Plader

subtractiveLAD: Life at the End of the World

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Der er musikalsk højt og bredt til loftet, når subtractiveLAD folder sig ud. Life at the End of the World kan meget vel vise sig at være en af 2010’s fineste ambientudgivelser.

Jeg ved ikke, om Stephen Hummel aka subtractiveLAD betragter sig selv som flagskibet hos selskabet n5MD, men det er sådan, han bliver promoveret i pressematerialet. Og den slags store ord burde kunne give præstationsangst. Om Hummel rent faktisk har haft problemer med at yde sit bedste, vides ikke – og hvis han har, kan det ikke høres på hans sjette album, som er en om ikke genredefinerende, så i hvert fald stærk kandidat til at blive en af årets bedste ambient-udgivelser.

Musikalsk befinder Hummel sig et sted mellem Brian Eno og Fennesz. Med en fortid som jazzmusiker og en lyst til at udforske og eksperimentere har han været musikalsk vidt omkring i ambientgenren. Mest interessant i forhold til denne udgivelse er nok, at han har skåret alle beats væk og nu supplerer elektronikken med en guitar, der fylder og spiller en central rolle. At Hummel rent faktisk først begyndte at spille guitar, da han investerede i én i 2006, kan ikke høres.

Der er musikalsk højde og bredde, når subtractiveLAD gennem 10 numre på godt en times tid folder sig ud. Længste nummer er 10 minutter, men minutterne og sekunderne arter sig ikke helt normalt, når man lytter til Life at the End of the World. At sige, at tiden går i stå, er nok lidt for store ord, men til tider føles det faktisk sådan.

Stort set hvert eneste nummer på albummet imponerer med et tykt, varierende lydtæppe og langsomt skiftende melodier – det hele pakket naturligt ind i effekter, så de forskellige instrumenter ikke står ud fra hinanden. Der er selvfølgelig undtagelser som klaveret i “Summer in Your Mouth”, den forvrængede guitar i titelnummeret og det enklere fingerspil i “Always Ending”, men mest er harmoni og dissonans som tykke tæpper, der virkelig er velstrikkede og luner.

De langstrakte numre giver pladsen til de langstrakte melodier. De er ikke påtrængende, og de er absolut heller ikke velegnede til at nynne i badet. De er stemningsskabende, og måske kan de bedst sammenlignes med den stemning, som en solsorts kvidren skaber gennem et åbent vindue en forårsaften. Eller en mørk tordensky, der hurtigt fejer hen over sommerlandskabet. Og så er de alligevel oftest mindre melodiske. Smukkest bliver det med slideguitar i “The Deep and Lonely Quiet”, og mest massivt bliver det i titelnummeret.

Med Life at the End of the World har subtractiveLAD sigtet nærmest endnu højere rent episk end på sine forrige albums – og det er rent faktisk næsten lykkedes at ramme toppen af genren. Det er ikke specielt varieret, og det er egentlig både albummets styrke og svaghed. Hummel luller på fantastisk vis sin lytter ind i musikkens univers, og det ene nummer tager over efter det andet – med kun små pejlemærker, som f.eks. klavertoner, der afslører, at et nyt nummer begynder. Men musikkens univers bliver også en lidt grov suppedas af homogenitet og næsten-gentagelser. Og det er trods alt lidt for meget i en times tid.

★★★★½☆

Deltag i debat