Plader

Thrushes: Night Falls

Indierock/noisepop-albummet Night Falls kommer – indrømmet – nok hverken til at skrive musikhistorie eller danne skole. Alligevel er det så intenst og kompromisløst, at det er svært ikke at overgive sig til den forelskelse, de fleste af sangene kredser om.

Indimellem, en sjælden gang, kan det ske. Man falder ganske tilfældigt over noget musik, der på én gang virker ufattelig velkendt, grænsende til det hjemlige og næsten magelige, men som så alligevel overrasker og ikke minder om noget andet, man umiddelbart kan komme i tanker om. En lyd og en nerve, der dybt nede ligger så tæt på ens musiske hjertekule, at man uden videre føler sig hjemme og ved første møde næsten automatisk glemmer sine forbehold og sin ellers så kritiske sans ved mødet med det nye. Og man forundres over ikke at være stødt på dette band før?

Nøjagtig dén følelse sad jeg med, da jeg første gang faldt over, og uundgåeligt også for, Thrushes. Og har man først givet slip på de ellers så indbyggede forbehold og ladet sig rive med af den umiddelbart velkendte lyd og nerve, kommer afstikkerne, skævheden og de ukendte passager undervejs bare som frydefulde overraskelser. Man sidder lidt med følelsen af at dykke ned i floden uden for ens barndomshjem og villigt lade sig føre med af en rasende strøm til et helt nyt sted – kun for at opdage, at man også hører hjemme dér.

De fire medlemmer i Thrushes, der har base i Baltimore, USA, spiller musik, der balancerer på kanten mellem indierock og noisepop. Bandet har tidligere spillet koncerter med bl.a. The Raveonettes og beskrives på deres Myspace som et band med en forbavsende simpel vision; at rockmusik bør være smuk. Det simple udgangspunkt optrappes dog straks herefter til ønsket om at skabe ’gorgeous noise pop’ og hvirvlende ’dream rock lullabies’ – en noget mere ambitiøs og knap så simpel udmelding.

Thrushes har netop udgivet deres andet album Night Falls, der følger fint op på deres tidligere, og fremragende, 2007-udgivelse, Sun Come Undone, der ligesom Night Falls er udgivet på bandets eget pladeselskab, Birdnote Records. Og som på Sun Come Undone indhylles man også på Night Falls i et nærmest svævende let lydunivers af storladne støjflader, og det er umanerlig svært ikke at lade sig rive med. Man føler sig, lige fra første track, i trygge, velkendte hænder og læner sig forventningsfuldt tilbage – ready for take-off!

Albummet skydes kraftfuldt i gang med nummeret ”Trees”, der lægger ud med at sætte en ny og ubønhørligt hurtigere standard for ens hjerteslag. Og som dernæst nærmest febrilsk og dog gennemført stilsikkert sætter af og kaster sig ud over kanten i et hektisk flyvende sus af lyd, der viser sig at være et gennemgående træk på hele albummet. Mange af numrene starter relativt afmålt og behersket for derefter lynhurtigt at trappe op og intensiveres og hen imod slutningen munde ud i gennemført støjende energiudladninger. En ret klassisk opbygning, der ikke desto mindre er yderst effektiv! Især i nummeret ”Weather Vane” kommer guitarens intensitet helt derud, hvor den får sit eget forrygende liv, helt alene, ganske svævende, højt og hurtigt. Ord bliver unødvendige, dette her er ren, flydende lyd og intens væren.

Hele albummet præges gennemgående af den fortættede stemning og eksplosive lydstrøm, der ubønhørligt og med stor kraft tvinger lytteren videre og videre, track by track, inden man nådigt lander blødt og genvinder pusten med albummets sidste nummer, Mazzy Star-coveret ”Fade Into You”, der vel nærmest må betegnes som en ‘indie-sjæler’. Oven på de hæsblæsende, hvirvlende strømme føles det som at synke ned i en varm, lindrende omfavnelse.

Night Falls er et album, der handler om den svære kærlighed, om at give sig selv fuldt og helt, om at give slip, om at miste og om at finde sig selv frit svævende i forelskelsen og i smerten, når det går galt. Det er ikke de dybere, komplekse eller filosofiske tekster, der bærer albummet igennem, nærmest tværtimod; på de fleste numre er ordene relativt få, repeterede og simple. Men de virker alligevel overraskende hårdtslående og velvalgte i deres simplicitet, og svøbt i forrygende, flyvende støjflader og hæsblæsende intense beats er hele pakken yderst overbevisende. Instinktivt opfatter man, at det ikke er i et misforstået forsøg på en dybdegående analyse af simple tekster om kærlighed, at forståelsen af dette album skal hentes. Det er i høj grad i det instrumentale udtryk, styrken og følelsen, at hele meningen ligger. Det er takter, støjflader og instrumental intensitet – det er helt ud over kanten, højt til himlen og frit fald.

Og oven på de voldsomme udladninger af hvirvlende trommer og svævende flader af guitarstøj ligger Anna Connors vokal, på én gang spinkel og skrøbelig, men alligevel oftest med styrken fra noget fandenivoldsk og komplet kompromisløst over sig – noget, der i sit reneste udtryk faktisk kunne minde meget om hudløs ærlighed. En vild overgivelse til den nøgne følelse i de simple kærlighedstekster og de komplekse støjflader.

Bevares, man kan punktvis, og med lidt god analytisk vilje, sagtens høre velkendte elementer og klassiske referencer til f.eks. My Bloody Valentine, Siouxsie, Jesus and Mary Chain, Pixies – og endda enkelte fragmenter af Sonic Youth. Og bevares, visse steder kunne man måske, hvis man et øjeblik tvang bremsen i bund og tog de kritiske briller på, komme til at savne nuancer i vokalen og længes efter den bløde shoegazede vokal, der mystisk og udvisket træder næsten helt i baggrunden for de instrumentale udladninger, som det sker visse steder på Sun Come Undone. Og man kunne, nu man var i gang, vælge at lade sig irritere af simple rim og meget enkle tekster om ulykkelig kærlighed.

Man kunne forledes til at pointere, at Thrushes (heller) ikke med dette album har skabt epokegørende rockhistorie eller virkelig avantgardekunst. At albummet på mange måder minder om noget, man har hørt før og endda gør brug af adskillige genkendelige elementer og referencer. Alt dette kunne man indvende og have helt ret i.

Og på trods af dét formår Thrushes både at være ufattelig medrivende og behændigt manøvrere uden om det ellers umiddelbart snublende nærliggende plagiat. På trods af sin genkendelighed forbliver udtrykket helt, helt sit eget, hele vejen igennem. Og alt, hvad der umiddelbart kunne virke som forenklinger og svagheder, viser sig alligevel at være en del af det kompromisløse og gennemførte udsagn, som pladen er. Når man lytter til Night Falls, bliver man nemt tilbøjelig til at lade sin kritiske sans blive liggende inde på bredden, glemme alt om analyser af små tekster om kærlighedens trængsler og bare lade sig rive med af tempoet og intensiteten i det rene udtryk. Og følger man pladens eget præmis; giver man slip, og lader man sig velvilligt føre med af de hektiske strømhvirvler, helt ud over kanten og op under den høje himmel, skulle man nok være garanteret en yderst forførende tur gennem kærlighedens, i virkeligheden dybt banale, trængsler – på et flyvende tæppe af hvid støj. White noise river rafting. What a ride.

★★★★★☆

Deltag i debat