Plader

Simon Gylden: Debilitated Deliberations on Death – the Stoopid Old Anti-Pro Trilogy vol. 2

Skrevet af Jonathan Heldorf

Jeg tror bare, jeg lader titlen svæve. Så kan du selv bestemme, om du vil læse en anmeldelse, der måske (ikke) giver mening…

Hvis der med dette trilogiske udspil findes en mening, gemt i tågen, er det muligvis kun Simon Gylden selv, der er i stand til at se den. Måske sidder Simon Gylden lige nu, læser dette og griner smørret, fordi hans mission er lykkedes – at få anmelderen til at søge på logocentrisk vis og sige, at kejserens klæder er åh, så fine. Men så let skal du ikke slippe, Simon! Jeg har afsløret dig, din banan!

Debilitated Deliberations on Death – the Stoopid Old Anti-Pro Trilogy vol.2. Mage til rævekagetitel er sjældent hørt. Og alligevel er den en af de mest passende titler, jeg er stødt på. Ikke fordi den giver mening, nej, men fordi den passer brandgodt på pladens indhold. Hov, fik jeg lige sagt, at pladen heller ikke giver nogen mening? Ja. Nej. Hm.

Jeg tænker: En plade om døden, javist, der er meget død på pladen, i form af kannibalisme og andre absurditeter, men mere end noget andet synes jeg, pladens tekster forsøger at beskrive (alle mulige) ting og følelser, som ikke nødvendigvis har noget med døden at gøre og ikke kan forstås rationelt, og alt hvad vi ikke kan forstå, får automatisk en masse fællestræk med døden, fordi døden er det ultimative mysterium, og alligevel er så håndgribelig, så fysisk.

Så fik du mig alligevel, Simon! Jeg gik i saksen, og jeg ved, du smiler!

Men nu må det være nok med de selvmodsigende fejlfilosofiske tanker! Lad os snakke musik: Guffeguffe, jeg labber det i mig! Og så alligevel… Bvadr!

Har du nogensinde set Disney-klassikeren Peter Plys? Tigerdyret introducerer for første gang sig selv for Peter Plys og siger derefter, at han er sulten. Til det svarer Peter Plys:
»Åh nej dog, vel ikke efter honning?«
»Honning!« udbryder Tigerdyret, »Tigerdyr elsker honning!«
Plysbjørnen: »Det var det jeg var bange for…« Plys stiller en krukke frem foran Tigerdyret, der stikker poten ned og propper sig med honning, og…
»Bvadr! Tigerdyr kan IKKE lide honning!!«
»Men du sagde da lige, at Tigerdyr elsker honning?«
»Ja! Men ikke dette klistrede stads! Wu-hu-hu-huuu!«

Med denne Sparklehorse-inspirerede og -dedikerede folkplade i hånden føler jeg mig lidt som Tigerdyret. Jeg kan godt lide den – det er faktisk min yndlingsplade! … Og så alligevel ikke.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte pladen på, men wow, jeg blev styrtet omkuld af ”Hey Dad!” Jeg fik også en lille klump i halsen, for sangen ramte en nerve. De folkede guitarlyde, trommemaskinen og den minimalistiske lo-fi lyder som noget, Mother Sparrow kunne have begået. Mother Sparrow, der desværre aldrig nåede at få det ellers uundgåelige gennembrud, fordi frontmand Jannick Wiinblad tog sig selv af dage sidste år. Døden lurer overalt.

Også sangen ”Silver Horse” er helt eminent. I samme genre skaber den en lydlig karrusel, og ja, det er umuligt ikke at tænke på Sparklehorse. Den sidste ørehænger er ”Wanchu 4 Dinner” – en sygeligt glad og besat melodi, der æder sig vej ind i din hjerne. Fænomenalt. Resten af vejen mod afslutningen venter jeg blot på mere, for jeg er sgu blevet sulten. Men der kommer ikke rigtig mere. Tjoo, ”Lip Gloss Tree Topss” er da slet ikke dårlig, og med sit repetitive »why is life so hard?« understøtter nummeret min uvillige teori omkring pladens formål. Det gør næste sang, ”Tarman”, også med sit ligeså repetitive »makes you cry«. I øvrigt også et fint nummer. Men herfra bliver udskejelserne lidt for trykkende og kvalme. Lidt for meget lyd og lidt for lidt musik. Masser af stemning, men ingen egentlig fornøjelse.

Hvis du gerne vil sidde som en anden Wittgenstein og flyde ned i en spiral af tunge tanker på jagt efter mening og lytte, virkelig LYTTE efter døden, finder du den også her. Men hvis du vil have en folkplade, der er skøn og fængende, får du kun halvdelen af, hvad du søger, med Debilitated Deliberations on Death.

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår pladen. Jeg er ikke sikker på, at pladen skal forstås. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan lide pladen. Jeg er ikke sikker på, at pladen skal kunne lides. Hvem kan lide døden? Jeg ved, at der er FREMRAGENDE sange at komme efter, men alligevel er det svært ikke at sidde med en følelse af, at jeg går tomhændet fra oplevelsen… Men sådan er det vel med døden og det uforståelige.

★★★☆☆☆

Deltag i debat