Plader

Toro Y Moi: Causers of This

Skrevet af Kristian Kimer

Elektronisk udspil fra den talentfulde Toro Y Moi. Han har uden tvivl lommen fuld af hits, men albumformatet er stadig en stor mundfuld.

En single. Det er, hvad det indtil nu er blevet til for den unge opkomling Toro Y Moi. Og da denne single – med navnet “Blessa” – også er at finde som det første nummer på nærværende langspiller, er den samlede produktion jo dejlig let at overse. Begge udgivelser er udkommet via pladeselskabet Carpark, og ifølge Allmusic har de allerede i år planlagt endnu et album med Toro Y Moi, der skulle vise helt andre sider af det unge talent. Toro – der bærer det borgerlige navn Chaz Bundick – har efter sigende længe haft materiale til begge albums liggende. Og det skal ærlig talt blive spændende at følge ham.

På Causers of This viser han sine evner ud i at spille fløjsblød, elektroniske indiepop. Og albummet er i mange henseender en rigtig fin plade. Han er en begavet musiker. Det må man ubestridt give ham. Det og så hans udmærkede sangstemme er hans største kvaliteter. Men i det lange løb må Causers of This anses for at være lige over tålelig. I sin fulde udstrækning er den ganske enkelt ikke det store sus. Men den har sine højdepunkter, ingen tvivl om det.

Føromtalte “Blessa” er en glimrende åbner. Indi(e)kerende. Toneangivende. Og med en glimrende lille melodilinje. Men især pladens andet nummer, “Minors”, der fremstår som en naturlig forlængelse af “Blessa”, er et i alle henseender et meget vellykket nummer. Ubestridt pladens største oplevelse. Det er så godt skruet sammen, at det godt kunne lugte lidt af det forjættede land: hittet. Hvis jeg sad på P3, ville jeg i hvert fald spidse ører et par ekstra gange over dette nummer. Det er enestående lille sag.

Men trods de åbenlyse kvaliteter, mangler den unge Padavan tydeligvis noget erfaring i andre aspekter af albumskabelsen. Causers of This er, hvad jeg vil betegne som pletfri. Indspilning, producering og mixning er så glat, at man ikke kan sætte en finger på det, og det er paradoksalt nok pladens allerstørste problem. Der mangler noget. En dynamik. Et brøl. En økse i skulpturen. Et sted, hvor man kan mærke mennesket bag. Og jeg vil godt prøve at sætte min finger på, hvad jeg mener. Jeg har et problem med plader, der aldrig har været ude i rummet. Forstået på den måde, at 90 pct. af lydmaterialet på Causers of This uden tvivl er gået direkte fra synthesizeren til laptoppen uden at have været igennem en forstærker. Og det skaber et lukket lydrum. En komprimering af lydfeltet, der dræber en stor del af dynamikken. Mit bud er, at det eneste element på denne plade, der kunne høres, før det var optaget, er vokalen. Alt andet er synth i ordets kedeligste forstand: syntetisk, digitalt genereret lyd.

Det kan sagtens fungere på et enkelt nummer eller to. Eller måske på noget så banalt som hvert andet nummer. Men det er ikke nok til at udfylde albumformatet. For at lyd kan folde sig helt ud, kræver det rum, og derfor folder denne plade sig heller aldrig ud. Det kan den ikke. Den har ganske enkelt ikke generne til at gøre det. Efterhånden som albummet skrider frem, forsvinder det ind i sin egen produktion og ud ad ligegyldighedens digitale landevej. Det er for nemt, og der går alt for meget fokus til spilde med spidsfindig Pro Tools-klippe klistre-fascination. Og det kan selv den mest menige lytter mærke. Allerede hen ved nummer fire-fem stykker begynder opmærksomheden at fade væk. Det er lidt ligesom at kigge på en rød plakat i en time. Hvis der kom en gul streg eller nogle grønne prikker, ville opmærksomheden skærpes på ny. Men det gør der ikke.

Men det er ikke helt ad helvede til. “Talamak” viderebringer nogle ganske interessante stemninger. Og “Thanks Vision” har nogle kvaliteter, der formår at få nummeret til at titte lidt ud af den hermetisk lukkede lydboks. Og de to sidste numre, “Low Shoulders” og titelnummeret “Causers of This”, har en særpræget workout-/80’er-disco-fornemmelse over sig. Prince og Michael Jackson, der danser pixeleret rundt i en Midi-box. Umiddelbart en underlig måde at slutte af på. Men hvorfor ikke. Det skader i hvert fald ikke.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det generelt set er så som så med de virkelig interessante øjeblikke. Men på den anden side: Hvis man – modsat mig – hører musik for at drømme sig væk og tænke på alt muligt andet end selve musikken, så er Causers of This eminent. Den rummer grundlæggende en dejlig billeddannende stemning, og når døsigheden virkelig slår igennem, driver der både hvide palmestrande og skønne kvinder forbi på det indre lærred. Og det er jo dejligt. Men det er altså ikke et musikalsk kvalitetskriterium i mine øjne.

Hvis Toro Y Moi skal rykke op i de højere divisioner, skal han udvikle sig og lære at bruge andet end de nemme løsninger. Hvis han gør det, er det ikke umuligt, at vi har en ny musikalsk superstjerne in spe. For han er dygtig, ham Toro Y Moi.

★★★½☆☆

Deltag i debat