Koncerter

Tunng, 25.04.10, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Ud over præsentationen af det nye album havde Tunng forberedt et sprælsk møde mellem det bedste elektronik og folk fra gemmerne. En flatterende afvejning, som sikrede en varieret og medrivende koncert.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Egentlig har jeg haft svært ved helhjertet at få hænderne i vejret over Tunng, siden bandet smed debutalbummet Mother’s Daughter and Other Songs på gaden en håndfuld år tilbage. Med Comments of the Inner Chorus, Good Arrows og senest dette års …And Then We Saw Land er bandets oprindeligt så karakteristiske samplede stemmer og elektroniske knirken kombineret med folkens mest indtagende melodier og fortællinger successivt veget for et efterhånden temmelig rent, omend nuanceret, tag på folken. Selvom det måske ikke har begejstret i samme grad som i første instans, har Tunng aldrig tabt sansen for den gode melodi og evnen til at gøre den skæv og iørefaldende gennem et væld af virkemidler – hvad enten de stammer fra Macbooken eller fra en legekasse af et omfang, der næppe er set magen til hos selv byens mægtigste gadegøgler. Vigtigere er dog, at Tunng efterhånden har nogle år som sekstet på bagen, og at det lyder, som om de efterhånden er nået frem til en udnyttelse af arbejdskraften og et samlet udtryk, som arbejder for bandets sprælske agenda.

Det var i hvert fald indtrykket, man fik foran scenen i Lille Vega en overraskende tidlig søndag aften. Det visuelle fokuspunkt i de mange klokker, bjælder, uroer, lerfigurer, kasser and whatnot tronede fra scenens midte og udgjorde sammen med laptoppens spredte programmeringer grundlaget for musikkens snirklen. Vældet af artefakter sikrede en karakteristisk lydstrøm under de ellers til tider dominerende øvrige instrumenteringer, men vigtigst af alt emmede den grundige brug af scenens mange remedier af engagement og af ren hippieglæde ved at komme ud og ryste nogle klokker og noget hår. Og det smittede – godt hjulpet på vej af en sætliste, der kom fint omkring i de bedste afkroge af bandets diskografi.

“Don’t Look Down or Back” efterfulgt af “Take” fra Good Arrows var et dynamisk udgangspunkt for en færd ind i mindre medrivende, men altid dybt melodiøse lydlandskaber. Drevet af Sam Genders karakteristiske, lidt distancerede vokalarbejde og Becky Jacobs’ kokette dansetrin bevægede lydbilledet sig efterhånden mod mørkere egne og klimaksede med den dunkle “Tale from Black”. Især et gammelt nummer som dette nød godt af den alsidige brug af skrammel blandt de elektroniske virkemidler, der dog aldrig fik lov til at forstyrre eventyrfortællingen i centrum – præcis som det senere var tilfældet med det noget mere moderne eventyr i “Beautiful and Light”.

“By Dusk They Were in the City” var således noget af et genreskift til gedigen guitartråd og rockstar-attitude, og selvom man måske godt kunne have været foruden den ironiske distance i de glammede briller, der pludselig landede på Genders næse op til en solo, var det egentlig en effektiv måde at sparke energiniveauet i vejret til de efterfølgende, nye skæringer.

Jo, Tunng var kommet godt omkring på halvanden time, og det understregede de selv ret elegant gennem ekstranumrene, der indledtes med en fin a capella-session, som førte over i “Jenny Again” og endeligt “Bullets” – vel nok højdepunkterne fra to af de tidligere albums, men også to så vidt forskellige indslag, at polerne i bandets spændvidde næppe kunne være understreget bedre. Jeg forlod i hvert fald Vega med en heftig duel mellem elektronisk klikken og ekstremt fængende omkvæd for mit indre øre – og dét er vel lige præcis, hvad man kan ønske sig af en koncert med Tunng.

★★★★½☆

Deltag i debat