, skæve og klaverorienterede sange.

Regina Spektor blev født i Moskva i 1980, hvor hun boede, indtil hun var ni år. Herefter flyttede hun med sin familie til New York, hvor hun har haft base lige siden. Hendes musikstil tager elementer fra så forskellige genrer som klassisk musik, jazz, blues og traditionel singer/songwritermusik, der så blandes med alt det gode fra New Yorks artrockscene. Hun har til dato udgivet fem albums og har fungeret som opvarmningsact for bands som The Strokes og Kings of Leon.

Med Vegas tilføjelse af Jónsi, Spoon, og nu også Regina Spektor, har Vesterbrospillestedet formået at sammensætte et habilt koncertprogram for de næste mange måneder. Man kan kun håbe på, at der bliver tryllet flere godbidder op af hatten i det næste stykke tid.

Deltag i debat