Plader

She & Him: Volume 2

Hun hedder Zooey Deschanel, og han hedder M. Ward. Hun er mest kendt for sin skuespillerkarriere, han for sin folk. Sammen spiller de glad Beach Boys-/sommer i USA-musik, der nok skal sprede glæde, når varmen når frem til Danmark.

Volume 2 er på ingen måde et overambitiøst album, heldigvis. Bare navnet: She & Him: Volume 2. Ikke ligefrem den mest originale og gennemtænkte titel nogensinde. Dette er slet ingen kritik (okay, måske lidt), for She & Him spiller ikke musik, der vil pakkes ind i intellektualitet og alt for meget hipster-smarthed. Det sidste kan de to, folkmonsteret M. Ward og indieskuespilleren Zooey Deschanel, selvfølgelig ikke helt undgå, men de formår i det mindste at styre ret godt udenom.

Volume 2 præsenterer 13 sange fra den singer/songwriter-fløj, der er orienteret mod solskin, beaches, candyfloss og teenagere. Ja, du skal faktisk bare tænke på videoen til førstesinglen “In the Sun”, hvor Dechanel er hulahoppigen (hun synger, som hun spiller i “(500) Days of Summer”), der danser rundt for at få Wards (den seje guitarists) opmærksomhed. Nummeret er lige så glad, som den idé lyder: »My baby, my darling, I’ve been thinking of leaving / well, alright, it’s okay, we all get to sleep sometime every day / I’ll just keep it to myself, in the sun, in the sun.« Dechanels stemme er sukkersød, omkvædet galoperer let af sted akkompagneret af cheesy (men ikke for cheesy) synthesizer og forudsigelige harmoniseringer. Til sidst bryder Ward ud i guitarsolo, og det hele lyder som en god sommerdag.

Næste nummer, “Don’t Look Back”, er i højere grad (i modsætning til resten af albummets ‘i høj grad’) Beach Boys-inspireret, og her mener jeg ikke Beach Boys-inspireret, som Animal Collective, Grizzly Bear og mange (!) andre er det for tiden, men Beach Boys-inspireret som i, at “Don’t Look Back” kunne have være optaget i 1966 af en pigegruppe. Nummeret holder et afsindigt højt tempo (ligesom resten af pladen), men man lægger ikke rigtig mærke til det, da musikken kører forbi så gnidningsløst takket være M. Wards produktion. Den lidt moody åbner “Thieves” byder på americana-guitar og høj (lidt for høj) falset fra Dechanel over en tekst om tabt kærlighed. Når strygerne sætter ind hen ved outroen, er stilen ligesom lagt for resten af albummet. Igen: Det er ikke udelukkende en dårlig ting.

Volume 2 er let og rar at lytte til, men der er selvfølgelig en tendens til, at alle »uh-uh«-harmoniseringerne forsvinder lidt i mængden. Melodierne, teksterne og produktionerne er utrolig forudsigelige, men de bliver kun forudsigelige, fordi man som lytter meget hurtigt kommer med på legen: Det her er et amerikansk sommeralbum. Det er faktisk ret godt klaret af Deschanel og Ward, at de kan holde denne leg kørende alle 13 numre igennem. Der er selvfølgelig et par kedeligere numre (“Me and You”, “Sing”), mens højdepunkterne (“Thieves”, “In the Sun”, “Gonna Get Along Without You Now”, “I’m Gonna Make It Better”) ikke er helt så høje, som man måske kunne have ønsket sig.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er ret mange, som bliver tøjlesløst forelsket i Volume 2, men samtidig ville det ikke overraske mig, om et ret stort segment vil kunne lide pladen. Zooey Dechanel stjæler det meste af opmærksomheden med sin kække charme (men okay, hun har også skrevet alle numrene ud over de to covernumre), mens Ward er elegant tilbagelænet med en guitar på skødet. Volume 2 har potentiale til at blive et mindre sommerhit i kraft af sin charmerende, poppede (og dog stadig – i kraft af ‘hende & ham’ og inspirationskilderne for indie-segmentet – tiltalende) facon, der er ‘perfekt til de lyse sommeraftener’.

★★★★☆☆

Deltag i debat